I en tid med danskhedsdebat om alt fra forbud mod bederum på uddannelser til kønsadskilt svømning har Det frie Gymnasium i København ingen problemer med, at der på HF og HF-enkeltfag går seks muslimske piger, der alle er klædt i den sorte, islamiske klædedragt niqab, hvor kroppen og det meste af ansigtet er tildækket.

Oplysningerne fra den københavnske ungdomsuddannelse kommer kort efter, at Socialdemokratiet (S) og Dansk Folkeparti (DF) har ladet forstå, at religiøse aktiviteter i almindelighed – og bederum i særdeleshed – ikke hører hjemme på bl.a. gymnasier. På samme måde forbyder indtil flere af voksenuddannelsescentrene (VUC) elever at bære niqab med den begrundelse, at et tildækket ansigt ikke er foreneligt med undervisningsmiljøet.