Hvis det var ønsket at undgå offentlighedens opmærksomhed, lykkedes missionen næsten til fulde.

Alt imens det politiske Danmark i slutningen af november sidste år havde blikket rettet mod Marienborg, hvor dannelsen af en ny regering var på trapperne, faldt en helt anden aftale på plads.

En aftale om en millionindsprøjtning til Folketingets partier på over 50 millioner kroner om året.

Dagen inden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape Poulsen (K) præsenterede den nye trekløverregering, kom det frem, at de tiltrædende regeringspartier var nået til enighed med Socialdemokratiet, Alternativet, de Radikale og SF om at øge den såkaldte gruppestøtte med omkring 40 procent, svarende til 52 millioner kroner om året.

Over for Berlingske har Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, kaldt pengeindsprøjtningen for »voldsom«, og finansordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted, betegner den i dag som »Christiansborg, når det er værst«.

Dragsted forklarer, at Enhedslisten »ikke principielt har noget imod, at man øger den offentlige støtte til partierne«, men:

»Den her aftale var en beskidt aftale.«:

»Hvis man skal ændre på støtten, skal det være i forbindelse med en åben og offentlig debat, hvor man også inddrager de eksperter, som er kommet med anbefalinger på det her område. Det skal ikke være sådan en lokumsaftale, der er indgået en lørdag eftermiddag i forbindelse med en regeringsdannelse, hvor der ikke rigtigt er nogen, der opdager, hvad der foregår. Det er Christiansborg, når det er værst. Det er de gamle partier, ronkedorerne, når de er værst,« siger han.

Baggrunden for de øgede midler er ifølge partierne bag blandt andet, at presset på politikerne i det parlamentariske arbejde og fra medierne er blevet markant større, og at de skal »forholde sig til langt flere forespørgsler og orientere sig langt bredere end før.«

Derfor er det nødvendigt for partierne at ansætte flere kommunikationsrådgivere og fageksperter, der kan klæde politikerne bedre på, lyder begrundelsen.

Men samtidig har partierne ændret reglerne, så det - modsat tidligere - er blevet tilladt at bruge gruppestøttemidlerne til at købe vælgeranalyser og medietræning af folketingsmedlemmer.

Oven i de 52 millioner forventer partierne, at ansættelsen af nye medarbejdere vil øge udgifterne for Folketinget med ca. fire millioner kroner årligt som følge af f.eks. oprettelse og drift af kontorer til nye medarbejdere på Christiansborg.

Aftalen havde to elementer i sig. Den øgede på den ene side partiernes midler, og så gav den på den andens side en hjælpende hånd til de Konservative i forbindelse med regeringsdannelsen.

Det blev nemlig muligt for partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent at kunne indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer blev udnævnt som minister, sådan som det dagen efter skete for de Konservative.

Pelle Dragsted forklarer, at Enhedslisten gerne ville give de Konservative og fremtidige mindre partier i samme situation en hjælpende hånd. Men:

»Det, som de store partier gjorde, var, at de tog det som gidsel og sagde, at 'det kan vi godt sige, men så skal I være med i en aftale om, at vi øger gruppestøttemidlerne',« siger han og fortsætter:

»Det var formentligt Søren Gade og Henrik Sass, der har fået den fantastiske ide med at kæde de to forslag sammen.«

Som beskrevet har Enhedslisten ikke noget imod, at gruppestøtten til partierne bliver hævet, men partiet havde hellere set, at det var sket i forbindelse med, at man så på hele området omkring partistøtte. Det gælder både den offentlige støtte, som partierne modtager, og de midler, som f.eks. private virksomheder eller foreninger donerer til partierne.

Processen med aftalen i november levede ikke op til det ønske.

»Det her foregår bag lukkede døre. Det foregår uden at inddrage offentligheden. Det foregår uden at tage højde for de ting, som en ekspertgruppe har siddet og arbejdet med. Det er bare en helt forkert proces, og man får et indtryk af, at det var noget, der bare skulle landes i ly af regeringsdannelsen. Altså, at der ikke skulle være for meget debat om det,« siger Pelle Dragsted.

De danske partistøtteregler har flere gange fået hård kritik. I en rapport fra Europarådets antikorruptionsorgan, Greco, blev de i december sidste år beskrevet som 'utilfredsstillende'. Året forinden rettede rådet ligeledes kritik af de danske regler, og det er efterhånden ved at være en tradition med årligt løftede pegefingre til skiftende danske regeringer.

I stedet for de øgede midler til partierne så Enhedslisten gerne, at man brugte penge på at styrke Folketinget med flere uafhængige konsulenter til et økonomisk og finanspolitisk sekretariat.

Her skulle partier uden for regeringen kunne få regnet på deres forslag.

»Som folketingsmedlemmer står vi rimeligt svagt over for Finansministeriet i forhold til at vurdere holdbarheden af de beregninger, som de leverer til os,« siger Pelle Dragsted.

Berlingske har i denne uge spurgt alle partierne i Folketinget, om de allerede har anvendt de øgede midler til nyansættelser, eller om de har planer om det.

SF oplyser, at man har ansat en ekstra fagrådgiver, ligesom en fagmedarbejder er gået op i tid. Partiet har desuden planer om at ansætte en økonom og en digital kommunikationsmedarbejder.

Hos de Konservative er to nye journalister og en politisk konsulent kommet med på holdet, og Alternativet vil formentligt ansætte en enkelt eller to politiske rådgivere inden sommer. Både Venstre og Liberal Alliance er uafklarede.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, oplyser i et skriftligt svar, at partiet ingen planer har »om generelt at hæve vores udgifter til personale«, men at partiet vil bruge midlerne til at »deltage i den offentlige debat herunder at kunne trække på bistand fra eksterne eksperter«.

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet har ønsket at stille op til et interview og forklare, hvorfor skatteyderne skal bruge yderligere 52 millioner kroner om året på, at partierne kan købe vælgeranalyser og medietræning og ansætte flere konsulenter.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, forklarer i stedet i en skriftlig kommentar:

»Der stilles større krav til folketingsmedlemmerne i dag – både i forhold til medierne og sagernes kompleksitet. Derfor er der behov for at styrke folketingsgruppernes muligheder for at varetage den demokratiske proces. Men jeg ved, at der har været forskellige holdninger til spørgsmålet, og derfor er det også frivilligt at søge.«

Selvom hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti er med i aftalen, får de også del i pengene. Det er i øvrigt frivilligt, om man vil søge midlerne.