Det siges, at det spøger på Aarhus Teater, selvom ingen helt ved, om det passer. Også på Betty Nansen Teatret og Hofteatret skulle der være mere mellem scenehimmel og jord, end man lige kan se.

Teatret er ikke alene et sted for scenemagi og gode fortællinger, men også et rum, der traditionelt set er hjemsøgt af forskellige former for overtro, som selv nutidens teaterfolk gør deres bedste for at overholde – for sæt nu en forestilling gik dårligt, fordi man havde glemt et lille ritual. Man må hellere være på den sikre side.

Overtroen har trivedes bag scenen i bedste velgående i århundreder. Et klassisk eksempel er Shakespeares stykke »Macbeth«, hvis titel ikke må udtales, fordi den angiveligt er forbandet. Så for en sikkerheds skyld kaldes stykket ofte bare for »det skotske stykke« – så er alle med.

Anden gammel overtro har et rent praktisk udspring, der bare helt eller delvist er gået i glemmebogen. De fleste teaterfolk ved for eksempel, at det er forbundet med ulykke at fløjte på og bag scenen, men mon ikke det er de færreste, der ved, at det skyldes, at de tunge kulisser og scenetæpper i gamle dage blev betjent af sømænd på orlov, der var stærke og vant til at holde styr på en masse reb og trisser fra deres liv på havet.

Når man er til søs, kan det ofte være svært at høre en kommando tværs over storm og bølger, og de blev derfor givet via langt mere gennemtrængende fløjtesignaler. Hvis man fløjtede på scenen var der derfor risiko for, at en af sømændene, som ren rygmarvsreaktion, ville komme til at smide en sandsæk eller sænke et sætstykke i utide – og det kunne let gå helt galt.

Også den regel, at man ikke må løbe på scenen, er sund fornuft, for med sceneteknikere, skuespillere, påklædere og andre på og bag scenen kunne det hurtigt udvikle sig til kaos.

Af respekt for teaterbygningen

»Forestil dig at være skuespiller, hvis der sker sådan et hektisk skift. De skal ikke spekulere på, hvad der foregår, de skal bare have ro og koncentrere sig,« siger Leif Saxotorff, tidligere scenetekniker gennem 30 år på Det Kongelige Teater, der også har en helt pragmatisk forklaring på, hvorfor det er forbudt at have overtøj på på scenen.

»Vi sceneteknikere var der som regel fra 8 morgen til 23 aften, og så var det altså ikke sjovt at blive mindet om, at andre bare kunne komme og gå, som de ville. Så vi lavede den regel, at overtøj på scenen kostede en kasse øl. Så skyndte folk sig lynhurtigt at tage jakken af.«

Skuespiller og teaterdirektør på Baggårdteatret i Svendborg, Jakob Bjerregaard Engmann, forholder sig med egne ord »ret pragmatisk til overtro«. Alligevel gibber det i ham, hvis han en sjælden gang skyder genvej over scenen med overtøjet på.

»Jeg er meget opmærksom på det. Det er at bryde de lidt andægtige uskrevne regler om rummet. Det handler om at have en respektfuldhed over for teaterbygningen og det rum, hvor vi skal udfolde denne her store kunst for vores publikum.«

Skuespiller Birgitte Raaberg, der til april er aktuel på Aarhus Teater i »Fornuft og følelse«, lærte allerede i sin elevtid, at man efter allersidste forestilling skulle trampe på sit kostume.

»Hvert eneste stykke tøj. Det betød held og lykke – og at man kunne komme igen, hvilket jo er godt, for de fleste af os skuespillere er freelancere. Det, synes jeg, er lidt hyggeligt.«

En lille mus og de tre tændte lys

»Held og lykke« må man til gengæld ikke ønske en skuespiller – det betyder nemlig det modsatte. Man kan sige »knæk og bræk« eller »pøj pøj«, men der må aldrig takkes for de velmenende ønsker.

Man må heller ikke give blomster før en forestilling, men gerne efter – og en gammel overtro kræver, at det er blomster stjålet fra en kirkegård, hvilket sandsynligvis er opstået af økonomisk nødvendighed: Fattige omrejsende skuespillere havde ganske enkelt ikke råd til friske buketter.

Endelig er der de – mange – ritualer ingen rigtigt kan huske betydningen af. I hjørnet af Det Kongelige Teaters store scenetæppe er malet en lille mus. Ingen kan se den, hverken når tæppet er trukket for eller fra, »men den skal være der,« fortæller Leif Saxotorff. Hvorfor? Er den måske malet til teaterkatten, som boede bag scenen for at holde rotterne væk? Den skulle man behandle godt, for hvis den forsvandt, betød det ulykke.

Og hvorfor må der ikke være tre tændte lys på en scene? Det kan næppe skyldes den potentielle brandfare, for to er helt i orden. Men måske skyldes det bare, helt lavpraktisk, at det er lettere at holde øje med to steder på scenen end tre? Når man om natten lader et lys brænde på scenen, er det dels for at holde spøgelserne, der foretrækker mørke kroge, væk, men også for, at de sceneteknikere, der møder ind tidligt om morgenen, ikke skal falde over noget på den tit lettere overfyldte bagscene.

De private ritualer

Langt de fleste skuespillere har et eller flere private ritualer, de udfører, før de går på scenen. Nogle sørger for at have et stykke af deres første kostume på sig, andre sørger omhyggeligt for at gå den samme vej fra garderobe til scene eller tage skridtet om, hvis de kommer til at snuble. Andre igen læser deres replikker igennem før hver scene.

Mange af de ritualer er skabt for at dæmpe nerverne og gøre skuespillerne mentalt klar til at gå på scenen.

Birgitte Raaberg benytter sig af meditationstræning til at samle tankerne.

»Inden hver forestilling eller foredrag for den sags skyld stiller jeg ind på min egen rolige kerne, centrerer mig og fokuserer 100 procent på opgaven. Det er ikke noget, der tager lang tid, men jeg gør det hver gang. Det er et ritual, men også både fornuftigt og praktisk, for man skal jo være nærværende på scenen i X antal timer.«

For Birgitte Raaberg er det vigtigt at skabe god energi både bag og på scenen.

»Jeg forestiller mig altid, hvordan det spillerum, vi har, bliver fyldt med vitalitet og magi og alt dejligt, inden jeg går på scenen.«

Hun er også meget glad for de fællesritualer, skuespillere og scenefolk laver sammen.

»For eksempel på Østre Gasværk samles alle, både teknik, skuespillere og alle andre, der har noget med det at gøre, i en rundkreds, holder hinanden i hænderne, lukker øjnene og koncentrerer sig om opgaven, inden man går i gang: »Så, nu går vi ind og giver den gas!«

Nervøsitet er godt

Jakob Bjerregaard Engmann har også tre helt faste ritualer, som han udfører, inden han går på scenen.

»Jeg har senest været på turné med forestillingen »839 dage« sammen med min kollega Rasmus Hammerich, og vi indarbejdede en opvarmning, der var præget af, hvad vi vidste, vi havde gjort, når vi ramte en god forestilling.«

»Det var noget med at gå i bad, så vi fik varmet kroppen op, lige at sige de replikker igennem, vi skulle kunne på et særligt svært sted i forestillingen, hvor vi begge var lidt bange for at gå i stå, og så jokede vi med, at vi skulle ud og »lægge angstpølsen«: Lige nå på toilettet inden vi gik på scenen.«

»Det handler om at favne dét, at der er en spænding og nervøsitet. og børste alle forstyrrende elementer af sig, inden man går på scenen. Så føler man sig mest klar. Jeg tror, alle skuespillere bærer den der angst for, at noget skal gå galt eller blive forkert. Det er meget menneskeligt, og det håndterer man så på forskellige måder.«

Heldigvis er det, igen ifølge overleveringen, en god ting at være lidt nervøs – det skulle nemlig sikre en god præstation.

Hverken Jakob Bjerregaard Engmann eller Birgitte Raaberg er i øvrigt stødt på nogen af de omtalte teaterspøgelser, selvom de har haft deres gang på teatrene både i Aarhus og i Aalborg.

»Men jeg synes, det er meget sjovt med de her historier,« siger Birgitte Raaberg. »Teatret er et sted, hvor man kan skabe magi og fortælle historier, og når man fortæller historier og eventyr, så må der gerne være noget mystisk og ubekendt.«