TAIWAN: 31 personer blev onsdag dræbt, da et passagerfly styrtede ned i hovedstaden Tapei i Taiwan.

Men det tal kunne være meget højere, havde det ikke været for en snarrådig og dygtig pilot.

I alt var der 58 personer ombord på flyet, og 15 overlevende er blevet evakueret. Redningsmyndigheder leder fortsat efter 12 personer, men det er sandsynligt, at de fleste af dem er omkommet, skriver Reuters.

Men dødstallet kunne have været højere, for det var en vanskelig nødlanding, chefpiloten og hans co-pilot gennemførte. Den indebar en snæver flyvning ned igennem et tætbebygget område, hvor det lykkedes at undvige bygninger, inden den ene vinge til sidst kollidere med en taxa og en motorvejsbro under den dramatiske nødlanding.

Ifølge Reuters har Taipeis borgmester torsdag hyldet piloten såvel som co-piloten, der begge omkom ved styrtet.

Det var et passagerfly af typen ATR 72-600 fra flyselskabet TransAsia, der styrtede ned.

En pilot, der tidligere fløj fly af samme type for selskabet American Airlines, siger til CNN, at det formentlig var et motorstop i en eller begge motorer, der var årsag til den tragiske hændelse.

Ulykkesflyet var helt nyt og blev leveret i 2014.

Reuters fortæller, at et taiwanesisk ægtepar og deres toårige barn reddede livet, da de kort inden afgang bad om at blive flyttet fra deres pladser i venstre side af flyet. Det skete, fordi faren havde hørt en underlig lyd fra vingen, skriver avisen United Daily ifølge Reuters.