I debatten om det fornuftige og rimelige i, at højtstående repræsentanter for den tyrkiske regering holder ensidige vælgermøder uden præsentation af modpartens synspunkt for den tyrkiske diaspora i Tyskland og Holland, har nogle hævdet, at et forbud imod indrejse for disse repræsentanter udgør et brud på ytringsfriheden.
Skal man være velvillig til det yderste, kan man sige, at ja: Der er nogle få gram fornuft i anklagen. Det er nemlig sandt, at de tyrkiske ministre ikke må møde frem personligt for at propagandere uden modsigelse i Holland og visse tyske byer.
Men må de indrykke en annonce, hvor der står det samme? Og må andre holde møder, hvor de samme ting bliver sagt? I begge tilfælde er svaret bekræftende. Det vil sige: Der er intet indhold, det forbydes den tyrkiske diaspora at høre.
Hvad sagen derfor drejer sig om, er noget andet: Magt.
Erdogan og hans regering ønsker at vise, at den har magten til at gøre, hvad den vil i Holland og Tyskland. Og begribeligvis er det noget, der udløser modstand.
Nederlandene – som er den helt rigtige og korrekte betegnelse, der sjældent bruges – er en suveræn stat. Den bestemmer uden at skulle rådføre sig med andre, hvad der foregår på dens territorium. Når Erdogan-styret vil demonstrere sin magt i Nederlandene, gør man derfor klogt i at afvise det. En magt, der uden problemer kan tilsidesættes af en anden magt, er jo ikke en rigtig magt. Kun en tom påstand om at være det.
Derfor er det på tide, at vi taler om magt.
Magt er evnen til at sætte sin vilje igennem på trods af modvilje eller modstand fra den, magten så at sige går ud over.
Bag magten ligger således viljen. Og i Europa har vi siden Anden Verdenskrig vænnet os til, at de statslige viljer ikke uden videre sætter sig igennem. I stedet har vi talt sammen. Forhandlet. Indgået kompromiser. Og skabt institutioner, der kan træffe bindende afgørelser i de situationer, hvor forhandlingerne ender i en låst situation.
Alt dette fejes nu til side af Erdogans vilje til magt. Og med hensyn til viljen er det ofte sådan, at den vil blive ved med at udvide sig, indtil den rammer noget, der er hårdere end den selv.
Derfor er Holland nødt til at sige: Hertil og ikke længere. Siges der ikke nej nu, vil Erdogan drage den lære, at han godt kan betragte den tyrkiske diaspora i Holland som sine borgere slet og ret – og derfor ikke behøver at tage nogen som helst hensyn til, at diasporaen bor i en suveræn stat.
Og har han først knæsat dette princip i et land, vil det blive endnu sværere for andre lande at bestride det.
At der bor så mange tyrkere rundt omkring i Europa, som nyder godt af den frihed og den retsbeskyttelse, de liberale samfund stiller til rådighed, men som alligevel er klar til at stemme for en forfatningsændring, der i det store og hele afskaffer det liberale demokrati i Tyrkiet, er både gådefuldt og skræmmende.
Det kommer vi til at diskutere mange gange i fremtiden. Men vi når det ikke her.
Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF (LA).