De danske skanser ved Dybbøl lå kl. 03:00 18. april 1864 sønderbombet, efter preusserne i over en måned havde sendt titusindvis af granater ind over området. kl. 04:00 begyndte det sidste bombardement.
Kl. 10:00 stoppede granaterne med at falde, og 37.000 preussiske soldater stormede de ødelagte skanser. Her ventede 11.000 danske soldater.
I de næste fire timer forsøgte de at holde overmagten tilbage, indtil de mod politikernes vilje måtte redde sig i sikkerhed på Als.
Seks måneder senere stod danskerne op til et Danmark, der var blevet en reel miniputstat.
Afståelsen af Slesvig og Holsten, samt den nye dansk/tyske grænse ved Kongeåen havde reduceret landet med 33 procent.
Disse fakta og begivenheder er der i dag ikke megen tvivl om blandt historikerne. Men årsagerne til og forklaringerne på, hvorfor udfaldet blev, som det gjorde, er der stadig uenighed om. Det skyldes især, at hver historiker opfatter verden forskelligt, forklarer en historiker ifølge Videnskab.dk.
»Historien kan ikke forklare sig selv. Begivenhederne er der, men årsagen og sammenhængen forklarer ikke sig selv, og de bliver forskellige, alt efter hvordan historikerne opfatter verden,« siger Hans Vammen, der er lektor emeritus i historie fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet.
Læs også hos Videnskab.dk: MYTE: Var forladegeværet skyld i nederlaget i 1864?
Hans Vammen deltog sammen med den tidligere rigsarkivar Johan Peter Noack og adjunkt Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet i en debat tirsdag 18. november i Det Kongelige Bibliotek, der blandt andet handlede om, hvorfor krigen i 1864 opstod.
Et af de springende punkter, hvor historikerne er uenige, er placeringen af ansvaret for krigen.
Var det udelukkende de danske politikeres storhedsvanvid, der var skyld i krigen, eller havde kongen en andel i krigens begyndelse?
»Christian IX forsøgte at få regeringen til at underskrive en beslutning om at udskyde krigen, men det gik ikke. Kongen bestemte altså ikke, at der skulle være krig. Jeg mener derfor, at mine kolleger lægger alt for stor vægt på kongens myndighed på dette tidspunkt,« sagde Hans Vammen som svar på, hvem der tog beslutningen om krig.
Læs også hos Videnskab.dk: 1864: Vi tabte krigen på undertal og overtro
Til det svarede Rasmus Glenthøj, at Grundloven faktisk tydeligt placerer det endelige ansvar.
»Der er en selvmodsigelse her. Ifølge Grundloven har kongen det brede ansvar for de beslutninger, der bliver truffet. Men det er korrekt, at der var en magtkamp mellem kongen og regeringen,« sagde Rasmus Glenthøj.
Historikerne i debatten har haft de samme kilder til rådighed, i form af breve, dagbøger og protokoller fra statsrådet, men alligevel er de meget uenige om forskellige forhold før, under og efter krigen i 1864.
Hans Vammen forklarer, at det kan skyldes valget af kilder, som man bruger i sin tolkning af begivenhederne.
»Vi danner os under læsningen en helhedsopfattelse og vælger så de kilder, kendsgerninger og begivenheder ud, som vi mener kan støtte den forklaring, vi ønsker. Vi lægger derfor mindre vægt på, eller udskyder de kendsgerninger, som ikke passer ind i vores helhedsopfattelse,« siger han.
Læs også hos Videnskab.dk: Professor: Det er ok at fortolke historien om 1864
Men bør man som historiker ikke undgå alt for mange uenigheder, hvis vi skal have et ordentligt billede af historiens gang?
Til det spørgsmål svarer Hans Vammen, at det stort set er umuligt at undgå uenighed blandt historikerne, selvom man faktisk har forsøgt at mindske den.
»Der har tidligere været retninger, som ville gøre historievidenskaben objektiv. Det skete blandet andet i 1800-tallet, hvor naturvidenskabens frembrud betød, at humanisterne forsøgte at gøre sig objektive. Men i tiden efter 2. Verdenskrig blev stort set alle historikere enige om, at en objektiv historieskrivning ikke findes,« siger han.
Læs mere om, hvorfor historikere ikke kan blive enige, i resten af artiklen på Videnskab.dk.