Det Kongelige Teater får fast ensemble for moderne ballet
Efter fire år som kreativt eksperiment bliver det koreografiske laboratorium, Corpus, nu udvidet til et egentligt ensemble med seks faste dansere, der skal række ud til et nyt publikum.
Efter fire år som kreativt eksperiment bliver det koreografiske laboratorium, Corpus, nu udvidet til et egentligt ensemble med seks faste dansere, der skal række ud til et nyt publikum.
Den Kongelige Ballet betræder nye kreative stier, når det koreografiske laboratorium, Corpus, der de seneste fire år har udforsket dansens væsen med en lang række anmelderroste forestillinger, fra næste sæson bliver et selvstændigt ensemble for nutidig ballet med egen scene, egen indgang, egen publikumsfoyer og et program, der skal række ud til et andet publikum, end den klassiske ballet gør.
»Jeg er vildt begejstret. Jeg synes, det er stort, både nationalt og internationalt, at Den Kongelige Ballet som den første store nationale danseinstitution går ud og siger, at vi ikke bare står ved vores tradition og repertoire, vi vil også skabe en gruppe, der kan skubbe dansen fremad og kigge ind i fremtiden på det, som vi endnu ikke ved, hvad er,« siger Tim Matiakis, der har været kunstnerisk leder af Corpus lige fra starten og fremover bliver chef for det nye ensemble.
Vi møder ham i A-Salen på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, der de seneste tre år har været Corpus’ faste tilholdssted, og hvor prøverne netop nu er i fuld gang til forestillingen »Tornerose skal dø« med premiere 28. oktober.
A-Salen bliver fast scene for det nye Corpus-ensemble, mens området omkring salen skal indrettes til en ny publikumsfoyer med bar, garderobe og direkte adgang fra en helt ny publikumsindgang i Tordenskjoldsgade.
»Det, at vi også får vores egen indgang, vil gøre det mere tydeligt for folk, at her kommer de ind til en helt anden oplevelse, end man normalt gør, når man går til ballet på Det Kongelige Teater,« siger Tim Matiakis.
Det var balletmester Nikolaj Hübbe, der i august 2012 tog initiativ til Corpus i kølvandet på et dramatisk år for Den Kongelige Ballet med interne stridigheder og anklager om kokainmisbrug, mobning, dårligt arbejdsmiljø og dårlig ledelse. Det i første omgang to-årige eksperiment var et vigtigt led i en helt nødvendig modernisering og professionalisering af kulturen i balletten, hvor de gamle og negativt værdiladede skel mellem administration og kunstnere skulle udjævnes. Corpus skulle se dansen med friske øjne, udvikle nye formater og samarbejder og derved bidrage til at genskabe den gode kemi og kreative energi i Den Kongelige Ballet.
»Corpus har fra starten stort set været en succes med mange roste forestillinger, ligesom det har fungeret at give danserne ledelsesretten selv, både i den kunstneriske ledelse af Corpus og i formater, hvor dansere selv har skabt deres udtryk,« siger Nikolaj Hübbe og glæder sig over, at der også via Corpus er fundet nye koreografiske talenter, som ballettens repertoire kan drage nytte af.
»Nu bygger vi oven på kulturforandringen og de gode erfaringer ved at udvide Corpus til et selvstændigt kompagni. Corpus skal også fremover være »det gode eksempel«, der arbejder som et samlet hold på tværs af faggrænser, hvor rammerne formuleres af ledelse og medarbejdere i fællesskab, og hvor der skabes kunst på nye præmisser, og automattænkning ophører,« siger han.
Hidtil har Corpus’ faste stab kun bestået af de to kunstneriske ledere, Tim Matiakis og kollegaen Esther Lee Wilkinson (der efter denne sæson har valgt at træde ud af Corpus), som løbende har castet dansere fra korpset til deres produktioner. Nogle gange bare et par stykker, andre gange flere end 30 dansere på scenen som i krigsballetten »I føling«, der har været en af Corpus’ allerstørste successer. Det nye, faste ensemble kommer som udgangspunkt til at bestå af seks dansere. Derudover er der netop slået en stilling op som fast producent for ensemblet.
»Det har været fantastisk at arbejde med Den Kongelige Ballets dansere. Men dels har danserne fået mere og mere travlt, så det er blevet om ikke umuligt, så meget sværere at få dansere frigjort fra det faste repertoire til at danse hos os. Dels føler jeg, at hvis vi skal komme videre og satse på at skabe noget nyt, skal vi have fat i nogle dansere, som virkelig interesserer sig for den nye form for fysikalitet og brænder for en alternativ måde at producere og præsentere danseforestillinger på,« siger Tim Matiakis og forklarer:
»Fordi vi har været nødt til at arbejde med skiftende dansere, er vores forestillinger blevet meget forskellige. Ved at få vores eget ensemble har vi større mulighed for at udvikle et fysisk sprog, vi kan kalde vores eget.«
Af de seks dansere håber han at kunne rekruttere halvdelen fra Den Kongelige Ballet, mens de øvrige skal komme udefra og findes ved en audition, der formentlig afholdes til januar.
»Hvis der kommer nogle ind i ensemblet, som har mere erfaring med nye danseformer, tror jeg, vi hurtigere når derhen, hvor vi også kan invitere nogle af de nye, spændende internationale koreografer ind, som jeg meget gerne vil samarbejde med,« siger han.
»Der sker rigtig meget inden for nutidig dans i disse år, men udviklingen herhjemme er ikke gået så hurtigt.«
For Tim Matiakis er processen og den kontinuerlige udforskning af dansens muligheder lige så vigtig som det færdige resultat, og han håber at kunne gøre Corpus til det sted herhjemme, der løbende kan præsentere nye opdagelser i dansen.
»Jeg tror, vi kommer til at befinde os i blandingsrummet mellem dans, teater og installation. Og jeg ved, at der findes et publikum, der netop er interesseret i kunstens progression, ikke bare når det gælder dans, men alle kunstarter. Derfor kommer vi også til at åbne A-Salen for meget mere, end den er i dag. Når vi ikke selv har en forestilling på scenen, vil der være plads til både teater og koncerter udefra. Vi vil også samarbejde med bl.a. kunstnergruppen Art Rebels om skiftende udstillinger i vores nye foyer,« fortæller han. »På den måde kommer vi til at henvende os til et meget bredt publikum, både dem, der generelt interesserer sig for dans, såvel klassisk som nutidig, og dem, der aldrig kunne drømme om at købe billet til »Svanesøen«.
Der bliver ikke afsat flere penge til det nye Corpus i Det Kongelige Teaters budget, end hvad projektet hidtil har kostet årligt. De ekstra omkostninger ved at blive selvstændigt ensemble, skal dækkes dels af øgede entreindtægter, dels af tilskud fra fonde og ved at indgå flere samarbejder med andre ensembler.
»Vi har allerede fået tilsagn om tilstrækkelig fondsstøtte til, at vi ved, vi kan gå i gang, men vi håber at få aftale med et par stykker mere, så drømmen virkelig kan flyve,« siger Tim Matiakis.