Peter York er en af verdens førende eksperter i den sub-genre, som han kalder »diktator chik«.
Han har bl.a. skrevet bogen »Dictator Style« og talrige artikler og klummer om emnet - og alligevel blev den britiske designjournalist og forfatter en smule forvirret, da han i 2015 faldt over en stak mystiske bolig-billeder.
Som han beskriver i Politico - boligen rummede al den opulente æstetik, som han kendte alt til inden for sit felt, men på den anden side kunne han se, at der var tale om en lejlighed på Manhattan og ikke et palads i de varme lande. Der var ingen opklarende tekst, og York gættede derfor på, at ejeren var »en russisk oligark eller måske en saudiarabisk prins.«
Som han skriver:
»Værelserne i huset var ude af proportioner og rummede unøjagtigt historisk nips (…) hjemmet var fyldt med forgyldte franske møbler og havde den mærkelige upersonlige følelse, som man finder i en hotel-lobby, bl.a. med stole og sofaer placeret ubehageligt langt væk fra hinanden. Der var en overflod af guld og de sædvanlige kæmpelysestager (…) stedet emmede af diktator chik.«
»Big it up«
Godt gættet - Peter York havde fundet billeder fra Donald Trumps penthouse i Trump Tower, og i en klumme i The Times gav han dengang gode råd til, hvordan læserne kunne komme til at bo som Donald Trump og andre tilsvarende æstetikere, bl.a. præsidenterne Erdogan og Mugabe eller eks-præsidenter som Milosevic og Janukovitj.
Og hans første råd lød: Smid enhver moderne minimalisme ud af vinduet - og giv den gas, giv den guld. To-tårnet? Skam dig. Musselmalet? Puha. Ud med kunst, som ligner noget fra Klaus Riskærs ophørsudsalg, og væk med kystbane-bling. Tænk som sol-Louis og Liberace og hans guldbelagte flygel. Forestil dig, hvordan Peter Brixtofte ville have indrettet svømmehallen i Farum, hvis han kunne. »Big it up,« som York kalder det.
Sådan indretter Donald Trump - og sådan indretter man med »diktator chik«.
Men betyder det noget, at Trump vælger at indrette i sådan en eksalteret stil?
Faktisk er det ganske illuminerende, for »sådan en indretning afslører, hvordan folk gerne vil opfattes, og det afslører ejernes indre liv,« som York skriver.
»Indretningen fortæller os om hans kulturelle referenceramme, og hvordan han relaterer sig til andre mennesker … I toppen af Trump Tower udstråler Trumps lejlighed således en magt og pragt, som ignorerer alle de sædvanlige rammer og ideer om samfundsansvar og først-blandt-ligemænd. Indretningen handler om én eneste og dominerende person.«
Guld, guld, guld…
York er langt fra den første, som peger på et hjem som en måde at læse dets ejer.
Professor Despina Stratigakos gjorde f.eks. noget tilsvarende, da hun i bogen »Hitler at Home« forsøgte at læse Hitlers spin gennem indretningen af hans bjergbolig Berghof. Omverden og den tyske elite var i 1930erne bange for Hitler, og han havde brug for at spinne dem, og den nedtonede indretning af Berghof tjente til at nedtone Hitler og berolige dem.
Med »diktator chik« handler det om det stik modsatte af Hitler og Berghof. »Diktator chik« handler om at tænde for det lange lys og blænde både med- og modkørende og udstråle magt, succes og rigdom.
I sin bog opstillede York ti kendetegn for diktator-chik, og som sagt er »big it up« den første. De tre næste kriterier handler om at indrette med reproduktioner af klassiske værker, om at tænke som i 1700-tallets Frankrig og gerne med en hotel-lobby som inspiration. Regel fem, seks og syv handler om materialerne, og de er i prioriteret orden guld, glas og marmor, og regel otte, ni og ti gælder udsmykning og nips. Aldrig abstrakt kunst, men selvportrætter, statuer og udstoppede løver. Aldrig bøger eller Rembrandt, men Ferrarier og Faberge-æg, og husk hele tiden på, at det handler om at »intimidere og imponere enhver besøgende,« som York skriver.
Sådan er det i de forgyldte paladser, som Saddam Hussein og oberst Gadaffi og præsident Ceausescu efterlod sig, og sådan er det hos præsident Erdogan, som ifølge nyhedsbureauet AP har bygget sig et palads med 1.150 værelser, og sådan er det i Turkmenistan, hvor de to seneste præsidenter har konkurreret om at opføre guldstatuer af sig selv.
Og sådan var det også hos Ukraines præsident Viktor Janukovitj, som byggede sig et palads, hvor hver eneste af de libanesiske cedertræsdøre kostede over 400.000 kr., og hvor træpanelerne i vinterstuen kostede det syvdobbelte. Over tre år stjal han angiveligt 70 mia. dollar fra Ukraines statskasse, og indretningen bærer præg af, at han dårligt vidste, hvad han skulle bruge pengene til, f.eks. med et forgyldt stykke brød, en skinnede hvid reproduktion af John Lennons flygel, fire Fabergé-æg og guld-golfkøller med præsidentens monogram.
Den slags har kun et formål, som designkritikeren Shaunacy Ferro skriver:
»Det minder os om, hvor magtfuld ejeren er. Han er så magtfuld, at han sidder på al politisk og økonomisk magt.«
Og - kunne hun have tilføjet - det minder os også om, at nogle mennesker har et meget stort og guldbelagt behov for at overbevise andre om den pågældende magt.