Det italienske parlamentsvalg har potentiale til at give dønninger på de finansielle markeder. Især hvis de eurokritiske partier får afgørende indflydelse efter valget.

Sådan lyder vurderingen fra flere bankøkonomer, inden italienerne går til stemmeurnerne nu på søndag.

»Skrækscenariet på finansmarkederne er en regering ledet af partier, der ligefrem anbefaler eller i hvert fald ikke vil udelukke, at Italien skal forlade euroen. Kommer der en regering i Italien, der blot nævner som en mulighed at trække landet ud af euroen, vil der blive ballade på de finansielle markeder,« siger Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.

Femstjernebevægelsen med partileder Beppe Grillo i spidsen er blandt andet kendt for dens stærke modstand mod euroen. Hvis partiet mod forventning får flertal, kan det ifølge Jacob Graven give usikkerhed om euroens fremtid og finansiel uro i hele Europa.

»I første omgang vil investorerne flygte skrigende fra Italien med faldende aktiekurser og stigende obligationsrenter i Italien som resultat. Men fordi Italien er blandt de største økonomier i Europa, vil uro omkring Italiens eurodeltagelse igen sætte spørgsmålstegn ved, om hele eurokonstruktionen er ved at falde fra hinanden. I det tilfælde vil investorerne igen søge i sikker havn i danske obligationer, så de danske renter bliver presset ned,« siger han.

Mere positive signaler

Nordeas chefstrateg Philip Jagd er enig i, at den reelle trussel for aktier er, at et euroskeptisk parti tager magten og skaber uro om euromedlemsskabet.

»Men for det første er det så godt som umuligt med de regler for fordeling af taburetter i parlamentets to kamre, der favoriserer de store partier og ikke en eventuel koalition af »oprørske partier«. Samtidig har vi set, at flere af de euroskeptiske partier har neddroslet deres modstand mod euromedlemskabet,« siger Philip Jagd.

Det er derfor ikke Nordeas opfattelse, at det italienske valg vil give større forstyrrelser på aktiemarkederne.

Hos Sydbank hæfter man sig også ved, at flere eurokritiske partier på det seneste har sendt mere positive signaler om euroen.

»Bliver resultatet – som forventet – et mudret valgresultat, hvor ingen blok får klart flertal, forventer vi ikke nogen stor reaktion på de finansielle markeder på kort sigt,« siger Jacob Graven.