Torben Redder er én blandt ganske få danskere, der har prøvet at befinde sig kilometerlangt inde i et hulesystem, hvorefter vand begyndte at vælte ind som følge af kraftig regn udenfor.

Det vil sige, at han har været i en situation, der minder om den, som 12 drenge og deres fodboldtræner uforvarende havnede i, da kaskader af vand 23. juni spærrede dem inde i den dybe nordthailandske Tham Luang-hule.