Set udefra er den nærmest en undskyldning for sig selv, bogen om det danske EU-formandskab i 2002: Musegråt omslag, sort/hvide billeder i kornet kvalitet. Selv bagflappens forfatterfoto er patineret i en sådan grad, at man må tro, diskretionen er fuldt bevidst. En bog født i dølgsmål – ja, hvorfor ikke?
Nu skal man dog ikke skue hunden på hårene, heller ikke i dette tilfælde, for bag det stilfærdige ydre gemmer sig en stor bog om en lige så stor historie, der involverer både flid, tæft og politisk heltemod.
Fogh Rasmussen i spidsen
Året er 2002. Datoen er 1. juli. Danmark overtager formandskabet for EU og skal de følgende seks måneder lede unionen gennem en kompliceret beslutningsproces, der skal ende med – om alt går vel – at ti tidligere østlande bliver en del af EU.
I spidsen for denne opgave står statsminister Anders Fogh Rasmussen, Europaminister Bertel Haarder, top-diplomaten Poul Skytte Christoffersen samt en lille gruppe af de mest drevne embedsmænd og diplomater, der kan støves op på kontorerne i Bruxelles og København.
Særligt Fogh Rasmussen ser uden tvivl EU-udvidelsen som sit personlige projekt – et claim to fame i international politik. Her er en unik mulighed for at skrive epilogen til det kapitel af vores samtidshistorie, der begynder med Anden Verdenskrig, senere Warszawapagten, den kolde krig, Sovjetunionens dominans og endelig Murens fald i 1989, hvor 16 millioner østtyskere bryder igennem Jerntæppet til deres vokuhilafriserede venner i vest og et frit, forenet Europa.
Nu skal sløjfen bindes, og den skal bindes i København – med statsmanden over dem alle, Anders Fogh Rasmussen ved roret.
Problemer forude
Visionen var altså klar fra starten, men det skulle ikke være let at nå derhen, for når 25 lande skal nå til enighed om noget så monumentalt som en EU-udvidelse, er der naturligvis uro på bagsmækken.
Særligt den fransk-tyske akse voldte store problemer for Fogh. Jacques Chirac og Gerhard Schröder, hhv. Président de la République og Bundeskanzler in höchsteigener Person, var ikke ubetinget enige om finansieringen af det store udvidelsesprojekt. Læg hertil et forestående tysk parlamentsvalg, en irsk folkeafstemning om Nicetraktaten, en hollandsk fedtsyl af en premierminister og et bugnende EU-system, der allerede dengang som nu trængte alvorligt til en tandrens, og man begynder at ane, hvorfor problemerne tårnede sig op for Fogh.
For at gøre slemt værre begyndte også de »nye« lande at spille højt spil. Her førte især Polen an med store krav til EUs budget, mens mindre lande som Estland og Letland mødte op med, i den store sammenhæng, latterlige krav til kvoter for moderfår, størrelsen på østersøsild og den fortsatte jagt på los.
Et mesterstykke i ledelse
Alt dette har uden tvivl givet Fogh flere grå hår i hovedet, end han allerede må have haft. Derfor valgte den danske regering også at sætte alt på ét bræt: Forhandlinger med ansøgerlandene blev afsluttet uden et endeligt mandat fra de gamle EU-lande, som blot blev orienteret under processen, ikke spurgt. Dermed blev der lagt maksimalt pres på de stats- og regeringschefer, der sad tungt på pengepungen, men trods alt ikke havde lyst til at stå med ansvaret for et forfejlet topmøde og dermed en politisk fiasko af apokalyptiske dimensioner.
Og her finder vi den virkelige ledelsesbedrift under Danmarks EU-formandskab: Viljen til at lykkes, modet til at satse alt og evnen til at holde fokus på målet – til den bitre ende.
Alt dette er smukt beskrevet i denne lille perle af en bog, som hverken metamoraliserer eller foretager banale opsummeringer, men blot lader historien tale for sig selv. Her er ingen »fem gode råd til den effektive leder«, blot en fortælling om storhed. Det er befriende at læse.
Den 13. december 2002 fik Fogh Rasmussen, hvad han havde håbet på: Aftalen kom i hus under EU-topmødet i København. I dag, 12 år efter, er EU-formandskabet stadig en bemærkelsesværdig bedrift, der må fylde enhver dansker med stolthed. Det er både godt set og godt udvalgt af redaktionen bag Gyldendals ledelseskanon, som uden tvivl har haft rigeligt med kandidater til sin 12-binds tour de force. Europa blev ikke bare større i 2002; europasjælen fik også nye vinger – anført af Danmark, det lille land i nord, som dårligt kan blive meget mindre, om end det synes os milevidt og stort.