Interview

Birger Peitersen er ikke en mand, der forkæler sine gæster. I hans vinkelformede kontor på Københavns Universitet, som er beklædt fra gulv til loft med bøger, papirer og eksamensopgaver, er der presset et lille mødebord, en sofa og nogle stole ind nede bagerst. Her bliver der ved ankomsten serveret en kop stærk, sort kaffe i et plastikkrus. Og da samtalen trækker ud i nogle timer, serverer lektor Peitersen endnu en kop tjære midtvejs i forløbet. Intet andet. Han er en asketisk mand.

På den anden side er vi jo også begge på arbejde, selvom vi lige så godt kunne have stået i vores fritid på et af landets stadioner og ført denne samtale. Vi har nemlig aftalt at tale om fodbold, fankulturer og fascinationen for spillet, hvilket interesserer os begge - både professionelt og privat.

Anledningen til denne søndagsbrunch er mange. Dels har Birger Peitersen i dette forår udgivet den meget anmelderroste bog om fodboldens supporterkulturer, »Dem der ikke hopper...« Dels har antallet af fans, som følger den danske Superliga, igen i år slået alle tidligere rekorder. Før forårets to sidste og velbesøgte runder har der været næsten 10.000 tilskuere i gennemsnit til kampene. Et antal som bekræfter Birger Peitersens tese, om at supporterkulturen er en overset ungdomskultur, der for alvor har slået rod i Danmark.

I årevis rejste danske fodboldtilhængere - typisk unge mennesker - til fodboldkampe i udlandet, hvor intensiteten før, under og efter kampene var helt anderledes end i Danmark. Herhjemme var det at gå til fodbold en mulighed for at komme lidt væk hjemmefra i nogle timer - ud på et faldefærdigt stadion, hvor man kunne stå og drikke øl og råbe ad dommeren og modstanderne - ja, og sine egne, hvis de spillede skidt. I udlandet var der en farverig og forskelligartet supporterkultur, som i højere grad var identitetsskabende for de involverede.

»Når jeg kom rundt på fodboldstadioner i starten af firserne, så var der en enorm forskel på at være på et dansk eller et internationalt stadion i England, Italien eller Tyskland. Der var et engagement, som man slet ikke kunne genfinde herhjemme. I Danmark var der provinsfodbold. Og så kom jeg til at tænke på: Hvad er det, der gør, at det samme spil udløser helt forskellige reaktioner hos tilskuerne - afhængig af hvilket land, du befinder dig i. Jeg undersøgte derfor, hvad det var, der fik folk til at gå til fodbold i Danmark. Og de erfaringer delte jeg med mine udenlandske kolleger. Men det var først med udviklingen af roligankulturen midt i 80erne, at jeg havde noget at komme med til mine europæiske forskerkolleger.«

Hvad karakteriserede roligankulturen?

»Roliganbevægelsen var en udflugtsbevægelse. Når Danmark spillede, skulle der være fest, og så skulle vi ud på stadion og feste. Det var tidsmæssigt sammenfaldende med karnevalbevægelsen i København. Det drejede sig om udklædning og farver i ansigtet, som blev ført med ind på stadion.«

Så pinsekarnevalet i København var drivkraften bag roliganbevægelsen?

»Ja, sammen med den frygtelige stadionulykke på Heysel Stadion i Bruxelles. 39 fans blev dræbt før finalen i mesterholdenes Europa Cup. Det skete blot fem dage før Grundlovsdag 1985 - midt under det københavnske karneval - hvor Danmark mødte Sovjetunionen i en legendarisk kamp og vandt 4-2. Her skete forvandlingen i Idrætsparken, hvor tilhængerne tog afstand fra den voldelige måde at være tilskuer på. Og så opfandt B.T. begrebet »roligan,« som en kontrast til de engelske hooligans man havde set fem dage tidligere i Bruxelles.«

Hvor fik klubtilskueren sin tilfredsstillelse?

»Roligans var kreative og glade, men det var samtidig en udflugtskultur, som skulle ud og have bajere og sejle op ad åen. Stor respekt for det, men klubtilhængerne manglede fortsat en udtryksmåde. De kunne ikke bruge landsholdets roligan-attituder til noget, for det var for karnevalistisk. De mest dedikerede danske fans rejste i stedet til udlandet. De satte sig i en bil fredag morgen og kørte til Hamborg eller Milano for at se fodbold - og for at opleve den intensitet, der var på stadioner i udlandet. De var nede for at se fodbold. Men de var samtidig nede og suge til sig af det sceneri, der udspillede sig. Det var et helt andet sceneri end at stå på Lyngby Stadion sammen med folk med barnevogn en søndag eftermiddag. Der manglede noget, der løftede oplevelsen op i niveau - ikke bare i stemning, men også i antal. Det var først i 1991, da man startede Superligaen, at den danske fankultur for alvor blev sparket i gang. Det år så man en total ændring i klubbernes holdning til sine fans.«

Hvilke klubber gik forrest?

»Det gjorde først og fremmest Brøndby. Sammen med AGF og lidt OB. Klubberne var begyndt at få nogle tilskuere, som de holdt lidt på afstand - de var ikke stuerene nok. Men klubberne fandt ud af, at man kunne bruge sine fans til noget andet. Klubberne fandt ud af, at de kunne tiltrække sponsorer, hvis de kunne skabe en intens atmosfære på stadion. Derfor begyndte de i starten af 90erne at støtte fanklubberne og stille lokaler til rådighed for tilskuerne. De gav dem maling eller gav dem favorable vilkår på stadion og rabat til udekampe og så videre. De mest fremsynede klubber indgik en alliance med sine fans.«

Men fankulturer er jo ikke ensartede?

»Nej. Tingene blev for kvalmt, ensartet og flokdyragtigt - også i klubberne. Der kom fraktioner inden for de enkelte klubber. Udviklingen startede tidligt i Italien, hvor man så, at en fraktion måske var god til at håndtere fyrværkeri og kendte nogle mennesker inden for politiet, så de kunne fyre fyrværkeri af på stadion. Andre var gode til at lave kæmpemæssige tifoer. Atter andre stod for musikken og trommerne på stadion. Der kom en arbejdsopdeling mellem de enkelte fraktioner, som alle ledte frem mod det samme mål, nemlig at skabe en fantastisk stemning for det hold, som man elsker. Den udvikling bredte sig med nogle års forsinkelse til andre dele af Europa - og i sidste ende er den så nået til Danmark. I Danmark ramte de internationale tendenser Brøndby Support, som den gang var landets største fangruppe. Her ville man i starten ikke acceptere udbrydergrupper. Men efterhånden gik det op for både klubben og tilhængerne, at det var en kvalitet ved disse nye grupper.«

FCK har fået en enorm betydning i København. Man siger, at Parken har mange indgange. Hvis man går ind på C-tribunen er man hard core fan og ser »byens løver« i aktion. Hvis man går ind på familietribunen er man inde og se FC København, mens sponsorerne går ind på A-tribunen og taler forretning - og besøger firmaet Parken Sport & Entertainment. Hvordan er det lykkedes Don Ø at samle christianitter, rødder, familiefædre og noble forretningsfolk til samme begivenhed?

»FCKs ledelse var meget tidligt opmærksom på den forskellighed, der var blandt klubbens fans. Jeg kalder det en varesegmentering eller en udbudssegmentering, hvor klubben inddeler sine fangrupper efter den vare, man ønsker at sælge. Det er jo en rigtig måde at tænke strategi på inden for en klub. Fordi du kan sælge den samme vare til vidt forskellige grupper af mennesker - lige fra supportere over fans til sponsorer. Det er forskellige konsumenter, som skal tilfredsstilles. Det er blevet in at komme i Parken. Og det er i høj grad FCK-ledelsens fortjeneste, at de har sammensat spændende sponsorpakker, som lokker sponsorer til.«

Men der er enorm forskel på at stå på den ene eller den anden tribune i Parken?

»Det er vidt forskellige segmenter, og de agerer også forskelligt. Det er for eksempel ikke unaturligt, at en sponsor først kommer tilbage på sin plads ti minutter efter pausen. Fordi det for ham måske ikke er interessant, hvilken mand der er skiftet ind, og om taktikken er lagt om. Sådan vil en rigtig fan aldrig reagere. Han bliver på sin plads i pausen og lokker en anden til at hente øl. Så ser han, hvem der varmer op, og han diskuterer med de nærmeste, hvordan taktikken bør lægges om i anden halvleg.«

Hvorfor betegner FCKs tilskuere så Brøndbys fans som tabere?

»Det kommer af rivaliseringen mellem grupperne. Dem mod os. Man skal finde nogen, man adskiller sig fra. Man skal finde en ydre fjende. Og da Brøndby kommer fra Vestegnen, som rent socialt er et område med problemer, som man ikke umiddelbart har i samme omfang i København, så får de det prædikat. Og når det er FCKs tilhængere, som beskylder Brøndbys for at være tabere, så skyldes det måden, som FCK blev dannet på. Det var kapitalens klub, hvor investorer mødtes med penge og ambitioner om at starte en storklub. Så man har to forskellige klubtyper, hvor Brøndbys tilhængere har fornemmelsen af, at deres klub arbejder hårdt for den succes, den opnår, mens FCK bare køber sig til succesen. På den måde kommer modstillingen mellem de to klubber.«

Ser virkeligheden sådan ud?

»Nej. Der er sket et socialt skred - en opgradering, kunne man sige - hvor en større og større gruppe i dag er funktionærer. Det interessante er her, at der ikke er nogen forskel mellem klubbernes andel af arbejdere, funktionærer, selvstændige, mv. Der er således højst nuanceforskelle mellem fangrupperne i Brøndby og FCK. Brøndby har for eksempel ikke flere arbejdsløse fans en FCK har - nærmest det modsatte.«

Håndbold har fået en enorm opblomstring - især i provinsen og i TV. Hvad adskiller en håndboldfan fra en fodboldfan?

»Håndboldfans er tæthedsfans. Folk der sidder i den varme hal, hvor de kommer tæt på en begivenhed, som er hektisk i en kort periode. Du er tæt på spillerne, og du kan blive hørt. I fodbold er du langt væk og kan ikke personligt øve en forskel. I fodbold er det kollektivet eller massen, der tæller. Håndboldpublikummet i dag er fuldstændig identisk med roliganbevægelsen i fodbold - bare med tyve års forsinkelse.«

Hvorfor er de ikke interessante for dig?

»De er for hjemmestrikkede! Publikum har ikke en indre dynamik. De følger nogle iscenesatte programmer, og de klapper på kommando. I håndbold sidder de med deres klappepølser og følger nogle direktiver fra stadionspeakeren, og så spiller man nogle melodier, som »her kommer mutter med kost og med spand...« Der er for meget Giro 413 over dem. Som forsker er det ikke interessant. Det er ikke en ungdomskultur, der eksisterer inde i hallerne. Det er det ude på fodboldstadionerne. Det er en overset ungdomskultur. Inde i hallerne er det familieudflugt.«

Men halvdelen af al sport i dansk TV er jo håndbold. Hvordan forklarer du det?

»Håndbold er for alle. Fodbold er for kendere. Der er stor forskel på de to spil: En fejl i håndbold er ikke så stor, fordi der bliver scoret 60 mål i en kamp. Det appellerer til nogle folk, som slet ikke har tålmodigheden til at se fodbold, hvor der måske bliver scoret to mål. Til gengæld er en fejl i fodbold fatal - og kan diskuteres i dage, uger og år efter, de er blevet begået. I fodbold kan vi huske et mål med hælen i 1965, mens vi ikke kan huske mål nummer 17 i håndboldkampen i forgårs. Det er også derfor, vi altid vil huske Anja Andersen. Hendes mål kan vi nemlig huske, fordi hun var så spektakulær. Det var måden, hun spillede på.«

Er fodbold et storbyfænomen?

»Ja, og i princippet er håndbold et provinsfænomen. Hverken København, Århus, Odense eller Ålborg har nogen særlig tradition i håndbold længere. Det er et fænomen, som udspiller sig i Holstebro, Ikast, Slagelse, Viborg og sådan nogle steder. Danmark har gjort sig gældende i en lille sportsgren, som kun spilles i 39 lande på verdensplan.

Superligaen samler stadigt flere tilskuere. Hvorfor?

»Tilskuerrekorderne kommer, fordi det er attraktivt at være på stadion. Produktet er godt, og medierne slås om at være til stede i Superligaen. Man fokuserer på denne ene liga, og så må alle de øvrige ligaer sejle deres egen sø. Samtidig er det blevet et must for alle folk - både arbejderen og direktøren - at vide, hvad der foregår. Fodbold er blevet stedet, hvor man skal kunne begå sig. Så der er en selvforstærkende effekt i, at sport, underholdning og medier er gået sammen om det samme produkt,« siger idrætsforsker Birger Peitersen.