Du blev i 2015 indlagt på psykiatrisk afdeling og endte med at få diagnosen borderline. Hvad var det, der skete?
»Jeg var flyttet tilbage fra Tanzania og havde brugt stor energi på at få mit liv som oversætter i gang og havde længe følt mig presset. Oven i det havde jeg en skrivekrise. Inden indlæggelsen sad jeg og spiste med min kæreste og hans familie, og pludselig begyndte jeg at forelæse for de arme mennesker – som egentlig ikke interesserede sig for litteratur – om den portugiske digter Pessoa og hans udspaltede forfatteridentiteter, hans heteronymer, hvorefter jeg rejste mig og kastede bøger i gulvet i rummet over deres hoveder. Det hele endte med, at jeg tog en kniv og ville gøre en ende på mit eget liv. Intet af dét husker jeg, jeg var i en art psykose og har fået det genfortalt. Det er den aften, »Hungerhjerte« begynder.
