Diplomater i FN-systemet er enige. USA kan fejre en diplomatisk triumf, efter at FNs Sikkerhedsråd har vedtaget hårde sanktioner mod Nordkorea. Kina og Rusland og de øvrige lande i Sikkerhedsrådet stemte for sanktionerne, som for første gang rammer en meget bred vifte af varer, som Nordkorea ikke længere må eksportere til udlandet - deriblandt råstoffer som jern, kul, bly og fødevarer som fisk og skaldyr, som man ellers kan få på alle luksushoteller i Kina.
Men flere diplomater advarer om, at sanktionerne ikke nødvendigvis får den gennemslagskraft, som man håber på. For der er masser af huller i FN-resolutionen, og nordkoreanerne er særdeles dygtige til at omgå sanktionerne, hvis de ønsker det.
På papiret skulle nordkoreanerne miste en mia. dollar om året ud af de tre mia., de eksporterer for. Nordkorea er dermed hårdt presset til at opgive deres ambitiøse atomprogrammer inklusiv udviklingen af interkontinentale raketter, der kan ramme mål i USA. Men spørgsmålet er, hvor hårdt sanktionerne rammer Nordkorea, når det kommer til stykket.
Kina skal føre en strammere politik
Det er op til USA at få Kina til at stå fast på sanktionerne og slå hårdt ned på forsøg på at omgå dem. Det kan være svært. Men da Kina står for 90 procent af handlen med Nordkorea, er der ingen vej udenom. Hvis ikke kineserne håndhæver sanktionerne, så er det stensikkert, at der ikke sker mere i den sag. USA prøver med to metoder at få kineserne overbeviste om, at det er i Kinas interesse at føre en strammere kontrol med sanktionerne. Hvis ikke de gør det, så vil USAs præsident, Donald Trump, gennemføre en stram handelspolitik med Kina. Det kan undgås, hvis USA ser tydelige tegn på, at Kina samarbejder om at få sanktionerne til at fungere.
Men der er en stor risiko for, at de ikke virker alligevel. Nordkorea er kendt for at have udviklet et meget fintmasket net af kontakter i udlandet, som gerne vil tjene penge på at hjælpe Nordkorea af med deres produktion og gennemføre pengetransaktioner til og fra Nordkorea. Den hårde valuta, der kommer ind i landet igen, skal nordkoreanerne bruge ikke alene på deres våbenprogrammer, men også på at opretholde luksusgoder til landets elite.
Men nordkoreanerne er gode til at omgå sanktionerne. The Atlantic skriver f.eks. i den seneste udgave om to eksempler på omgåelse af sanktionerne. Nordkorea har en pæn stor handelsflåde. I juli 2013 opbragte Panama efter tip fra USA et nordkoreansk handelsskib, der var på vej fra Cuba til Nordkorea angiveligt med sukker. Det viste sig, at skibet var fyldt med gamle våben, der var på vej til Nordkorea for at blive repareret. Et andet nordkoreansk skib blev i 2016 opbragt ud for Egyptens kyst med en ladning jern om bord. Det viste sig at være 30.000 granatkastere af typen PG-7, der skulle eksporteres til et ukendt afrikansk land.
Nordkoreas »små numre«
Det er blot nogle af de eksempler på, at der sker brud på sanktionerne. Selv med de nye og meget skærpede regler for, hvad man må importere fra Nordkorea, så kan det være svært at gennemsøge hver eneste nordkoreansk skib, der anløber en fremmed havn.
Hvis man går i dybden med de nye sanktioner, så kan man se, at man også forsøger at ramme Nordkoreas økonomi mere direkte.
Sanktionerne strammer også grebet om landets udenlandske handelsbank og nedlægger forbud mod nye joint ventures mellem Nordkorea og udenlandske foretagender. De forbyder nye udenlandske investeringer og indskrænker antallet af arbejdere, nordkoreanerne kan sende til udlandet, hvor de i dag primært arbejder i Mellemøsten og sender penge tilbage til Nordkorea. Altsammen på papiret noget, der kan være virkningsfuldt, men også kan skabe menneskelige katastrofer. Sanktionerne rammer nemlig i første omgang den almindelige befolkning, der i forvejen lider hårdt, fordi regimet prioriterer eliten og våbenprogrammerne. Pengene fra arbejdere i udlandet vil i højere grad blive opslugt af regimet, hvis pengene overhovedet kan sendes hjem via banksystemerne med de nye sanktioner.
Men der er en generel vurdering fra amerikanske økonomer om, at finansielle sanktioner, som man i den nye resolution har strammet op på, er mere virkningsfuldt end handelssanktioner, fordi Kina har sværere ved at skjule et finansielt samarbejde. Den mindste mistanke om, at en fremmed bank arbejder for nordkoreanerne, har tidligere vist sig at kunne skræmme selv de mest hårde samarbejdspartnere langt væk, fordi man i bankverdenen kan miste penge meget hurtigt, hvis amerikanerne slår ned på disse pengeinstitutters samarbejdspartnere ved at spærre for de pågældendes konti i USA.
Nervøsitet
Men nordkoreanerne er tydeligvis meget nervøse for de nye sanktioner og den hårde retorik fra USA, hvor Donald Trump flere gange har været i telefonen til Kinas præsident, Xi Jiping. Ud over at Nordkorea har truet med at ville ramme amerikanske militærbaser på øen Guam i Stillehavet, så har nordkoreanerne være bemærkelsesværdigt meget til stede på et regionalt udenrigsministermøde i Manila, hvor Nordkoreas udenrigsminister Ri Yong-ho havde flere møder med Kina og de øvrige asiatiske deltagere på mødet. Ifølge diplomatiske kilder gik det op for nordkoreanerne, at det dennegang er alvor, og at også en lang række andre lande end USA er bekymrede for udviklingen i Nordkorea. Udadtil gav den nordkoranske udenrigsminister den sædvanlige krigsretorik, men indadtil lyttede nordkoreanerne til protesterne fra de øvrige lande. Det sidste er nyt. Og måske et håb om, at forhandlinger stadig er muligt.