Det entydige fokus på Thorning og Løkke skabte en falsk valgkamp og udelukkede vigtige emner. Vinderne var dem, som ville noget andet end V og S: Dansk Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Enhedslisten.
Lars Løkke Rasmussen var forbeholden – nærmest undskyldende, da han holdt sin vindertale på valgaftenen. »Nu må vi se, om det lykkes.« Om det var for at dæmpe forventningerne og undgå at gentage Thornings fejl (»Vi gjorde det«) eller for at skabe sig et bedre udgangspunkt for forhandlinger med DF, er ikke til at sige. Men han havde behov for at vise ydmyghed med et valgresultat, som betød stor tilbagegang for Venstre. Nok har Løkke Rasmussen fået nøglerne tilbage til Statsministeriet. Men måske bliver han nødt til at give Kristian Thulesen Dahl en kopi, så han kan komme og gå, som han vil.
Når præsidenter vinder, hyldes de med musik og flag og balloner. Men Løkke Rasmussen er ikke præsident, og valget 2015 var ikke noget præsidentvalg. Man kan forsimple et valg så meget, at det bliver meningsløst. Og det var, hvad der skete i den valgkamp, som nu er slut. Taberen gik frem og vinderen tilbage. At Socialdemokraterne havde en klar interesse i at gøre valget til det mest præsidentagtige nogensinde, er åbenlyst. Men det er uforståeligt, at især Danmarks Radio og TV 2 i den grad kørte med på det. Det var med til at forvride valgkampen og udelukke vigtige emner.
Danmark har ikke nogen præsident, heller ikke efter i går. Der findes ikke en rød og en blå blok i Danmark i traditionel forstand. Love vedtages i reglen hen over midten. Og den partileder, som kan samle størst tilslutning, bestemmer ikke mere, end hvad der kan samles 90 mandater bag i Folketinget. Sådan er det. Taberens parti blev landets største og vinderen det tredjestørste. Og lederen af landets næststørste parti var aldrig på tale i mediernes præsidentvalg.
Alligevel har hele valgkampen været centreret omkring fire TV-dueller mellem den forsvarende Helle Thorning-Schmidt og udfordreren Lars Løkke Rasmussen. Venstre og Socialdemokraterne har i dagene før duellerne præsenteret udspil som skyts for de to i rødt og blåt ringhjørne, og i dagene efter har debatten koncentreret sig om, hvem der klarede sig bedst, hvem der sagde noget forkert, og om udspillene nu også holdt vand. Dermed lykkedes det S og V, som tilsammen endte med at få bare 46 procent af stemmerne, at sætte sig på stort set hele valgkampen. Vi har i tre uger diskuteret på deres kampagnemageres præmisser: Nulvækst, boligskat, kontanthjælpsloft, asylstramninger. Imens har vi ikke diskuteret emner, som de to ikke har haft interesse i eller bevidst har neutraliseret. Dagpenge, selskabsskat, borgerløn, klima, EU, forsvarspolitik, udenrigspolitik.
Jo, der findes en blok, som pegede på Helle Thorning-Schmidt. Men var den rød? Er de radikale røde? Er Alternativet? Og en blok der peger på Lars Løkke Rasmussen. Men er Dansk Folkeparti blå? Det var underholdende og har trukket rekordmange seere, når Løkke og Thorning stod over for hinanden i bedste sendetid, som var de Barack Obama mod Mitt Romney. Men det har givet et helt forkert billede af magtforholdene i Folketinget. Vinderne blev i virkeligheden dem, der ville noget andet end Løkke og Thorning. Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance og ikke mindst Dansk Folkeparti gik frem. Det er dem, der i dag har en god bid af magten og ikke de to, der fire aftener i juni stod og afbrød hinanden og sendte hånlige blikke og fornærmende bemærkninger over pultene i diverse TV-studier.
