I krigens begyndelse, da Cornelia Schmalz-Jacobsen var blot seks år gammel, tog hendes mor hende ud på en gåtur i Berlin. Den dag i dag husker hun tydeligt turen:

»Min mor talte alvorligt til mig, som om jeg var en voksen. Hun sagde, at jeg nu ville høre ting i skolen, som hun ikke brød sig om. At man i skolen ville tale positivt om en mand, der hed Hitler, og at jeg skulle synge sange, som hun heller ikke brød sig om. Hun sagde, at Hitler var ond, og at han dræbte mennesker.«

Lille Cornelia forstod ikke den politiske baggrund, men hun følte sig stolt over at blive talt til som en voksen og blive inddraget i voksenverdenen. Den voksne Cornelia Schmalz-Jacobsen skrev mange år senere en bog, »To træer i Jerusalem« , der netop er kommet på dansk, og som skildrer hendes forældres indsats under krigen for at redde jøder.

Cornelia Schmalz-Jacobsen, der er politiker og medlem af det tyske liberale parti FDP, var selv vidne til hændelser som lille pige i Berlin, og der er ikke tvivl om historiens ægthed. Hendes far, Eberhard Helmrich, er optaget i De Retfærdiges Bog, som holocaustcentret Yad Vashem i Jerusalem udarbejder, og som er baseret på nøje undersøgelser af disse retfærdiges handlinger.

Der er også plantet to træer i Jerusalem for hendes far og hendes mor, Donata Helmrich.

Var der ikke frygteligt farligt, at din mor betroede sig til dig på den måde? Hvis du kom til at sige noget i skolen eller til veninder, kunne det få frygtelige konsekvenser?

»Jo, men min far og mor ville sikre sig mod, at jeg lod mig overbevise af propagandaen. Og deres taktik lykkedes, for jeg forblev loyal over for mine forældre og søskende, og jeg sagde aldrig noget til mine veninder.«

Gik denne pludselige inddragelse i voksenverdenen ud over dig?

»Nej, for jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at folk kunne myrdes. Til gengæld gik det hårdt ud over mine ældre søskende. Min søster fik i en periode et sammenbrud. Men for mig var det en følelse af stolthed at blive inddraget på den måde i familiens hemmelighed.«

Var du aldrig lige ved at bryde tavsheden?

»Jo, en dag gik jeg hjem fra skole med en veninde, hvis far var på Østfronten. Jeg var lige ved at spørge, om hendes forældre ikke også syntes, at Hitler var dum. Men jeg holdt spørgsmålet tilbage og sagde ikke noget.«

Faderen ansatte jøder i sit gartneri

»To træer i Jerusalem« beskriver med baggrund i jødiske overlevendes vidneudsagn, hvad der egentlig skete, da nazisternes jagt på jøder blev forstærket.

Eberhard Helmrich blev indkaldt til militærtjeneste og endte i Polen med ansvar for landbrugsafdelingen i den tyske besættelsesmagt. Han kunne fordele fødevarer og åbnede et gartneri, hvor han ansatte jøder, som han derved kunne beskytte, og hvis nogen synes, at det minder om Steven Spielbergs film om Oskar Schindler, »Schindlers liste«, så er det ikke helt forkert. Også Schindler beskyttede jødiske arbejdere i den fabrik, han ejede.

Eberhard Helmrich forsøgte at redde jøder, mens massemyrderierne rasede i området, og Cornelias mor var også fuldt optaget af at redde jøder. Det var komplicerede aktioner, der ofte krævede fem til syv medarbejdere, idet falske identitetspapirer og penge skulle fremskaffes, og jøderne skulle have husly, mad og rejseledsagere. Vi er med Cornelia Schmalz-Jacobsens dramatiske bog midt i maskinrummet af, hvordan hjælpearbejdet blev organiseret.

Hvad fik dine forældre til at risikere livet i dette hjælpearbejde? Var de blevet afsløret, var dødsdommen jo sikker?

»De var begge ærlige mennesker. Min far kom fra Hamborg og var en sød og sympatisk mand, der altid talte lavt, men med stor myndighed. Jeg elskede ham og elsker ham endnu. Min mor, der var af græsk afstamning, var en kvinde, der elskede mangfoldighed og nye mennesker, og jeg tror, at nazismens ensretning bød hende inderligt imod.«

Spillede religion eller politik en rolle for deres indsats?

»Vi var kristne, men ikke specielt religiøse, og jeg hørte aldrig, at de inddrog religiøse eller politiske argumenter i deres overvejelser. Men de havde en overbevisning om, at de ville være ærlige over for sig selv og over for os. At de ville kunne se deres børn i øjnene med et ærligt hjerte. Min far sagde, og jeg husker det tydeligt den dag i dag: »Det er bedre for børn at have døde forældre end feje forældre.«

Hvordan kan det være, at hverken din mors eller din fars redningsaktioner blev afsløret?

»Det var de såmænd også lige ved. Gestapo mødte op hos min mor og sagde, at de havde mistanke til hende, men længere kom de ikke. Og min far var også nær en afsløring, men det rene held reddede ham. Jeg tror, at specielt min mor havde en rigtig god fornemmelse for, hvem hun kunne stole på, og det reddede hende.«

Det er nærliggende at sammenlige din far og Oskar Schindler. Men Schindler var jo også en dubiøs person, der tjente penge på jødernes arbejde?

»Ja, mange har sagt, at det er en klar forskel. Min far havde ingen udbytte ud af sin indsats, kun sorger. Han tog aldrig noget fra jøder, det har de overlevende selv fortalt.«

Din bog er en tragisk fortælling om jøder, som overlevede på grund af dine forældres indsats, men også om jøder, der blev myrdet. Men fortællingen har en dobbelt tragik, fordi dine forældre gik fra hinanden?

»Ja, man kunne tro, at deres fælles indsats havde bundet dem sammen, men de gled fra hinanden. Min far var en knækket mand efter krigen. Jeg tror, at alle modbydelighederne og myrderierne, som han havde set i Polen, gjorde, at han ikke kunne komme over det. Han havde været alene om indsatsen i Polen og samarbejdede kun med jøder. Min mor derimod havde haft venner og familie i Berlin, så hun kom lettere over det.«

Mistede din far al tro på menneskeheden, fordi han havde været så alene?

»Det tror jeg. Jeg husker, at jeg under krigen spurgte ham, hvorfor vi ikke gik ud på gaden og protesterede. Han svarede, at det absolut ikke ville hjælpe, og at vi bare ville havne i fængsel. Han følte sig ganske alene.«

Så dine forældre blev skilt?

»Ja, og min far rejste til USA, for som han sagde, så kunne han ikke blive i Tyskland med alle de gamle nazister. I USA måtte han tage til takke med småjob og havde ikke kontakt med os børn, der levede videre med vores mor. Jeg så ham først i 1968, da han var blevet opdaget af overlevende jøder og blev hentet til Israel for at blive hædret. Han havde ikke selv penge til rejsen, men der blev samlet ind til ham. Han mellemlandede i Berlin, og jeg mødte ham i tre timer, men man kan ikke bygge en bro på tre timer efter års adskillelse. Det var en dyb smerte for mig og også for mine søskende.«

Vi har netop i Danmark mindet 70-året for redningen af jøderne, og både i Tyskland og Danmark er der flere bøger og film om krigen og Holocaust end nogensinde. Hvordan kan det være?

»Der har gennem de seneste 10-15 år været en voksende interesse, ikke mindst blandt unge mennesker. Jeg tror, at det hænger sammen med tidsafstanden, der nok gør historien mere fjern, men måske mindre smertefuld. Unge mennesker kan nu interessere sig for krigens tid uden at føle det ubehag, som den ældre generation følte, og krigen har stadig alle de fundamentale moralske dilemmaer i sig. De unge spørger sig selv, hvordan de selv eller deres forældre ville reagere, hvis de var sat i samme situation. De unge er uden skyld, men vi i Tyskland vandrer allesammen i skyldens skygge. Den vil Tyskland aldrig gøre sig fri af.«

Du har kaldt din bog »To træer i Jerusalem«?

»Ja, for mine forældre blev jo skilt, og jeg fik aldrig igen et forhold til min elskede far. Den smerte bliver mildnet ved tanken om, at der er to træer plantet for dem i Jerusalem. Som om de blev forenet i døden.«

Forfatter: Cornelia Schmaltz-Jacobsen.

Titel: »To træer i Jerusalem«.

Sider: 238.
Pris: 250 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.