»Det er nok sundt at få sådan en sviner, der rusker én helt rundt«

»Jeg har ikke i så høj grad som tidligere behov for at blive elsket af alle, og jeg føler, at det er endnu mere okay at være den, jeg er. Måske fordi jeg har oplevet en sorg, der har gjort mig til et mere interessant menneske, fordi jeg nu har mærket, hvad livet også kan give én. Jeg har – heldigvis – været forskånet for sådanne ting i min opvækst og ungdom. Alting er jo gået godt, jeg kom ind på Teaterskolen som 19-årig i første forsøg, har siden haft masser af roller, jeg har en dejlig kone og fire velskabte børn. Jeg har været pisseforkælet, og det er nok sundt at få sådan en sviner, der rusker én helt rundt.«

Sådan sagde skuespilleren Rasmus Bjerg i et interview med Berlingske – på behørig afstand af den kioskbaskerhistorie, der fik ham helt ud i tovene. Efter en våd aften i byen blev han udskreget til »voldspsykopat« på avisforsiderne, indtil politiet fandt ud af, at han ikke havde overfaldet nogen som helst.

Han rejste sig heldigvis ved det træ, han faldt ved. Hvis man var i tvivl, behøvede man bare at se det onemanshow, han for et par sæsoner siden præsterede på Nørrebro Teater. En dybt personlig, meget rørende – og meget morsom – forestilling, der tog udgangspunkt i hans egen depression og sociale angst, der var flyttet ind efter ovennævnte historie.

»Det er denne understrøm af noget farligt indeni – erkendelsen af destruktive kræfter, vanviddet, der lurer lige under overfladen – der er den mørke klangbund i den fortælling, Rasmus Bjerg beretter om sig selv. Det er den, der giver det hele en ekstra dimension. Der gør alle de muntre og præcise iagttagelser fra opvækstens lilleby og de tråde til hans nuværende tilværelse, vi også får trukket, så bevægende midt i alt det muntre,« skrev vi her i avisen og kvitterede med fem stjerner.

Det kunne han altså også, Rasmus Bjerg. Hvilket man egentlig ikke kunne være overrasket over, når man tænker på, hvordan han har bredt sit talent ud over hele spektret og er sluppet levende fra det meste.

Han spænder fra Ramasjang til Det Kongelige Teater. Fra Cirkus Summarum og julekalender til Dostojevskij. Fra letbenede filmkomedier over pophittet »Fugt i fundamentet« med Nikolaj Lie Kaas til sværvægterrollen som Ole Jastrau i nationalscenens romandramatisering »Hærværk«.

Er der noget, der binder det hele sammen? Det er følsomheden, som parres med farligheden, vildskaben, for ikke at sige netop vanviddet, der lurer lige nede under den ellers så bamsede fremtoning. Siden han blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2000 – talentet var så selvfølgeligt, at børneteaterskuespilleren blev optaget som purung – har han haft lynende travlt.

Først på nationalscenen, siden hurtigt på Aalborg Teater, hvor han i højere grad fik mulighed for at gøre talentet gældende i en lang række roller. Siden som »daglejer« – betegnelsen er hans egen – villig til hvad som helst i skuespillets tjeneste. Kendt og populær fra de satireprogrammer på TV, han snart blev indrulleret i, som den mislykkede tryllekunstner Mr. Poxycat og som diverse excentriske figurer i Wulffmorgenthalers skrupskøre univers. Flittigt anvendt i både det sjove og det seriøse. Et fast fjæs i de reklamer, han laver for at få frihed til at vælge og vælge fra. I perioder har han været nødt til at trække stikket ud og forsøge at få et overblik.

»Jeg føler somme tider, at alt, hvad jeg foretager mig som skuespiller, blot bliver til sand. Sand, der forsvinder mellem fingrene på mig. Den rolle, jeg spiller i dag, er væk i morgen. Derfor skal jeg passe på ikke at gå for meget ind i det. Gør man det, har man svært ved at være i sit eget liv,« sagde han om sin metier for et par år siden. Han skal have tak, fordi han orker.