Det er en stærk filmfestival, der i dag begynder i Berlin, og det kan måles helt objektivt. Filmfestivalers prestige opgøres nemlig i antallet af filminstruktører fra filmkunstens A-række, der lader deres film få verdenspremiere de pågældende steder, og i den henseende er Berlinalens stjerne atter stigende efter nogle drøje år, hvor de noget mere solsikre filmfestivaler i Cannes, Venedig og Toronto har stjålet rampelyset med et større opbud af stjerneinstruktører og skuespillere.

Det bliver der i år rådet bod på i Berlin, hvor det blandt andet er lykkedes Berlinalens præsident Dieter Kosslick at lokke den amerikanske instruktør Terrence Malick og den chilenske Pablo Larrain til Berlin. Begge instruktører kan ses som stærke markører for Berlinalens fornyede styrke, idet Malicks storslåede film »The Tree of Life« i 2011 modtog Cannes-festivalens Guldpalme, mens Larrains politiske gennembrudsfilm »No« på samme festival var en af de store samtaleemner i 2012.

Ifølge redaktøren for det danske filmmagasin Ekko, Claus Christensen, har Berlinalens årelange bølgedal været en følge af festivalens niché-satsning på politiske film snarere end på filmkunst.

Allerede sidste år gjorde Berlinalen sig bemærket ved at have Richard Linklaters universelt elskede »Boyhood« i konkurrencen ved siden af »The Grand Budapest Hotel« af Wes Anderson – en anden »Cannes-søn« – og i år fortsætter man med at indrullere guldrækken af instruktører med navne som Terrence Malick, Kenneth Branagh, Wim Wenders og Werner Herzog.

»Selvom festivalprogrammer er notorisk umulige at forudsige, skulle det være underligt, hvis samtlige mesterinstruktører skuffede,« siger Claus Christensen, der også har forventninger til den instruktør britiske Andrew Haigh.

Sidstnævnte Haigh kan vise sig at få sit afgørende gennembrud på Berlinalen, idet han allerede i 2011 blev begravet i kritikerroser med »Weekend« – en homoseksuel kærlighedshistorie. Siden har han omsat succes’en til TV-serien »Looking«, der ganske usensationelt observerer en gruppe homoseksuelle mænds hverdag i San Franscisco.

Haighs film »45 years« handler om den krise et ældre ægtepar gennemgår, da manden modtager nyheden om at hans forsvundne elskerindes døde krop er fundet i en bjerggletscher.

Politiske temaer

På andre måder er det dog business-as-usual i Berlin, hvor et stort antal film fortsat italesætter ømme punkter på klodens politiske arenaer. Berlinale-leder Dieter Kosslick har i interview slået fast, at årets tema kan sammenfattes som »Kvinder og indfødte folk«, hvilket formentlig næppe bliver mere tydeligt end i åbningsfilmen, der vises i aften i palæet ved Potzdamer Platz.

Den spanske instruktør Isabelle Croixet står bag »Nobody wants the night«, der handler om to kvinder, der i starten af 1900-tallet mødes i vildmarken i Grønland. Juliette Binoche spiller den ene, overklassekvinden Josephine, der leder efter sin forsvundne husbond, den historiske nordpolsfarer Peary (Gabriel Byrne), mens den japanske skuespiller Rinko Kikuchi spiller en inuitkvinde, der er gravid med Pearys barn.

Feminister vil måske opponere imod, at filmen, som så mange Hollywood-film, kun giver plads til kvindelige karakterer, hvis de kan sættes i relation til en mandlig karakter, men Croixet har hyppigt leveret film, der overskrider vante skabeloner, så mon ikke de fleste cineaster, uanset køn, vil gå tilfredse fra åbningen i aften. Den feministiske, 3. verdensvinkel er også meget tydelig i Jayro Bustamantes »Ixcanul« der foregår blandt kvindelige bønder i Guatemala.

Andre kvindelige instruktører på festivalen er den italienske debutant Laura Bispuri, der tangerer festivaltemaet med filmen »Sworn Virgin«, hvori en ung albansk landsbykvinde foregiver at være mand for at opnå mændenes rettigheder, mens polske Malgorzata Szumowska beskriver, hvordan en mand forsøger at finde sig til rette i livet efter sin hustrus død. Szumowska vakte debat på Berlinalen med sin forrige film »Elles«, der diskuterede kvinders »ret« til at prostituere sig.

Førnævnte Pablo Larrains film »The Club« synes også på forhånd at være garanteret omtale, idet den handler om et afsideliggende hus, hvor den katolske kirke i Chile har skjuler præster, der er blevet grebet i seksuelt misbrug.

Tysklands mørke historiekapitler

Det er altid interessant, når tyske instruktører tager Tysklands egne mørke historiekapitler under behandling, og Berlinalen markerer 70-året for befrielsen af Auschwitz med en visning af Marcel Ophüls fem timer lange dokumentarfilm »Memory of justice«, som Martin Scorseses organisation Film Foundation har rekonstrueret digitalt. Det store samtaleemne er dog allerede Oliver Hirschbiegels »Georg Elser«, der skildrer den tyske modstandsmand af samme navn, og dennes forsøg på at aflive Adolf Hitler i 1939. Hirschbiegel har tidligere behandlet nazismen i sin meget roste film »Der Undergang«, der skildrede Hitlers sidste dage, men som også fik kritik for at dramatisere Førerens død, så at publikum fik en modvillig sympati med ham.

Den hårdeste kritik med dette standpunkt kom interessant nok fra filminstruktøren Wim Wenders, der ligeledes er i hovedkonkurrencen. Wenders film har i nyere tid været af blandet kvalitet, men filmteknisk gik han nye veje i dansefilmen »Pina«, der i 2011 fascinerede med sin brug af 3D. Hans Berlinalefilm »Every Thing Will Be Fine« tæller skuespillere som James Franco og Rachel McAdams, og er måske et forsøg på at bevæge sig tilbage i et mainstream spor efter årelange forsøg med dokumentariske eksperimenter.

Til gengæld kan man ikke udelukke vanskelige kunstneriske eksperimenter fra britiske Peter Greenaway, der var stor i 1980erne med stærkt provokative film om kunst, kokke og kannibalisme. Hans berlinale-film »Eisenstein« bliver et must for de hundreder af europæiske filmstuderende, der kommer til Berlinalen, idet filmen handler om den russiske pionérinstruktørs oplevelser i Mexico i 1930erne.

 

Historiske film med kvinder i hovedrollen er der flere af i år, såsom Benoit Jacqouts »Diary of a Chambermaid«, der handler om en tjenestepige i starten af 1900-tallet. Léa Seydoux, der er en af de få i verden, der har modtaget Cannes-festivalens Guldpalme for sit skuespil (normalt går Guldpalmen udelukkende til spillefilm), er omdrejningspunktet i denne filmatisering af Octave Mirbeaus roman.

Den 72-årige Werner Herzogs film »Queen of the Desert« er en autentisk historie om den kvindelige eventyrer og kartograf Gertrude Bell, der spilles af Nicole Kidman, mens James Franco, Damian Lewis og George Pattinson danner baggrund. Dette stjerneopbud synes på forhånd at sikre festivalens største opløb ved den røde løber.

Stor interesse for »50 shades of Grey«

Stor forhåndsinteresse vil der dog også være for verdenspremieren på filmatiseringen af softporno-bogen i »50 shades of Grey«.

Berlinalen får besøg af mange danskere, både professionelle og gæster, der nyder de over 400 film på programmet, men i år er der ikke danske titler i hovedkonkurrencen – kun i sidekonkurrencer som Panorama. Det skal dog ikke tages som et udtryk for, at dansk film er på retræte på den internationale scene, siger Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen.

»Der er en bred vifte af danske filmtalenter repræsenteret i Berlin, og danske filmkunstnere gør det generelt godt på alle A-festivalerne. Vi havde gerne set en dansk titel i hovedkonkurrence i Berlin, men sådan blev det altså ikke denne gang,« siger Henrik Bo Nielsen.

Blandt de danske navne der er repræsenteret i Berlin er Christian Braad Thomsen, der deltager med en dokumentarfilm om den legendariske tyske instruktør Werner Rainer Fassbinder. Den tyske instruktør beundrede den amerikanske 1950er-instruktør Douglas Sirk, og det havde blandt andet rod i Sirks kvindeportrætter.

»Kvinder tænker i Sirks film. Det gør de aldrig hos andre instruktører. Som regel reagerer kvinder i film, fordi det er hvad, kvinder forventes at nøjes med at gøre, men de tænker aldrig. Det er skønt at se kvinder tænke. Det giver håb,« sagde Fassbinder en gang i et interview.

Man får fornemmelsen af, at Fassbinder ville have været tilfreds med årets Berlinale-program.