Hvad lærte Superligaens 14. spillerunde os, når vi kigger tilbage på de fem første kampe her sent søndag aften?

Jeg fornemmer blandt andet, at den lærte os, at folk går og stiller sig selv dette spørgsmål i dansk fodbold:

Er lykke og medvind vendt i Herning midt i det slidsomme kampprogram, og må FC Midtjylland nu give slip på FC København i toppen af Superligaen?

Selv om denne spillerunde mildt sagt viste os de to guldkandidater i hver sin ende af overlegenhedsskalaen, så bliver det ikke mig, der fælder den hårde dom over midtjyderne.

Jeg får faktisk allerbedst øje på sandsynligheden for, at de får samling på sig selv igen og begynder at vinde fodboldkampe allerede på søndag mod Esbjerg.

Men dermed ikke sagt, at jeg ikke også får fint øje på alle deres udfordringer. Og fire nederlag på stribe sætter sig mentalt på et hold, der ikke troede, det kunne tabe. Alle i Europa kan tabe til Napoli, og alle i Danmark kan tabe til Brøndby. Ikke noget der. Men nederlaget i Roskilde i pokalturneringen og opfølgningen i lørdags med 2-4 til Viborgs oprykkere forandrede fornemmelsen af tilstanden hos Midtjylland.

Midtjyderne føler helt sikkert selv, at de er, hvor de skal være energimæssigt. Og de forsøger, formentlig fordi de ikke tør andet, at undgå at tale om, hvor meget det kampprogram og skader har presset truppen. Den slags må hverken være en forklaring eller undskyldning i en klub, der har en ambition at være med i tre turneringer, fornemmer jeg.

Det er fint nok, ja egentlig en forbilledlig ambition, men da også noget pjat, når nu det formentlig især er det, som det hele handler om. Og hvis det er medieskabt, at man ikke længere kan forklare sine udsving med netop det, som de handler om, så skylder sådan en som mig at beklage det.

Som jeg ser det, mærker FCM lige nu, at tendensen i den danske superliga de senere år har været, at alle kampe er et potentielt nederlag for stort set alle.

Superligaen med dens 12 hold har over årene fået sine passende stryg for mangt og meget - blandt andet turneringsafviklingens indbyggede uretfærdighed, hvor man møder hinanden tre gange, og hvor intet er ens for alle.

Men vi skylder også at anerkende, at størrelsen på de 12 hold de senere år har givet en skarp liga med jævnbyrdig konkurrence, hvor oprykkerne har kunnet begå sig, og hvor ingen kan vinde på 80 procent.

Det er den virkelighed, FC Midtjylland tumler rundt med i øjeblikket.

Når FCM har fået styr på deres eget igen, og det får holdet allerede i næste runde mod Esbjerg, tror jeg, kan midtjyderne så begynde at bekymre sig lidt om den fart, der er kommet på FCK’s offensiv.

Dette blev også superligaweekenden, hvor vi så Brøndby vinde for tredje gang på stribe og denne gang virkelig overbevisende ude mod OB.

Brøndby-midtbanen med Thomas Kahlenberg, Rodolph Austin og Lebogang Phiri fik - igen - Brøndby til at ligne et tophold. At Kahlenberg efter sin skade har leveret så larmende et comeback til Brøndby-holdet, er ret imponerende. Der er stadig masser af klasse i Brøndby-styrmanden, som selvfølgelig skal med på landsholdet mod Sverige. Han skal måske endda spille.

Kahlenberg bliver ikke dårligere af, at man omsider med indkøbet af Rodolph Austin har fået den spiller i sekserpositionen, som Martin Ørnskov aldrig blev. Austin rydder op, skaber ro og fordeler bolde på et niveau, som gør Brøndby til et bedre fodbold.

I aften i OB var der tilmed masser af aggressivitet i presset, og så blev man hjulpet pænt af en tæt på grotesk svag målmandspræstation af OB’s Maksym Koval.

Kovals kiksere skal ikke taget noget fra Brøndby, der efter de tre nederlag i de tre første kampe i sæsonen, har været bedst af alle hold i de efterfølgende 11 runder med 24 point. Det er et pointsnit på 2,18 per kamp, og den slags vinder man altså mesterskaber med.

Det tror jeg stadig ikke kommer til at ske, men vi skal anerkende, at Brøndby efter en frygtelig sæsonstart har stabiliseret sig defensivt og været i stand til at slå både Midtjylland og FCK fortjent i kampe, hvor man var i stand til at forfølge sejren. Søndag aften så jeg tilmed en spændende offensiv dynamik i holdet.

Men frem for alt har man altså nu i lang tid været stabile.

Hvis AaB havde bare antydninger af lidt mere stabilitet over sig, så ville det efterhånden også være rimeligt at skrive nordjyderne ind som alvorlig outsider i topkampen, men at AaB går fra et fejlbehæftet 0-3-nederlag ude mod FCN til at udspille Hobro med 6-0 fortæller det meste om, hvorfor der stadig ikke er sluppet historier ud af postnummer 9000, om at træerne er nået ind i himlen.

Der er ellers potentiale for det. Jeg hørte forleden assisterende landstræner Peter Bonde sige, at AaB i hans øjne, når holdet rammer sit højeste niveau, er ligaens bedste. Jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret. Men hvad kan man bruge det til, når man på sine svageste dage også kan spille som et af ligaens ringeste?