Kulturåret 2016 brød på mange store oplevelser, som Berlingske løbende har listet gennem årets sidste måned. Men lad os se det i øjnene. Der har også været være skuffelser og (langt) mindre interessante oplevelser, som vores anmeldere har tildelt to eller - i ganske få tilfælde - blot én enkelt stjerne.

I biografsalen var børnene blandt dem, der er blevet spist af med knap så imponerende filmoplevelser. Tja, ifølge vores anmelder er det ligefrem på grænsen til omsorgssvigt, hvis man har hevet sit barn med i biografen for at se »Peddersen og Findus – Den bedste jul nogensinde«, som er en af de få kulturoplevelser, der blot bliver bedømt til én stjerne.

I anmeldelsen lød det blandt andet:

»Tonen i filmen veksler mellem oversød og polkakæk. Enten driver det nedad væggene med forloren julehygge eller også spoles der frem i handlingen i klodsede sekvenser, hvor de medvirkende hopper rundt og ter sig tossede. Samtidig burde filmens art designer, hvis der da har været noget ansat på den post, skamme sig over den ubehjælpsomme måde de forskellige scenerier er sat sammen på. Miniaturemodeller uden nuancer og minimum tre forskellige slags kunstig sne, der ikke smelter sammen. Tager man sit lille uskyldige barn med ind og ser »Den bedste jul nogensinde« er det et sted mellem idéforladt og omsorgssvigt. Og så i julens hellige navn. Sikken en klam fidus.«

En anelse bedre stod det til med familiefilmen »Iqbal og superchippen«. Den fik to stjerner, men ansporede anmelderen til at bringe følgende generelle advarsel:

»Jeg vil advare imod, at man som ansvarlig mor eller far bare per automatik tager sine børn med i biografen for at se danske børnefilm i disse år. Chancen for at blive skuffet er 100 pct. Minus den andel af filmstrømmen, der udgjordes af »Antboy«-trilogien.«

Som voksen skulle man tro, at der var noget at grine af, da den danske komedie »Undercover« fik premiere - manuskriptet er skrevet af Casper Christensen, Nikolaj Peyk har instrueret og Roland Møller og Linda P. har hovedrollerne. Det var så ikke tilfældet. To stjerner - og ifølge Berlingskes anmelder en film, der »kvæles i pornolummer komik og manglende karaktertegning.«

Andre film, der har fået en hård dom i løbet af 2016, tæller blandt andet  »Office Christmas Party, hvor Jennifer Aniston var ufrivillligt komisk, Tom Cruise var en hårdtslående joke i metervare-action i »Jack Reacher: Never Go Back«, og så mener Berlingskes anmelder, at Ron Howard med »Inferno« burde stoppe med at filmatisere Dan Browns bestsellere, da han langt fra er lige så god til at tyde symboler som hovedpersonen Robert Langdon.

Værst står det dog til med »Mike and Dave Need Wedding Dates«, som får én stjerne, og det skyldes ifølge Berlingskes anmelder udelukkende, at bunden af karakterskalaen slutter der, for et rundt nul ville have været mere passende:

»Komedien skriver sig ind i en kvalmende ligegyldige strøm af amerikanske komedier, hvor det handler om at drikke, ryge tjald, knalde og fyre »åh så frække« vittigheder af. Rollerne i den slags film spilles altid af åleslanke stjerner, der aldrig rører en drink i virkeligheden, men tilbringer halvdelen af deres levetid i et fitnesscenter. Intet i filmen virker, og alt i filmen falder så tungt, at det havde ramt mine tæer i biografsalen, hvis ikke de var blevet krumme på rekordtid,« lød det i anmeldelsen.

Da TV3 i et samarbejde med Ekstra Bladet lancerede TV-programmet »Krimicentralen«, sad Berlingskes anmelder klar foran skærmen for at se programmet, der fire gange om ugen skulle orientere danskerne om »dagens fascinerende lovovertrædelser«. Men ak, der var ikke tale om begivenheder, der fik vores anmelder til at sætte sig på yderste af stolen. Tværtimod mente han, at det nye kriminalprogram var »så kedeligt, at nogen burde ringe efter politiet«.

På musikfronten var der også flere sløje oplevelser. Efter Chris Browns besøg i København opfordrede  vores anmelder hans fans til at gå i Rihannas fodspor og droppe Chris Brown, der knap nok gad synge med på sin egen playback, da han optrådte i Forum. Koncerten fik to stjerner.

Red Hot Chili Peppers optræden på Orange Scene fik Berlingskes anmelder til at henvende sig direkte til Roskilde Festival i sin to-stjernede anmeldelser, der begyndte med følgende ord:

»Kære Roskilde. Hvad skal vi med Red Hot Chili Peppers? Hvad er det, vi har gjort, siden vi kollektivt skal tvangsindlægges til det her gøglede funk-rockband? Burde I og vi ikke bare efterlade dem som den 90er-parentes, de reelt set er?«

Hvis vi bevæger os væk fra livescenen, så bød 2016 på en del skuffelser ifølge vores anmeldere.  Kings of Leon begik en dødssynd, Bon Jovi lød som en falmet genudgivelse af sig selv, The Chainsmokers drænede EDM-genren for energi, The Eclectic Moniker lavede en doven musikalsk frugtsalat og Farsbrødet (aka Meat Loaf) var langt fra på toppen.

På hjemmebanen skuffede særligt Medina og Christopher. Medinas engelsksprogede album fik to stjerner og følgende ord med på vejen:

»Medina på engelsk er som sodavand uden brus. En flad oplevelse, man helst vil have været foruden. Lad os bare være ærlige: Medina er ikke nogen stor sproglig begavelse. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Både når hun taler og skriver, bliver sproglige billeder, talemåder og metaforer somme tider blandet sammen på højest ureglementeret vis. Men på en eller anden måde er det også det, der giver hende sit særkende – det, der gør hende til Medina.«

Christophers tredje album »Closer«, der blev sendt ud i verden med singlen »Limousine«, var heller ikke kræs for anmelderens øregange.

»Desværre falder »Limousine« såvel som det meste af »Closer« til jorden. Staccato klaver-figuren på »Limousine« lyder som en irriterende skinger fætter til Katy Perrys »Roar«-vers, mens Christophers forsøg på at rappe, til trods for den eksplicitte tekst, får ham til at lyde mere som en edderspændt spejderdreng end en varmblodig voksen,« lød det i den to-stjernede anmeldelse.

På bogfronten skrabede »Tro på dig selv og din stil« bunden. Den er skrevet af den populære youtuber Astrid Olsen i samarbejde med Katrine Memborg og fik én enkelt stjerne i Berlingskes anmeldelse, hvor det blandt andet lød sådan her:

»Hun (Astrid Olsen, red.) lægger ud med at besvare 53 spørgsmål om alt fra yndlingstøjmærke til hadefarve over »er du bange for nogle dyr?« og »har du haft bøjle på?«. Svarene er meget lidt interessante og minder om en af de samtaler, man kan have med et barn, eller om et interview med en erfaringsløs fotomodel i et modeblad. Men hensigten med bogen er skam ædel nok: Vær dig selv, skil dig ud, tænk ikke for meget over, hvad andre tænker. Helt enig, og hvor er det nemt at sidde som midaldrende anmelder og rynke på næsen af, at en helt almindelig ung kvinde hiver sine bekendelser ned fra hylden med banaliteter. Men bliver man virkelig sig selv af at bruge 45 minutter på at tegne sine øjenbryn? Skiller man sig ud ved at tage grønne bukser på i skole? Og er man ligeglad med, hvad andre mennesker tænker, når man laver en hel bog om, hvordan man ser ud?«

I den mere litterære ende af bøgernes verden har 2016 også budt på hårde domme til forfattere, der oftest bliver rost til skyerne. Kim Leine måtte tage til takke med to stjerner for »De søvnløse«, som Berlingskes anmelder kaldte forfatterens »hidtil ringeste« og »fælt skuffende«.

Jens Christian Grøndahl imponerede heller ikke. Det blev blot til to stjerner til »Europas ambassade«, som er et rejseessay om flygtningekrisen i bogform. I essayet rejser Jens Christian Grøndahl blandt andet til Lampedusa, taler med mennesker med fine titler om udfordringer og reflekterer over islam, Europa, sit eget liv og de mennesker, der udgør flygtningestrømmen. Altsammen uden at nå frem til til noget særligt interessant, hvis man spørger Berlingske anmelder, der afslutter sin anmeldelse med følgende ord:

«Og tænk, tænker man, hvis Grøndahl turde mene noget rigtigt markant og tale med markante mennesker, der ikke alle sammen mere eller mindre går rundt og tænker det samme, som han selv går rundt og tænker, og tænk, hvis han i det hele taget kunne skrive noget nyt, interessant og øjenåbnende om et allerede gennemkommenteret emne.«

Også den prisbelønnede Sofi Oksanen, der blandt andet kan bryste sig af at være den yngste modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, skuffede med »Norma«. Den fik to stjerner under overskriften »Oksanen er ikke OK« i en anmeldelse, hvor Berlingske skriver:

»Sofi Oksanen skulle efter sigende have skrevet »Norma« for sin helt egen skyld, af ren og skær lyst, og som en form for aflastning efter de store, meget krævende og komplekse romaner. Det er fuldt ud forståeligt. Men måske skulle hun bare have ladet resultatet blive på laptoppen. Eller hvor nu ellers de manuskripter, der ikke rigtig vil løfte sig, bliver stedt til hvile.«

På teaterscenen var der blot en stjerne til performanceinstallation »D’Arc«, der blev sat op i et samarbejde mellem Teater Sydhavn og Teater Nordkraft. Den politiske performanceforestilling druknede ifølge Berlingskes anmelder i ord:

»Havde den tyske instruktør Mirko Borscht dog bare troet på sit visuelle univers og undladt de lange ordguirlander, der trækker enhver form for æstetisk refleksion ud af forestillingen og reducerer den til en velmenende staveplade for de i forvejen frelste.«

Den stjernebesatte »Cougar - the Musical« på Bellevue Teatret med Mette Horn, Charlotte Fich og Anette Støvelbæk som stykkets cougars, var ifølge Berlingskes anmelder et selvmål til blot to stjerner:
»Mens Lily, Mona og Susan på scenen synger og taler om at gøre op med den nedladende holdning til midaldrende kvinder, går musicalen bag om ryggen på dem ved at understrege netop dét syn på kvinder. Som når Monas forførelse af de unge mænd er pinligt klodset, og Susan efter sin første nat med unge Goliat taler sort og spørger Mona, om hun har »fået vædet bæveren«. Sex får jo kvinders hjerne til at slå fra. Det ved alle.«