Advokat Anders Lindholt blev 57 år. Han efterlader sig sin kone og sine tre børn og mange mennesker, der kendte ham, i sorg eller triste tanker. Æret være hans minde.

Onsdag eftermiddag modtog jeg en mail fra min datter, som havde et møde i København og havde lovet at lægge vejen om ad Frue Kirke og købe en lille kopi af Thorvaldsens Kristus-figur til mig, som jeg ville bruge som gave til en fødselsdag. I mailen stod bl.a.:

»Var forbi Hestemøllestræde i dag og lægge blomster i respekt for Anders Lindholt. En stærk oplevelse at stå dér og se blodpletterne på fortovet. Modbydeligt.«

Blodpletterne stammer fra den 31-årige mand, som Anders Lindholt repræsenterede. Anders Lindholt er den advokat, der blev myrdet tirsdag formiddag i Fogedretten for København i forbindelse med en tvist om samkvemsret. Min datter, der selv er advokat, havde talt med Anders Lindholt for få dage siden, og han var hendes modpart i en lignende sag om samkvemsret.

Morderen var en mand på min alder, morfar til det treårige barn, tvisten drejede sig om. I medierne tales der om manddrab. Manden havde planlagt det hele på forhånd og havde dagen før savet løbet af en riffel, som han af uoplyste grunde havde våbentilladelse til. På TV-optagelserne fra gerningsstedet sås en større flok mennesker, der var til stede i embeds medfør. Nogle af dem lo. De havde det åbenbart hyggeligt. Jeg vil opfordre politiets ledelse til at indskærpe, at der skal iagttages sømmelig adfærd, når man er til stede ved en situation, der har betydet død, rædsel og afgrundsdyb sorg for andre.

Drabschefen, Jens Møller, viste et værdigt eksempel, da han ved pressemødet udtalte sin medfølelse med de berørte. Jeg opfatter begivenheden som et beskidt mord og et usselt mordforsøg. Uanset hvad der er foregået i morderens følelsesliv.

Jeg er stærk modstander af dødsstraf, kompromisløs i det spørgsmål, men det sker, at jeg må kæmpe en virkelig hård kamp med mig selv for at forsvare mit standpunkt. Jeg følger temmelig godt med i forholdene på området, og jeg er ked af, at dødsstraffen stadig bruges i USA, som jeg holder så meget af. Lykkeligvis er der en positiv udvikling i gang, men i stater som Texas og Arizona vil man desværre nok vedblive med at betragte retten til at idømme dødsstraf som umistelig, på samme måde som man betragter retten til at bære skydevåben.

Kina – som den danske regering, uanset af hvad farve den måtte være, savler af ærbødighed for, skønt det kinesiske regime efterhånden er mere afhængigt af udenlandske synspunkter, end vi er af det kinesiske marked – udviser en brutalitet, en afstumpethed på strafområdet, som placerer landet på niveau med de mest barbariske regimer i verden. Et land, som betjener sig af dødsstraf, dvs. statsligt planlagt og gennemført mord, er på kant med den civiliserede verden.

At kultiverede amerikanere kan leve med den viden, at der rundt om i deres storslåede land planlægges og udføres mord på mennesker ved gift, gas eller elektricitet i statsligt regi, fortæller os, at vi alle er i stand til at abstrahere fra ubehagelige kendsgerninger i vores stadige lydighed over for livsdriften i os selv. Forfatteren og filosoffen Villy Sørensen, den betydeligste i Danmark siden modsætningerne Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig, havde et dobbeltsyn på den menneskelige evne til at fortrænge. På den ene side er fortrængningen farlig og umyndiggørende. På den anden side er den nødvendig for at kunne leve et ordentligt liv.

For Freud var det afgørende at lokke det fortrængte frem, gøre det bevidst, og drømmetydningen var det væsentligste redskab. Freuds drømmetydningshistorier er ofte morsomme, grænsende til det nørdede, men de lider af den skavank, at hans patienter var frustrerede kvinder af Wiens bedre borgerskab. De minder om Elfriede Jelinek, nobelpristageren i litteratur.

Vulgærfreudianismen, trivialiseringen af Freud, er blevet allemandseje. Alle går rundt og er småpsykologer. Ligesom djøficeringen, især økonomerne, dominerer samfundsdebatten, dominerer psykologiseringen diskussionen om det menneskelige. En typisk mediereaktion på mordet og mordforsøget i Fogedretten var at søge udtalelser fra psykologer om den 67-årige morder. Han blev beskrevet som »fortvivlet«, og man kan allerede nu mærke, som det næsten altid sker, at interessen for ofrene glider i baggrunden til fordel for beskæftigelsen med morderen og ligefrem omsorgen for ham.

Jeg tror gerne, at han var »fortvivlet«, men det er ikke alle fortvivlede mennesker, der tager et skydevåben med hjemmefra for at skyde deres barnebarns far og hans advokat. Jeg kalder hans handling for ondskab, og nogle gange kunne jeg ønske – Gud forlade mig denne flyvetanke, som Blicher skriver i »Hosekræmmeren« – at politiet sparede os for alle mulige anfægtelser om dødsstraf og den slags ved simpelthen at komme til at skyde forbryderen under anholdelsen. Men det er en tanke, jeg skynder mig at fortrænge igen. For den anstår sig ikke for en nogenlunde ordentlig borger og ikke mindst skatteyder.