»Hvis vi ikke passer på, risikerer vi at komme for langt væk fra den i kristne forstand indlysende pligt, at vi skal hjælpe vores næste, så snart vedkommende har brug for det... Det er ikke fordi, vi er blevet onde, men fordi vi har fået en anden tilgang til det at være mennesker.«
Sådan lyder meldingen fra sognepræst og samfundsdebattør, Sørine Gotfredsen, i forbindelse med Berlingskes nye serie, »Griber du ind«.
I serien kan Berlingske i bl.a. videoklip påvise, hvordan en lille dreng må stå længe alene på gaden, før han bliver tilbudt hjælp fra en voksen. Og hvordan flere henvender sig til en velklædt person, der ligger på gaden i nød, end til en forhutlet person i samme situation.
»Jeg tror, vi i Danmark i et vist omfang er kommet til den opfattelse, at en forhutlet person i nød på en eller anden selv har bedt om det. At det er selvforskyldt, at vedkommende ligger der på gaden,« siger hun:
»Den, der ser ordentlig ud i tøjet, må der til gengæld være overgået noget ondt, som vedkommende ikke kan gøre for. Vi er nok mere tilbøjelige til at hjælp en, vi kan forholde os til, selvom det i virkeligheden er den svageste, altså ham bumsen, der har mest brug for vores omsorg.«
Sørine Gotfredsen taler om, at »retorikken de senere år er blevet sådan, at folk dybest set selv må gøre noget, hvis de vil ændre på deres situation«.
»På den måde er vi blevet barskere i forhold til, hvad der er folks eget ansvar,« mener hun.
Samtidig er der opstået en forventning om, at andre må tage sig af andres problemer.
»Vi lever i et så utroligt udbygget velfærdssystem, at der sker en personlig ansvarsforflyttelse. Nogle tænker, at kommer andre i nød, kan de jo bare henvende sig et eller andet sted, hvis de har problemer. Når jeg taler med konfirmander om det her med at hjælpe, så har nogle af dem måske lært, at ham manden på gaden, han kan da bare gå ned på det offentlige og få hjælp,« fortæller Sørine Gotfredsen.
Ifølge præsten »lever vi i en tid med fokus på her og nu«.
»Vi har vores eget projekt,« siger hun og har svært ved at forstille sig, at en lille dreng for 40 år siden ville have fået lov til at stå så længe alene på gaden, som han gør i videoklippet på b.dk.
»Jeg kender det fra mig selv. Den her impuls, når jeg går forbi en person, der har brug for hjælp, og jeg tænker, bare jeg dog ikke havde set ham,« siger hun:
»Det har noget at gøre med vores ulyst til at træde ind i et andet menneskes rum. Og en viden om, at tager man det første skridt, så er man nødt til at tage det næste, og så kan der blive vendt op og ned på de planer, man ellers havde.«
Hun tilføjer, at »vi i Danmark har en helt basal tøven ved at blande os i hinandens liv«.
»Det kan ikke kun forklares med en stigende kynisme. Det er også noget med, at mange af os er private og reserverede,« siger hun:
»Det med at træde frem og sige til en anden, nu går jeg ind i dit liv og gør en forskel for dig, det kræver en frimodighed, som mange af os ikke har. Det er ikke fordi, vi ikke kan føle medlidenhed, men måske tænker vi, at vi virker arrogante, hvis vi blander os. Der er så mange barrierer.«