RIGA: Ljudmila Savlo vender en pandekage med den ene hånd og skruer op for køkkenfjernsynet med den anden. Emhætten overdøver næsten musikken fra det talentprogram, hun følger med i. Programmet er russisk, men Ljudmila Savlo og pandekagerne befinder sig i udkanten af Letlands hovedstad, Riga.
Talentshowet slutter, og hun slår over på hovedkanalen, den russiske TV-kanal 1, som viser et undersøgende program om konflikten i Ukraine. En mandlig vært viser billeder af en blond ukrainsk journalist og forklarer, at hun er ansat af den amerikanske regering til at sprede propaganda om konflikten i Ukraine.
Hun er ude på at narre verden til at tro, at Rusland står bag konflikten, så ingen opdager, at det i virkeligheden er amerikanerne selv, der har orkestreret oprøret i Ukraine, forklarer nyhedsværten videre. Ljudmila Savlo nikker og peger på skærmen med paletkniven.
»Der kan du bare se. De ukrainske medier lyver og manipulerer med virkeligheden. Det er godt, vi har russisk TV, så vi ved, hvad der virkeligt foregår i Ukraine,« siger hun.
Ljudmila Savlo er 65 år og etnisk russer ligesom knap en tredjedel af Letlands befolkning og halvdelen af indbyggerne i hovedstaden, Riga. Selv om hun har boet i Riga i størstedelen af sit liv, har hun aldrig lært at tale lettisk. Derfor får hun alle sine nyheder fra de russiske TV-kanaler, hun tager med signal fra husets parabol.
Det samme gælder for resten af det russiske mindretal i Letland, og det bekymrer myndighederne i det lille, tidligere sovjetland. De russiske medier fremstiller nemlig konflikten i Ukraine på en fuldstændigt modsat måde end de vestlige medier.
»Rusland har udnyttet vores russisktalende mindretal i årtier, og det bliver ved med at være et svagt punkt for os. Nu bliver mindretallet brugt til at sværte de baltiske lande til som svage og etnisk opdelte. De er blevet til våben i en hybridkrig i et forsøg på at skabe splid i Europa,« siger Letlands forsvarsminister, Raimonds Vejonis.
Gudrun Persson, sikkerhedspolitisk analytiker hos det svenske forsvarsforskningsinstitut (FOI), mener, at forsvarsministerens frygt er reel.
»Jeg tror ikke, vi kommer til at se en destabilisering af de russiske minoriteter i morgen, men grundlaget for det er der. Når man ser på Ruslands handlinger i løbet af det seneste år, skal man ikke udelukke det umulige. Vi er nødt til at tro, at det kan ske når som helst, og så forberede os på det,« siger Gudrun Persson.
Amerikanernes skyld
Sidste forår blokerede myndighederne for det russiske TV-signal i Letland som en reaktion på den måde, de russiske medier fremstillede konflikten i Ukraine. Efter få måneder blev blokaden ophævet, og siden har Ljudmila Savlo kunnet se russisk TV i sit køkken igen.
Denne fredag aften er det præcis et år siden, optøjerne på Majdan-pladsen brød ud i Kiev, og det bliver markeret i de russiske nyheder. I farveløs slowmotion og med dyster musik i baggrunden ruller billeder af tomme grave hen over skærmen. Det er grave, som er gjort klar til de mange russere, der er blevet myrdet i Ukraine, siger speakeren.
»Det hele er amerikanernes skyld. Det var jo dem, der startede konflikten. De er ude på at rense Ukraine for alle russere,« siger Ljudmila Savlo, der ser måbende på fjernsynet og ryster bekymret på hovedet.
Hendes mand, 66-årige Vladimir Savlo, kommer ind ad køkkendøren i samme øjeblik. Han har en stor dunk hjemmelavet rødvin fra druerne i haven under armen og vender sig mod fjernsynet for at se, hvad konen sukker over.
»Det dér kan lige så godt være ukrainernes skyld. Det er et voldeligt folkefærd, som slår børn og uskyldige mennesker ihjel,« vrisser han, mens han sætter sig på en køkkenskammel.
Når Berlingskes udsendte forklarer, at de vestlige medier ikke rapporterer, at USA står bag konflikten i Ukraine, men at Rusland gør det, sukker Ljudmila Savlo. Og med hovedet på skrå lægger hun hånden medlidende på hjertet.
»Jeg ved godt, I ikke har frie medier, og at I bliver censureret af jeres egen regering og amerikanerne. I er ikke ligesom de russiske medier, der er frie. Så det er godt, vi har det her,« siger hun og peger på den russiske kanal i fjernsynet.
»Putin er den eneste, der forsøger at skabe orden. Hvis I tager til Ukraine for at undersøge, hvad der sker, vil I finde ud af, at Rusland ikke har noget med aggressionen at gøre. Russerne kommer for at hjælpe med freden. Det er ukrainerne, der er nazister,« indskyder Vladimir Savlo.
Blev aldrig integreret
Russerne flyttede til Letland i sovjettiden som en del af det, de lettiske myndigheder mener var en plan for at udbrede russisk kultur og holde den baltiske befolkning nede. Selv om tusindvis tog tilbage til Rusland i 1990erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, blev mange boende ligesom Ljudmila og Vladimir Savlo.
De kom til Riga for 40 år siden, hvor de begge tjente i den sovjetiske hær og arbejdede på en torpedofabrik få hundrede meter fra huset. Fabrikken er revet ned i dag, og de fleste af deres »kammerater« fra sovjettiden er flyttet tilbage til Rusland.
»Vi ville også gerne flytte, men alle vores slægtninge er døde,« siger Vladimir Savlo og forklarer, at de besøgte hans barndomsby i starten af 1990erne, fordi de overvejede at slå sig ned der.
»Men vi følte os ikke velkomne af de andre i landsbyen. Russerne ville ikke have os der, og letterne vil ikke have os her,« siger han og griner opgivende.
Ljudmila Savlo fordeler dej på panden for at lave en pandekage mere og signalerer til sin mand, at han må holde øje med den, for hun skal ud at ryge. Hun slår en lyserød badekåbe om sig og går ud på husets regnvåde terrasse.
»Jeg er ikke som sådan bange for, at der kan ske det samme i Letland, som der skete i Ukraine. Ukrainerne er et barbarisk og nazistisk folkefærd, og sådan er letterne ikke,« siger hun og stirrer ud over sin sumpede forhave.
Har ikke statsborgerskab
Ljudmila og Vladimir Savlo har tre døtre på 22, 24 og 28 år, og de to yngste bor stadig hjemme, selv om de har fast arbejde som politibetjente. Døtrene har statsborgerskab i Letland, men det har forældrene ikke. De er statsløse.
Da Sovjetunionen blev opløst, og Letland genvandt sin uafhængighed, blev der ikke givet statsborgerskab til russerne. De skulle bestå en prøve med strenge sprogkrav, som mange nægtede at tage, og derfor er tusindvis af russere i Letland statsløse i dag.
Rigas borgmester fra det russiskvenlige parti Harmoni, Nil Usjakov, mener, at det forløb har resulteret i, at de etniske russere lever i et parallelsamfund i Letland.
»I mine øjne er det faktisk den største, mest alvorlige fejl, vi har begået siden 1991. Vi har fejlet fuldstændigt med hensyn til at integrere den del af befolkningen,« siger han.
Nil Usjakov kommer fra et parti, der har et officielt samarbejde med Putins parti, Forenet Rusland, men han understreger, at han ikke bare er optaget af at lave politik for det russiske mindretal.
»Det vil nok være passende at sige, at de to befolkningsgrupper har fuldstændigt modsatrettede opfattelser af krisen i Ukraine, men det er mit indtryk, at de alle sammen er meget glade for at bo i et land, som er en del af EU og NATO på grund af den rigdom, der følger med,« siger han.
På trods af det synes han ikke, det er et problem, at det russiske mindretal kun ser russisk TV.
»De har mulighed for at se alverdens kanaler. De kan læse, hvad de vil på internettet – der er ingen, der tvinger dem til kun at se russisk TV,« siger Usjakov.
Stor sikkerhedsrisiko
Gudrun Persson fra det svenske forsvarsforskningsinstitut (FOI), som har specialiseret sig i Ruslands brug af blød magt, og hvordan den truer de baltiske lande, tager ikke lige så let på den hårde opdeling af de nyheder, der når ud til befolkningen.
»Når det kommer til de baltiske lande, har Rusland allerede nu succes med at portrættere landenes regeringer som fascistiske over for de øvrige EU-lande. De er i fuld gang med at gøre det russiske mindretal mere loyalt over for Rusland og at få dem til at støtte deres fremstilling af konflikten i Ukraine,« siger hun og fortsætter:
»Hele det baltiske område har fået meget større opmærksomhed fra russerne i den seneste tid. Situationen er mere anspændt, end den var før konflikten i Ukraine.«
Ingen ved, hvad det helt nøjagtigt er, at Rusland vil opnå i de baltiske lande med sin propaganda, men lige nu forsøger de russiske medier at få befolkningen til at sætte spørgsmålstegn ved landenes suverænitet.
»Hvis de lykkes med det, så har de opnået meget uden at invadere landene,« siger Persson og understreger, at det ikke er noget, Rusland har haft succes med indtil nu.
»Selv om jeg ikke tror, vi ikke kommer til at se en aggression i de baltiske lande i morgen, er vi nødt til at være forberedte på, at det kan ske. I hele det baltiske område er det den nye hverdag. Spændingerne bliver bare ved med at stige,« siger Gudrun Persson.
Velsmurt propagandamaskine
Den russiske propaganda har været særligt aggressiv siden Ruslands annektering af Krim, forklarer Denis Volkov, som leder det sociologiske institut hos Levada Center i Moskva.
»Det er ren og skær propaganda, når det kommer til konflikten i Ukraine. De russiske medier fortæller løgnehistorier og fordrejer fakta til deres fordel. De overdriver virkelige begivenheder og bygger ovenpå med egne historier,« siger han og fortsætter:
»Det er en ekstremt velsmurt propagandamaskine, der fungerer fra helt øverst oppe i det politiske hierarki til soldaterne på jorden i Østukraine.«
Propagandaen blev indledt i forbindelse med oprøret på Majdan i Kiev, hvor de russiske medier begyndte at sige, at oprørerne var inspireret og finansieret af Vesten.
»I de russiske medier bliver det ikke fremstillet som en konflikt mellem Rusland og Ukraine, men som en konflikt mellem Rusland og Vesten. Helt fra begyndelsen er Ukraine-krisen blevet fremstillet som noget, der er orkestreret af Vesten. Det er en ekstremt følelsesbetonet propaganda,« siger Denis Volkov.
En overlegen nation
Kritikken bliver imidlertid blankt afvist af Ruslands ambassade i Letland.
»Det faktum, at de russiske medier fortæller offentligheden om de begivenheder, der i virkeligeheden foregår i Ukraine, som tilsyneladende bliver fuldstændigt ignoreret i Vesten, er ikke en grund til at kalde russiske nyheder for propaganda. De russiske medier giver tværtimod europæerne et andet og varieret perspektiv på konflikten,« skriver en talsmand i en mail til Berlingske. Ljudmila og Vladimir Savlo er færdige med at spise og er rykket ind i hjørnesofaen i deres stue. Nyhederne på den russiske hovedkanal er blevet afløst af et tre timer langt program om, hvor mægtigt et land Rusland er og altid har været.
På en stol i hjørnet hænger et stort badehåndklæde med et billede af den annekterede ø Krim. En af døtrene var der i sommer og tog det med hjem til forældrene som en souvenir.
»Krim har jo altid været russisk, og det var en fejl at give øen til Ukraine, så selvfølgelig var det rigtigt af Rusland at tage øen tilbage. Det er jo russisk territorium,« siger Vladimir Savlo.Letland har jo også på en måde været en del af Rusland under Sovjetunionen. Synes du, Letland skal være en del af Rusland igen?
»Det kommer an på, hvad befolkningen vil. På Krim holdt de en afstemning, og alle sagde, de ville være en del af Rusland. Hvis vi holder en afstemning her, og resultatet er, at folk vil være en del af Rusland, hvorfor så ikke,« siger han.
I fjernsynet er der en kort pause imellem to dele af udsendelsen om Rusland som en stormagt. En nyhedsoplæser i et studie siger, at Rusland er en overlegen nation, den mest overlegne i verden, og billedet skifter til et gammelt kort over, hvor stort det russiske imperium engang var.