IKEA prædiker affaldssortering, Netto forsøger sig med pant på plastikposer - og nu er turen kommet til en række af københavnske restauratører, som har skabt en fælles ramme for, hvordan de sikrer, at deres restauranter ikke har negativ i indvirkning på bl.a. miljø og arbejdsforhold i både produktionsleddet og i selve restauranten.
Restauratørernes Garantiordning (REGA) hedder initiativet, der hører under branchefællesskabet Danmarks Restauranter og Cafeer, og som 14 restaurantkoncepter, herunder Gorm’s, Sticks’n’Sushi, Madklubben og MASH, er en del af. Initiativet samler 180 spisesteder, som fremover skal arbejde konkret med at mindske de fodspor, deres arbejde efterlader.
»Med REGA siger vi udtrykkeligt, hvordan man arbejder med samfundsansvar. Restauratørerne skal systematisk gå virksomheden igennem for at finde ud af, hvor de kan have en negativ indvirkning,« siger Torben E. Hoffmann Rosenstock, direktør i Danmarks Restauranter og Cafeer, der understreger, at systemet bygger på, at alle virksomheder på en eller anden måde har en negativ indvirkning gennem deres drift:
»Vi spørger dem: Hvad gør I for at forebygge, og hvad gør I for at afbøde det, når der er en negativ indvirkning?«
Ikke bare tomme løfter
Der er for alvor gået sport i at have en virksomhedsprofil, som tager socialt, økonomisk og miljømæssigt ansvar alvorligt.
Men samfundsansvaret har også en bagside. »Greenwashing« hedder den, hvilket dækker over, at virksomheder blot profilerer sig ansvarligt, men ikke for alvor skrider til handling.
Men Torben E. Hoffmann Rosenstock forsikrer, at der er kalorier i REGA. Initiativet bygger på FN og OECDs Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv fra 2011, som kræver, at man fra ledelsen skal håndtere og forebygge negative indvirkninger på tre områder: miljø, antikorruption og menneskerettigheder.
»Vi underskriver ikke bare en stor aftale. Restauratørerne skal selv stille med dedikerede ressourcer, og det er afmålt og afstemt med dem,« siger han.
Initiativet har en opstartsperiode på to år, hvor deltagerne skal se deres virksomheder efter i sømmene og lægge detaljerede rapporter frem, der beskriver deres udfordringer i forhold til samfundsansvar.
Samtidig er der nedsat et sekretariat under Danmarks Restauranter og Cafeer, der rådgiver restauratørerne.
»Sekretariatet besøger virksomhederne og rådgiver om, hvordan de handler på de negative indvirkninger og forebygger dem,« siger direktøren.
Torben E. Hoffmann Rosenstock afviser ikke, at en del af projektet naturligvis er branding.
»Selvfølgelig er der brandingværdi i det. Ingen tvivl om det. Men målet er at få gladere gæster og medarbejdere og få lagt værdigrundlaget frem,« siger han og tilføjer:
»Det er ikke en kommerciel gimmick. Det er hårdt arbejde. Det koster ressourcer for virksomhederne at nå i mål, og vi holder dem til ilden.«
»Det er ikke længere nok, at virksomheder taler om vækst og kroner og øre. Der skal være en meningsfuldhed.Kim Rahbek Hansen, direktør i Sticks'n'Sushi
Kroner og øre er ikke længere nok
Sticks’n’Sushi er en af de restaurantkæder, der er med i initiativet, og direktør Kim Rahbek Hansen er glad over at være en del af et initiativ, der tager samfundsansvaret seriøst.
Restaurantkæden har allerede arbejdet med det i ti år, så det var helt naturligt at arbejde videre i REGA.
»Sticks’n’Sushi lever af jorden, grøntsagerne og proteiner. Vi skal tage et samfundsansvar, når vi er en virksomhed af en vis størrelse. Og vi har ramt en tidsånd, som er korrekt,« siger Sticks’n’Sushi-direktøren:
»Det er ikke længere nok, at virksomheder taler om vækst og kroner og øre. Der skal være en meningsfuldhed. At tage miljømæssigt, økonomisk og socialt ansvar er ikke atypisk for en virksomhed, som ønsker at have en fremtid,« siger Kim Rahbek Hansen.
For Torben E. Hoffmann Rosenstock er målet, at initiativet efter opstartsperioden på to år får flere restauratører med, og at andre brancher lader sig inspirere.
»Der ligger en masse viden i de her virksomheder, som vi kan samle op og dele imellem os.«
