Der er fem dage til Roskilde Festival vågner fra sit hi, og man skal være hurtig, hvis man vil nå at få en billet.

Det siger Christina Bilde, talskvinde for festivalen.

- Det er ved at være sidste udkald. Vi ved fra erfaringer, at det går stærkt nu. I sidste uge var vi oppe omkring de 70.000 solgte billetter. 

I alt sælges 77.000 billetter, og hvis man vil nå at få en, kan de købes her. Er man interesseret i enkeltbilletter, så er der stadig billetter i salg til torsdag, fredag og søndag. 

Lørdagsbilletterne er dog udsolgt, og det er da også dagen, hvor hovednavnet Bruce Springsteen spiller.

Der er dog andre gode bands, som man kan lægge øre til de resterende dage. Torsdag kan man opleve The Cure og Janelle Monae. Fredag spiller Jack White, Malk de Koijn og Spleen United. Og søndag er Björk, Santigold og Friendly Fires på programmet.