Fodboldstjernen Luis Suarez bed italieneren Giorgio Chiellini i skulderen under VM, og hele verden røg i luften i højlydt forargelse over gnavemanden fra Uruguay.

Simpelthen fordi man sgu da ikke bider.

Selv i de mest blodige versioner af kampsport er det diskvalifikation at sætte tænderne i huden. Og nå ja, også fordi det er tredje gang på fire år, at gnavemanden fra Uruguay bider en modstander. Selv om han ved, det er grænseoverskridende forkert og forbundet med langvarig karantæne.

Nu gumler FIFA på en mulig dom. Og om den mulige kæmpekarantæne og om den hån, Suarez kan forvente, findes mange meninger. Tusindvis fornemmer jeg.

Nogen vil have ham ud af VM. Andre vil have endnu mere. Nogen synes, det er værre, når fodboldspillere slår og sparker og savner bare proportioner i debatten. Og der er altid et rend af mennesker, der rent tager skurkens parti. Nej, når elitesport og moral ramler sammen, går der ikke mange timer, før ethvert standpunkt allerede er taget.

Sikkert fordi ingen kan gøre krav på at have det rette svar. Jeg ved heller ikke, hvad det rette svar skulle være.

Jeg bruger mig selv i dag: En forsvarsspiller tilsyneladende helt uden moralske refleksioner gav mig engang flere gange i løbet af en fodboldkamp hårde slag i maven, hver gang dommeren kiggede væk.

Det var et konstant fysisk og psykologisk overfald, jeg hverken kunne forstå eller rumme. Og i stedet for at være den voksne mand svarede jeg igen.

Da han i de sidste sekunder faldt i en nærkamp med ansigtet i græshøjde og med bolden trillende lige foran mundtøjet, lossede jeg til læderet med alt, hvad højrefoden havde. Jeg hjalp ham bagefter med at lede efter de tre tænder, han mistede.

Men i virkeligheden ledte jeg mest af alt efter min selvrespekt.

Så hvem er jeg til at skrive om moral i sport? Og tro mig, jeg kender sangen: Topsport handler ikke om samvittighed og har aldrig været en mønstring af moral. Topsport er en rasende bestræbelse på at komme frem på bekostning af andre. Det er så enkelt som det.

Den bestræbelse kan være uanstændig, ubarmhjertig og ganske uden moralske overvejelser.

Men selv om jeg kender sangen og kan synge den bagfra, og selv om jeg selv har været, ja, skal vi sige en kender af mekanismerne, vil jeg altid nægte, at elitesport umuligt kan samle både ambition og moral.

Vi må kunne tillade os en afstandtagen til den åndelige anatomi, også selv om skurken er fodboldspiller. Det gælder opførsel på banen. Og uden for banen. Dette handler ikke om, at sportsudøverne bør være rollemodeller for vores børn. Det er ikke den tekst, jeg skriver.

Det handler bare om, hvad vi forventer af hinanden som mennesker.

Jeg slog tirsdag aften på tromme for, at straffen til Luis Suarez måtte være mindst 15 kampe. Det er 50 procent mere end den karantæne, han fik, sidst han bed en modstander i skulderen. Jeg tror endda, at 15 kampe kan være til den heldige side.

Men jeg kunne også have sagt, at han skulle klatre over den kinesiske mur eller synge alle vers af »We Didn't Start The Fire«.

Det afgørende er, at han bliver straffet. Fordi vi må kunne kombinere ambition og moral, og fordi vi må kunne blive enige om, hvordan vi opfører os som mennesker.
Mange steder findes undren over, hvorfor et bid skal være så meget mere værre end en hensynsløs tackling, en albue til hovedet eller en skalle i en ophidset diskussion.

Giorgio Chiellini har trods alt bare et par bidemærker og kan sikkert både ro og kravle og hoppe i sjippetov allerede i dag. Mens andre før ham er blevet halvt invalideret af tacklinger, der blot har givet en advarsel.

Så hvorfor skal Suarez holdes væk fra sin sport i små evigheder?

Jeg kan godt forstå den undren. Dokumentfalsk er forbundet med langt hårdere straf end et overfald på gaden om natten, og man kan stille samme spørgsmål overalt: Hvorfor er den ene forseelse så meget værre end den anden?

Der er i sport, mener jeg, en udbredt anerkendelse af, at mennesket kan havne i sine følelsers vold. Men at bide er dyrets natur. Luis Suarez er ikke i følelsernes vold, snarere i naturens og drifternes vold, når han bider. Det er et grænseoverskridende overfald, der bryder med alle de uskrevne konventioner mellem mennesker og i sport.

Det er mit forsigtige bud.

Der er heller ingen, der kommer på hospitalet, hvis man pludselig urinerer ud over sin direkte modspiller eller slår ham lidt blødt i hovedet med et hjørneflag eller giver ham en lille dosis peberspray ude på sidelinjen.

Men vi er til gengæld som med et bid havnet langt ud over det normale og har sagt god dag til det uhyrlige, det perverse og det bizarre.

Det uhyrlige, det perverse og det bizarre er ikke dyder, hvorpå nogen sport er bygget. Undtagen måske showwrestling og synkronsvømning. Og det uhyrlige, det bizarre og det perverse er alt for meget selv i en verden, der leger lidt med moralens grænser.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard