Det var en streg i regningen, da Ann Petersen i 1999 som nyuddannet sopran fra Operaakademiet – trods en Reumert talentpris for sin debut i Mozarts »Tryllefløjten« – måtte spejde forgæves efter det faste job i Den Kongelige Opera, som hun havde arbejdet frem mod gennem hele sin uddannelse.

»Jeg var simpelthen så ked af det. Jeg kunne ikke forstå, at det lige skulle være mig, der ikke kunne få en stilling. Men på det tidspunkt var der rigtig mange med mit stemmefag, så der var bare ikke plads,« siger hun.

Ann Petersen søgte til udlandet. I fire år var hun fastansat som solist ved operaen i Graz, og siden 2004 har hun rejst verden tynd som en efterspurgt gæst på en lang række førende operascener, blandt andre Covent Garden i London, L´Opéra Bastille i Paris, La Scala i Milano, Komische Oper i Berlin og Gran Teatre del Liceu i Barcelona.

Hun har også været en tilbagevendende gæst på Det Kongelige Teater, men det er først nu, hun har tegnet fast kontrakt med nationalscenen. Før jul kunne vi opleve hende som Desdemona i Verdis »Otello«, og i morgen aften har hun den krævende rolle som Senta, når der er premiere på en nyopsætning af Wagners spøgelsesopera »Den flyvende hollænder« i Operaen.

»I dag må jeg jo sige, at det har været fantas­tisk for mig, at jeg ikke fik det job i sin tid. For det gav mig jo i den grad et skub, så jeg kom ud i verden og har fået lejlighed til at arbejde sammen med så mange fantastiske mennesker – dygtige sangere, store dirigentnavne og fantastiske instruktører,« siger hun.

Hun er også overbevist om, at den voldsomme konkurrence på det internationale marked har været afgørende for, at hun er blevet den sanger, hun er i dag.

»Det betyder meget, at man hele tiden skal til audition for at få det næste job. Man må hele tiden holde sig skarp, ellers får man simpelthen ikke jobbet. Man finder virkelig ud af, hvor stor konkurrencen er, når man står dér på rad og række med 12 andre sopraner, den ene mere bedårende end den anden, som synger fuldstændig det samme. Den konkurrence lægger man ikke nær så meget mærke til, hvis man sidder i et fast job herhjemme,« siger hun.

»Det er dødhårdt, men man får også det drive, der er så hamrende vigtigt især for denne kunstart. Der skal være noget, som gør, at man hele tiden higer efter at blive endnu bedre og komme ud i de yderste grænser.«

Foreløbig har Ann Petersen tegnet kontrakt med Det Kongelige Teater for to år med mulighed for at forlænge med et år mere.

»I dag har de færreste operahuse ensembler, hvor man sidder til pensionsalderen, og her i København er man også begyndt at have kortere kontrakter. Det, synes jeg, er helt fint. Det er synd for publikum, hvis de skal høre på noget, der ikke er så godt længere. Og jeg vil nødig selv stå en dag og være den, folk ikke gider høre på mere.«

Kulturchok

Selv om hun nyder sin nyvundne status som fast medlem af Den Kongelige Operas ensemble, har det også været lidt af en omvæltning at lande i den arbejdsplads­kultur, der hersker på nationalscenen.

»Jeg skal selvfølgelig ikke være den, der kommer udefra og blander mig. Men omvendt har det været lidt af et chok at opleve, hvor mange aftaler og regler, der er, og hvor mange ting, der bliver diskuteret ned i bittesmå petitesser,« siger hun.

»Selvfølgelig skal der være regler, men det er også vigtigt at have en bevidsthed om, at kunst aldrig kan være et 8-16 job. Det nytter ikke at insistere på at gå på slaget, hvis vi lige mangler ti minutters længere prøvetid, og så sidder den der bare. Vi må kunne snakke sammen om det, tage lidt her og give lidt der. Vi skal ville det her sammen. Jeg synes, vi er så privilegerede, at vi får lov til at lave det, vi lever og ånder for, som job. Det skal vi sætte pris på og huske hver eneste dag.«

Hun har også fået skruet sin kontrakt sammen, så der stadig er plads til, at hun kan tage imod nogle af de internationale engagementer, hun løbende bliver tilbudt. I slutningen af februar skal hun således til Dallas og synge Marietta i Korngolds »Die tote Stadt«.

»Jeg rejser stadig meget, det kan jeg slet ikke undvære. Det er vigtigt for mig, at jeg kan blive ved med at søge grænser.«

Fantastiske Isolde

Det var partiet som Isolde i Wagners »Tristan og Isolde« på operaen i Lyon, der for alvor satte gang i Ann Petersens internationale karriere.

»Først troede jeg, at det var for tidligt for mig at synge den, men min fantastiske sanglærer, Susanne Eken, som jeg stadig konsulterer, syntes ikke, jeg skulle være bange for at prøve,« siger hun.

»Dirigenten var Kirill Petrenko. Det var også hans første »Tristan og Isolde«, og derfor arbejdede vi den igennem helt minutiøst i to måneder. Det var fantastisk sådan at gå i dybden med en rolle.«

Opsætningen i Lyon blev en stor succes, og siden har Ann Petersen også sunget den i Cardiff og sidste år på Den Jyske Opera, hvor rollen indbragte hende en Reumert som Årets Sanger.

»I januar 2015 skal jeg synge den igen i Athen sammen med nogle af de allerbedste sangere i verden. Det glæder jeg mig meget til. Det er sådan en rolle, jeg godt kunne tænke mig at lave én gang hvert år.«

Med årene har Ann Petersen fundet sig mere og mere hjemme i det, hun kalder »det tyske fag«, med værker af især Richard Wagner og Richard Strauss som sine foretrukne. På Det Kongelige Teater har man kunnet opleve hende i bl.a. Strauss’ »Ariadne på Naxos« og »Kvinden uden skygge« og i Wagners »Tannhaüser«, »Valkyrien« og ikke mindst »Lohengrin«.

»Elsa i »Lohengrin« har fulgt mig meget, lige siden jeg sang den første gang her på Det Kongelige Teater i Peter Konwitschnys udgave, hvor Elsa er en skolepige. Siden har jeg lavet Elsa i både Köln, Mannheim, i 2010 i Buenos Aires og sidste år på La Scala i Milano med Daniel Barenboim som dirigent. Så kan det næsten ikke blive større,« siger hun og ler.

Troskab til døden

Wagners »Den flyvende hollænder« har hun også sunget før.

»Jeg sang den i Torino i 2012 og igen sidste sommer i Arenaen i Orange i Frankrig, en af de ældste romerske arenaer fra antikken. 9.000 tilskuere under åben himmel – sikke en lydkulisse. Det var helt vildt,« mindes hun.

Historien i »Den flyvende hollænder« tager udgangspunkt i myten om den tapre kaptajn, der engang har udfordret de guddommelige magter og som straf må sejle til evig tid. Kun hvis en kvinde lover ham troskab til døden, kan han slippe fri af sin forbandelse. Operaens kvindelige hovedperson er pigen Senta, der som barn har fået fortalt historien, og som voksen ikke kan slippe tanken om den kærlighedshungrende kaptajn.

Opsætningen på Det Kongelige Teater er lavet som en co-produktion med English National Opera og iscenesat af Jonathan Kent, der har flyttet handlingen frem til et moderne arbejdermiljø på en fabrik, der fremstiller souvenirs i form af skibe i flasker – hollænderens skib med de karakteritsiske røde sejl.

»I denne opsætning er Senta ikke bare en drømmende pige, hun er outsideren, der bliver drillet og mobbet, fordi hun er så anderledes. Hun er så optaget af denne her bog om hollænderen og er helt sikker på, at det nok skal blive virkelighed en dag, og at hun skal være kvinden, der forløser ham,« fortæller Ann Petersen.

»Men de andre kvinder synes bare, at hun er for meget. Dybest set tror jeg, at instruktøren vil vise, hvad det kan gøre ved en person at blive mobbet så meget. Jo mere, hun bliver mobbet, jo mere lukker hun sig inde i sin egen fantasiverden. I denne opsætning sker der heller ikke den smukke forløsning som i andre versioner, hvor Senta og hollænderen forenes i en anden verden – for det hele foregår jo kun i Sentas hoved. Da hun dør, er det hele slut. Det er rigtig, rigtig sørgeligt.«

Med en lang række solister og hele Det Kongelige Operakor på scenen er der ifølge Ann Petersen lagt op til en storslået forestilling, dramatisk og farverig, men også grusom. Især »partyscenen«, hvor Senta bliver massevoldtaget af en hoben drukne sømænd, er en voldsom udfordring.

»I begyndelsen af trejde akt holder alle søfolkene et party, og pigerne fra fabrikken kommer og danser med. Også Senta. Men de andre piger får hurtigt nok af de tossede fyre, der har drukket alt for meget, og forsvinder. Pludselig er Senta alene tilbage mellem alle de her ophidsede drenge uden mulighed for at slippe væk,« forklarer hun.

»Under prøverne forleden øvede vi den igennem tre gange på scenen, hvor jeg bliver smidt fra den ene til den anden i en vild dans og kørt rundt på et rullebord i fuld fart. Det hele koreograferet ned til mindste detalje. Det er ikke et ret langt stykke musik, men det føltes langt, og jeg fik ret mange blå mærker. Det er ikke alle, der vil være med til den slags. Men det er jo også sådan noget, der gør det så hamrende sjovt at være operasanger.«

»Den flyvende hollænder« spiller 26. januar-28. februar. Læs mere på kglteater.dk/opera.