På Kulturnatten sidste fredag i København havde jeg i min egenskab af »professor« på børneavisen Kids’ News fornøjelsen af at møde en lang række videnskabsinteresserede børn og deres forældre.

Snakken gik ikke mindst om rummet og dets mysterier, og på et tidspunkt provokerede jeg børnene lidt ved at påstå, at deres sande forældre i virkeligheden ikke er deres far og mor, men stjernerne.

Det er af dem, vi alle i tidernes morgen er født, sagde jeg – til en vis undren fra dele af forsamlingen.

Den grundlæggende sandhed i udsagnet blev imidlertid kraftigt understreget med offentliggørelsen i mandags af det, som man uden at blinke må betegne som årets største astronomiske gennembrud. Det handler især om, hvor centrale dele af alt det stof, som findes i både du og jeg og i bjerge og på fjerne himmellegemer, i virkeligheden kommer fra.

Det første stof blev dannet i Big Bang for 13,8 milliarder år siden. Men i det store urknald blev der stort set udelukkende skabt kolossale mængder af de to letteste og universelt langt mest almindelige grundstoffer, brint og helium.

De to gasser samlede sig i tåger, der klumpede sig sammen og blev til de første stjerner. Inde i en stjernes megamotor, i dens millioner af grader varme fusionskraftværk, dannes der som et biprodukt mindre mængder tungere grundstoffer op til jern.

Det efterlader imidlertid en gåde, for hvorfra stammer så de over 80 endnu tungere grundstoffer i det periodiske system, herunder guld, bly og platin?

I årtier har hovedmistanken rettet sig mod supernovaer. En supernova opstår, når en ekstra stor og aldrende stjerne har futtet sit hovedbrændstof af og dernæst falder sammen for i samme øjeblik at detonere i et megaglimt, der kortvarigt kan overstråle hele den galakse, den ligger i.

I den forbindelse kan man beregne, at der dannes en række tungere grundstoffer. Men efter alt at dømme stadig ikke de tungeste af slagsen.

For første gang er det nu lykkedes forskere at identificere oprindelsen til hovedparten af praktisk taget alle de tunge grundstoffer. Og kilden ligger latent i de sammenfaldne rester af mange supernovaer – i neutronstjerner.

Vi beskrev den epokegørende nyhed her på b.dk i mandags, men man kunne fylde en tyk bog med opdagelsen og dens perspektiver.

En neutronstjerne har en diameter på bare 10-20 km og en masse som cirka halvanden gange Solen, det vil sige omtrent en halv mio. gange »tungere« end Jorden. Som navnet antyder, er en neutronstjerne næsten udelukkende dannet af neutroner, det vil sige af en central byggesten i atomers kompakte kerner.

Neutronstjernestof er det tungeste stof, der findes i den »normale« verden uden for de dybt mærkværdige sorte huller. Hvis man på den ene side af en formidabel stang i balance placerede en god teskefuld neutronstjernestof og på den anden side 100 millioner bybusser, ville stangen balancere.

Af samme årsag danner en neutronstjerne en helt vanvittig tyngdekraft. Den fremtrædende amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tyson har anskueliggjort kræfterne på yderst pædagogisk vis.

Forestil dig, skriver han i bogen »Welcome to the Universe«, at du i jordisk tyngdekraft bestiger et hypotetisk og lodret bjerg med en højde på hele 20.000 kilometer. Du kravler 100 meter op i timen, du fortsætter døgnet rundt, og efter godt 22 år har du med din sidste kraftanstrengelse nået tinden.

Det siger sig selv, at en sådan præstation vil kræve enorme mængder energi. Men hvor højt ville du kunne klatre op med anvendelse af den samme energimængde på overfladen af en neutronstjerne (som faktisk har en fast overflade)?

Svaret lyder: Så højt som op på et enkelt stykke papir, der ligger fladt ned. Så overvældende er en neutronstjernes tyngdekraft.

Nu ville man naturligvis blive mast til det rene ingenting i en neutronstjernes knusende tyngdefelt. Men det er intet imod, hvad der sker, når to neutronstjerner bliver tiltrukket af hinanden. Så begynder de at hvirvle om deres fælles tyngdepunkt med stadigt højere fart, indtil hastigheden er helt oppe i nærheden af lysets.

Til sidst rives de i stykker af deres indbyrdes såkaldte tidevandskræfter, hvorefter alt eksploderer i det, man kalder en kilonova.

Energiudfoldelsen er så enorm, at den skaber bølger i rummet og tiden, såkaldte gravitations- eller tyngdebølger. Det historiske ved det aktuelle forskningsgennembrud er ikke alene, at man for første gang var i stand til at måle tyngdebølger fra et neutronstjernesammenstød.

Mindst lige så stort er det, at man stort set samtidig kunne registrere gløden eller rettere gammaglimtet fra eksplosionen ca. 130 mio. lysår borte. For i gløden kunne man måle det tydelige fingeraftryk fra ganske bestemte tunge grundstoffer.

Som Niels Bohr-professor Enrico Ramirez-Ruiz udtrykker det:

»For første gang i menneskets historie er vi vidne til dannelsen af tunge grundstoffer som guld og platin.«

Og det er ikke småting, vi taler om. Selv om de kolliderende neutronstjerner i sammensmeltningsøjeblikket »kun« skød omkring én procent af deres samlede masse ud i rummet af form af nydannet stof, blev der skabt guld svarende til massen af hele 200 jordkloder – og platin som 500 jordkloder.

Du kan med andre ord tage din guldring af fingeren og euforisk studere den i erkendelse af, at det skinnende ædelmetal er skabt i en kosmisk eksplosion for millioner eller måske ligefrem milliarder af år siden.

Vi – og alt omkring os – er i sandhed født af stjernerne over os.