Der har ikke været nogen større reaktion fra USA på den nylige udvikling i Egypten. Generelt har USA forholdt sig meget afventende i forhold til det arabiske forår – og det er der rigtig gode grunde til. Men det kunne måske åbne døren for EU som en udenrigspolitisk storspiller. Der har været påfaldende stille fra amerikansk side i forhold til de omvæltninger, der foregår i Mellemøsten med det arabiske forår. Syrien er fortsat hærget af borgerkrig, og militæret i Egypten har fjernet landets demokratisk valgte leder Mohamed Mursi. Obama-administrationens reaktion har været meget afdæmpeti forhold til begge situationer – ikke just den reaktion, en del regnede med fra amerikansk side. Men USAs passivitet lader til at være et nyt grundforhold i international politik. USA har simpelthen ikke ressourcerne til at engagere sig på samme måde, som man er blevet vant til i Europa. Men i stedet for at pege fingre og se det som et svigt fra amerikansk side, kunne EU benytte denne nye situation til at træde i karakter som en udenrigspolitisk storspiller, eventuelt som supplement til et mere tilbagetrukket USA.

Generelt har Obama administrationen haft det svært med det arabiske forår. På den ene side har man ønsket at støtte de folkelige ønsker om mere demokrati. På den anden side har man ikke været udelt begejstret, da man ikke præcist har vidst, hvem man fik i stedet for de etablerede ledere. Var det reelle demokratiske bevægelser, eller ville det blive et ’worst-case-scenario’ med nye Taleban-lignende regimer? Denne problemstilling har især domineret i forhold til spørgsmålet om bevæbning af syriske oprørere. Man ville fra amerikansk side ikke risikere at bevæbne oprørere, som efter en eventuel sejr kunne vende våbnene mod USA, eller amerikanske interesser i regionen.

Obama-administrationen har været tvunget til at forholde sig tilbageholdende både i forhold til Syrien og Egypten. I forhold til Syrien har man hidtil holdt sig til politisk fordømmelse af regimet og sagt, at tiden er inde til en politisk løsning af konflikten. USAs linje blev dog skærpet efter at regimet efter alt at dømme har anvendt kemiske våben mod oprørerne i Syrien. Det betyder dog ikke, at USA står over for at ville indføre en flyveforbudszone, som det blev gjort i Libyen, eller på anden måde engagere større militære styrker i landet. Landet præsenterer nemlig flere problemstillinger end Libyen gjorde, og det er en af grundene til, at Obama-administrationen ikke ønsker at engagere amerikanske styrker. Konflikten har regionale, sekteriske og globale aspekter, som man fra amerikansk side ikke ønsker at blive draget militært ind i. På regionalt plan bruger regionale stormagter konflikten til at føre en stedfortræder-krig, hvor man kan bekrige hinanden indirekte. I forlængelse af dette ser man også sekteriske sammenstød i stil med dem man så, og stadig ser, i Irak efter invasionen i 2003. På den globale scene præsenterer konflikten også problemstillinger. Der er opstået et modsætningsforhold mellem USA, Frankrig og Storbritannien på den ene side og Rusland og Kina på den anden. Efter de allieredes fremfærd i Libyen, så er Rusland og Kina ikke vilde efter at give et FN-mandat til en lignende operation i Syrien, da man anså operationen i Libyen for at være gået for vidt.

Hvis man skal være fræk, kunne man sige, at Obama-administrationen nok græder tørre tårer over at det egyptiske militær har fjernet Mohamed Mursis regering. Mursi var ikke i kraft af sit tilhørsforhold til Det Muslimske Broderskab den kandidat, som USA havde ønsket sig, men man måtte acceptere ham. Derfor synes man nok ikke, det er helt skidt, at Mursi nu er fjernet, og muligheden igen er opstået for en mere moderat regeringsleder. Obama-administrationen har da også arbejdet hårdt på at undg, at kalde det, der er foregået i Egypten, for et militærkup. Gjorde man det, kræver amerikansk lovgivning nemlig, at man stopper leverancer af militært udstyr og finansiel støtte. Det er ikke et scenario, den amerikanske regering er interesseret i. Egypten har været en vigtig og stabil allieret i regionen,og Obama-administrationen ønsker, at dette skal fortsætte.

Flere faktorer end de ovennævnte spiller ind i USAs overvejelser i forhold til engagement i Mellemøsten. Krigene i Irak og Afghanistan har ikke ligefrem hjulpet på USAs popularitet i Mellemøsten. Man ønsker derfor ikke at blive alt for åbenlyst inddraget i folkelige opstande, fordi man kunne risikere at undergrave eventuelle nye demokratiske bevægelser, der kunne blive set som amerikanske marionetter og miste folkelig legitimitet. Obama-administrationen har også en anden prioritering i forhold til amerikansk udenrigspolitik. I den store plan for amerikansk sikkerhedspolitik, som blev præsenteret i januar 2012, er det målsætningen, at USA skal fokusere primært på Asien og den stigende kinesiske indflydelse i regionen. Derfor ønsker man fra amerikansk side ikke at blive inddraget i endnu en længerevarende konflikt i Mellemøsten på bekostning af det nye Asien-fokus. Sidst, men ikke mindst, er der spørgsmålet om økonomi. USA har en historisk stor gæld, og problemstillingen i forhold til, at landet 1. marts røg ud over den finansielle kløft, er stadig ikke afklaret. De finansielle problemer betyder bl.a., at Pentagon over de næste ti år skal spare næsten 1.000 mia. dollar. Noget som kommer til at gøre ondt – selv for Pentagon. Det har allerede nu stor betydning for det amerikanske forsvars beredskab, og derfor for USAs evne til at gribe militært ind i regionale konflikter, samtidig med at Pentagon skal prioritere sit fokus på Asien.

Den fastlåste situation, som vi ser mellem Kongressen og Obama-administrationen, gør at en løsning af den svære økonomiske situation, lader til at have lange udsigter. Derfor ser det ud til at de tvungne nedskæringer, som trådte i kraft 1. marts vil være et uheldigtforhold som Pentagon må affinde sig med. Obama- administrationen er altså tvunget af omstændighederne til at føre den form for udenrigspolitik, som den har ført siden den kom til. Nogle ville kalde det for en pragmatisk udenrigspolitik – USA har simpelthen ikke ressourcerne til at skulle engagere militære styrker i større operationer i Mellemøsten samtidig med, at man skal fokusere på Asien og kæmpe for at få hver en dollar til at tælle i Pentagon. Man er ved at få overstået mere end ti års kontinuerlige militære operationer i Irak og Afghanistan, og ønsker ikke en gentagelse. Derfor har Obama-administrationen arbejdet mod at opnå USAs sikkerhedspolitiske målsætning – sikring af globale amerikanske interesser – med et så lille militært aftryk som muligt, og med så lille risiko for inddragelse i længerevarende konflikter som muligt.

En anden måde at se USAs reaktion (eller mangel på samme) på det arabiske forår er, at se det som udtryk for et svigt. I et interview i maj måned med hjemmesiden Kongressen.com udtalte Naser Khader, at han ser den førte amerikanske politik som et svigt af USAs internationale ansvar, både i forhold til regionen og USAs globale ansvar. Denne måde at se Obama-administrationens udenrigspolitik tager dog ikke højde for de faktorer, som er beskrevet tidligere. I stedet for at se det som et svigt fra amerikansk side, så er det nok en ny situation som USAs vestlige allierede må til at vænne sig til, og tilpasse sig. Engagementer som dem man så i 1990erne og operationerne i Irak og Afghanistan, har USA bare ikke ressourcer til i øjeblikket. Så i stedet for at vente på, at storebror gør noget, kunne dette være en gylden mulighed for EU til at træde mere i karakter både i forhold til Mellemøsten og globalt set. Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre med de økonomiske og politiske problemer, som EU også befinder sig i.