Nice. Foran hospitalet Pasteur et par kilometer fra centrum i Nice sad søndag pårørende til nogle af de mennesker, som er savnet efter angrebet i Nice.
84 personer omkom, da en hvid lastbil torsdag aften bragede ind i hundredvis af mennesker på byens strandpromenade. Søndag meldtes 18 stadig i kritisk tilstand, og sundhedsminister Marisol Touraine sagde, at der stadig var en enkelt af de døde, som myndighederne ikke kendte identiteten på.
Alligevel ledte de pårørende foran hospitalet efter svar på, hvad der er sket med deres kære.
En midaldrende kvinde, Ines Gyger, har siden angrebet taget frem og tilbage til hospitalet. Hun leder efter sin 30-årige datter, som sammen med sin mand og tre børn var på ferie i Nice. De befandt sig på Promenade des Anglais torsdag aften.
Ines Gygers ældste barnebarn på seks år omkom på stedet. Manden og de to andre børn på henholdsvis fire år og seks måneder har været indlagt og er udskrevet. Men Ines Gyger ved ikke, hvor datteren er.
- Jeg vil kende sandheden. Min familie er i chok. Jorden er forsvundet under os, siger Ines Gyger oprevet.
Familien er oprindeligt fra Schweiz. Derfor rejste Ines Gyger til Nice, så snart hun hørte, at hendes familie var ramt af angrebet.
- De franske myndigheder fortæller os ingenting. Det var de schweiziske myndigheder, som fortalte, at mit barnebarn er død. De giver hjælp og støtte, siger hun.
Mens nogle pårørende venter på informationer foran hospitalet, har andre efterlyst deres børn, forældre, kærester og venner på de sociale medier.
Selv om der er langt færre efterlysninger, end lige efter angrebet, er der fortsat nogle, som forsøger at finde vidner eller andre, der kan fortælle dem, hvad der er sket.
Ved sporvognsstoppet Cathédrale - Vieille Ville hænger en efterlysning efter tre unge drenge.
- Forsvundet. Har du set denne person, lyder overskriften over et billede af drengene på 20, 21 og 22 år.
Alle tre er sidst set 14. juli om aftenen. Om de pårørende til de tre unge drenge allerede har fået svar på, hvad der er sket med dem, vides ikke.
/ritzau/