Privatskoler sorterer de svage elever fra, lød overskriften på en artikel i Berlingske 1. februar. Er det privatskolernes »frasortering«, der er et problem, eller er der i virkeligheden et helt andet og meget større problem i folkeskolen, som man burde adressere?

Folkeskolen er i dyb krise, og i vores kommune, Vordingborg, er krisen ekstra stor. Vi har været spydspids for regeringens folkeskolereform og heldagsskole, og set fra en forælders synspunkt har eksperimentet i sandhed været en katastrofe. Denne katastrofe forsøger man at pynte på med masser af positivt spin fra politisk side. Det er trist – for dette forhindrer en erkendelse af problemets kerne og en mulig positiv udvikling.

Læs også: Hver fjerde folkeskole har afskaffet lektierne

Vores samfund har et fantastisk, velment ønske om at hjælpe de »svage«. Jeg tillader mig dog den påstand, at al denne hjælp fra samfundets side har skabt en generation af »svage« forældre, som ikke ved, hvad det indebærer at tage ansvar for sig selv og sine børn, og det har medført en ny generation af endnu svagere børn. Børnene møder ingen grænser og ingen krav, de lærer ingen arbejdsmoral og møder ingen konsekvens for sjusk og dårlig opførsel, hverken hjemme eller i skolen.

»Gør dit bedste« er mantraet i folkeskolen. Børnenes fortolkning lader til at være »bare jeg gør et eller andet, så er det ok.« Mange elever udviser ingen respekt for skolearbejde, lærere eller kammerater. At læse lektier og være dygtig er »yt«. Mange forældre lader sågar til at have den holdning, at det er lidt synd for børnene, at de skal i skole. Nogle forældre skælder endda ud på de lærere, som giver lektier for, fordi det er besværligt for familien at håndtere lektierne.

Jeg er ikke den, som kan fortælle de værste historier om mine børns hverdag i folkeskolen, men alligevel kan jeg berette om erfaringer med elever, som slås inde i klasseværelset – mens der foregår undervisning! – om jævnlige, umotiverede slag, spark og kvælertag (på både elever og lærere), om drenge, som tisser i papirkurven inde i klasselokalet, og en anden, som løber rundt og slår efter tilfældige medelever med et boldbat. Min datter kom sjældent i brusebad efter idræt, fordi nogle havde for vane at bruge bruseren som toilet. Stole og skoletasker blev smidt rundt i klasseværelset, børn stak af fra skolen osv. osv.

Læs også: Uro på lærerværelset

Sidste skoleår tog vores kommune forskud på folkeskolereformen, med inklusion og længere skoledage. Inklusion og fællesskab for alle er en smuk tanke, og hvis ressourcerne følger med, kan det sikkert også blive en god erfaring for børnene. Men vi må konstatere, at ressourcerne ikke er fulgt med inklusionsbørnene ud i normalklasserne.

Samtidig indførte man en »fritime« midt på dagen, hvor børnene stort set blev overladt til sig selv. Hjemme hos os døbte vi timen »fluernes herre-timen« efter Gouldings berømte roman om en skoleklasse, der strander på en øde ø uden voksne, og hvor et af børnene ender med at tage livet af en anden. Resten af skoledagen blev følgelig brugt til at løse nogle af alle de konflikter, der var opstået i »fluernes herre-timen«.

I flere år har jeg hørt fine ord om holddeling og om, at alle elever skal udfordres på deres niveau. Men det sker ikke i praksis, for der er ikke ressourcer til at gennemføre det. Skole-hjem samarbejdet er gradvis blevet sparet væk over de sidste år, ned til næsten ingenting. I hvert fald for de »normale« elevers vedkommende. Ressourcerne er prioriteret over til de »svage«, hvor en tæt opfølgning er nødvendig, i nogle tilfælde for at børnene overhovedet skal møde op i skolen.

Læs også: Undervisningsministeren vil have mere disciplin i folkeskolen

Den kommende heldagsskole skal give alle børn adgang til lektiehjælp og fysisk aktivitet i skoletiden. Dette er regeringens glade budskab til folket, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at heldagsskolen introduceres som endnu et hjælpetiltag til de »svage«, på bekostning af resten af eleverne.

I løbet af 2013 flyttede vi først vores ene og så vores anden datter til en privatskole. Vi gjorde det med et tungt hjerte, for vi har troet på og villet folkeskolen. Skoleskiftet indebærer en meromkostning for vores familie både i transporttid (40 km ekstra hver dag) og penge.

Vi har valgt at gøre det alligevel, fordi vores børn fortjener en opvækst med trygge rammer, klare forventninger, og muligheder for at lære og for at få et grundlag for en videre uddannelse og et fornuftigt og ansvarligt voksenliv. Vores sørgelige konklusion er, at det kan folkeskolen i vores kommune ikke tilbyde dem.

Læs også: Undervisningen rammer skævt på 21. år

Vores samvittighed forbyder os simpelthen at byde vores børn en hverdag i en folkeskole, hvor de, fra og med næste skoleår, oven i købet ville være tvunget til at tilbringe syv-otte timer hver dag i et børnemiljø, som vi ærlig talt opfatter som værende dybt problematisk.

Hvordan er det kommet så vidt? En politisk meget ukorrekt forklaring er, at så længe folkeskolens fokus er at tilpasse sig de »svage«, så gør den de »svage« endnu svagere, og samtidig vælger den de normale og »stærke« elever fra. Dyrkelsen af det »svage«, hvor al form for opførsel bliver mødt med forståelse og accept, er en kæmpe udfordring for både folkeskolen og for vores samfund som helhed.