Skyerne hænger lavt og uroligt over Tina Dickows hus i Reykjavik. Vi har snakket lidt om ensomhed, musik, kærlighed og hjemve, men pludselig siger hun:

»Al den selvransagelse og psykoanalyse, det er også trættende, ikke?«

Hun har sin seks måneder gamle datter, Jósefína, i armene. Hendes mand, Helgi Jónsson, er ved at lægge sidste hånd på aftensmaden, islandsk ørred med ribs og salat fra deres egen have. Og udenfor glider skyerne dovent langs vulkanens Esjas stejle sider. Der er med andre ord langt fra Reykjavik til den søgende pige, der skrev længselsfulde kærlighedssange fra en vindueskarm i London.

»I need a room with a view,« sang hun dengang. Nu har hun fået det. Men hvor efterlader det sangskrivningen? Hvor finder hun inspiration, når selvransagelsen er blevet trættende, og kærligheden står i køkkenet og skyller salaten?

Tina Dickow kan ikke siges at være gået i stå. I dag udkommer hun med sit tiende album på 13 år, »Whispers«. Det er indspillet og produceret i hendes og Helgis kælder, og parret har selv spillet langt de fleste instrumenter – kun på få numre er andre musikere blevet fløjet til vulkanøen for at bidrage. Hviskerierne i kælderen er allerede anmeldt i det engelske musikmagasin Mojo, der gav »Whispers« fire ud af fem stjerner.

Væk med den søde pige

»Det er klart mit simpleste album. Et perfekt sted at starte for en guitarelev,« smiler Tina Dickow, kort efter vi mødes første gang. Hun har hentet mig i lufthavnen, og vi kører i hendes Land Cruiser gennem et islandsk landskab, der mest af alt ligner et dødt koralrev.

Hun fortæller, at idéen til albummets lyd kommer fra arbejdet med soundtracket til filmen »En du elsker«. Her spillede den svenske skuespiller Michael Persbrandt en afdanket musiker, og det var Dickows opgave at skrive sange, der lød naturlige i hans mund. Det betød, at de skulle ligge i et dybere toneleje og være relativt simple at synge. Persbrandt er ikke kendt som en stor sanger.

Den proces beskriver hun som en befrielse. Det gav sangene mere mandighed.

»Væk med den søde pige. Ind med lidt attitude,« siger sangskriveren fra førersædet i sin firhjulstrækker. Den nye plade har sågar fået stemplet »Parental Advisory / Explicit Content« på det amerikanske marked, fordi teksterne indeholder bandeord.

For Dickow betød processen også en frigørelse fra hende selv, og arbejdet med sangene kan sammenlignes med en prosaforfatters arbejde.

»Nu havde jeg jo filmens karakter som undskyldning. Det var hans vrede, hans tomhed og skuffelse. Det har været en øjenåbner, hvor ærligt det har føltes.«

Er det her album mere ærligt end tidligere?

»Hmm... Jeg har længe haft svært ved at skrive om kærlighed, været bange for at udstille nogen. Så jeg har måske holdt lidt igen tidligere eller vendt og drejet kærligheden lidt på afstand. Den her metode fik mig til at smide censurapparatet, også musikalsk. Ærligheden ligger også i at lade musikken gå hen, hvor den vil hen.

«Kan du uddybe det lidt?

»Nogle gange kæmper man med at tro, man skal være tro mod virkeligheden, at man skal fortælle situationen »rigtigt«. Den her gang har jeg prøvet at lytte til, hvor sangene gerne ville hen. Jeg er holdt op med at kæmpe så hårdt, både i musikken og med mig selv.«

»Vores eget lille økosystem«

Vi er nået frem til Reykjavik og familiens lille hus med udsigt over vandet, vulkanen og trawlerne, der tøffer forbi derude. Indenfor har designermøblerne givet plads til et legehjørne i stuen. Parrets ældste barn, Emil på to år, bliver passet af Helgis forældre. Helgi og den lille Jósefína er gået i kælderen. Lyden af trommerne går svagt op gennem gulvet, mens vi sætter os ned ved vinduet.

»Vi har salat i haven. Det er jo ren Bonderøven. Og ret chokerende for et menneske, der har rejst så meget som mig. Men jeg nyder at gøre verden lidt mindre, end den har været et stykke tid – at have vores eget lille økosystem,« siger Tina Dickow og ser ud, som hun mener det. »Jeg skal jo have lært at strikke,« smiler hun.

En ny oplevelse af musikken

Den musikalske udvikling skyldes ikke mindst samarbejdet med manden, der netop nu sidder i kælderen med datteren og leder efter trommelyde. Helgi begyndte at spille i hendes band i 2010. På det tidspunkt havde hun turneret alene i en periode, og hun var ved at være træt af sine egne sange. Det ændrede sig med Helgi Jónsson.

»Hans tilgang til mine sange smittede af på min egen oplevelse af min musik. Jeg kunne stå på scenen, og lige pludselig var der noget bag mig, der klingede, som gav en magi, dramatik, lidenskab. Musikken løftede sig ud af mine hænder,« fortæller hun.

Siden blev de kærester, gift og stiftede familie.

»Vi havde været heroppe i en uge som kærester, da vi begyndte at kigge efter hus,« siger Tina Dickow.

Musik og kærlighed

Sammenblandingen af det professionelle og det personlige, af musikken og kærligheden er blevet en afgørende komponent i deres fælles liv. De to sider af livet kan ikke længere skilles ad.

»Vi er jo startet som kolleger. Den side af sagen kan vi bare,« siger Tina Dickow. »Jeg er normalt ekstremt genert, når det kommer til at dele mine første skitser til en sang. Det er så hudløst.«

Men med Helgi deler hun hver akkord, og det giver mod til at prøve noget nyt.

»Jeg forsøger at give slip og lade tingene flyde lidt mere. Jeg slapper mere af og tør mere. Han har et andet udgangspunkt i forhold til musik. Hvor jeg altid har haft orden i kaos og klassiske strukturer i mine sange, er han mere sfærisk og improviserer mere.«

Ro

Det er ved at blive aften. Helgi, der er en passioneret hjemmekok, er gået i gang med at tilberede en middag til os.

Tina Dickow taler om de unge år, hvor hun boede i London, turnerede og slog igennem som en del af Zero 7.

»Jeg har nok altid haft en form for indbygget ensomhed, en følelse af at være udenfor. Og så er det rarere at opsøge et sted, hvor den giver mening. Det er først, når alt er dejligt, og man burde slappe af og give sig hen, at det kan føles, som om der er noget galt med én, hvis man ikke kan det.« Har du flygtet meget?»Nej. Og dog. Det har jo også bare været en rejse.«

Nu har rejsen ført Tina Dickow til Island. Her planlægger hun at blive – »Jeg hænger jo på den,« griner hun med Jósefína på armen.

»Jeg har fundet en ro her – også i mig selv – som er helt unik. Men det er ikke kedeligt. Her er også en vildskab, det hele bobler under overfladen, bogstaveligt talt, og den vildskab bidrager på en eller anden måde til roen. Jeg har fundet en energi her, som matcher min egen.«

Og så er det, hun smiler:

»Al den selvransagelse og psykoanalyse, det er også trættende, ikke?«

Udenfor er udsigten hele tiden i forandring. En time tidligere var det overskyet. Nu begynder skydækket at slå sprækker, og lyset falder anderledes. Det er den slags udsigt, man kan stirre på i timevis, hvis man er i det humør. Den slags udsigt, der kan få en turnévant popsangerinde til at sige ting som:

»Jeg kan holde ud at være til. Jeg har ikke noget behov for at forsvinde.«