Aviskrig, skandale og personlig nid. Sådan startede historien om Tour de France for 110 år siden.

Bilfabrikanten Albert de Dion stod i spidsen for en gruppe virksomhedsejere, der efterhånden var blevet trætte af Pierre Giffard, chefredaktøren af det, der dengang var Frankrigs største sportsavis, Cyklen (Le Vélo). De betalte for deres annoncer i Giffards avis, men ragede uklar med ham over en af Frankrigs største politiske skandaler i nyere tid, den såkaldte Dreyfus-affære. Dion og konsorter stod på den forkerte side i anklagen mod den jødiske Hubert Dreyfus, justitsmyrdet for militærspionage og landsforræderi, en anklage der var båret af ren og skær antisemitisme.

Giffard havde fra starten af ment, at Dreyfus var uskyldig og skrev om det – og om dem der mente det modsatte – i sin avis. Derfor besluttede de Dion at gå efter Giffards levebrød og at udkonkurrere Le Velo. Han startede simpelthen sin egen avis, Bilen (L’Auto), og efter tre sløje år med slunkent oplag gik man Le Velo, der bl.a. havde arrangeret cykelløbet Paris-Roubaix, i bedene. Man lavede et endnu større, fler-dagesløb rundt om Frankrig med start og slut i Paris.

Arbejdersport

I 1903 førte man de første ryttere ud på det første af de nu i alt 100 Tour de France, og L’Auto hamrede oplaget i vejret. Skabelsen af »Touren« handlede med andre ord om en kamp om læsernes gunst, og læserne, franske arbejdere, gik op i sport, ikke mindst cykelløb, som var en fast bestanddel af byfesterne om sommeren.

For den tyske filosof og kulturforsker Gunter Gebauer, professor på Freie Universität i Berlin, er den historiske baggrund i arbejderkultur og cyklens rolle i den helt afgørende, hvis man skal forstå cykelsportens fascinationskraft og popularitet den dag i dag. Hvilket umiddelbart godt kan være lidt af en gåde. Nedskrevet på formel – og eventuelt fremsagt af en hustru på uge to af Tourens tre uger – synes 200 tynde mænd i stramt tøj, der pukler sig igennem tusindvis af franske asfaltkilometre, nemlig ikke at være lig med global popularitet og ufattelige mængder af sponsormilliarder.

»Tour de Frances storhedstid kom netop på det tidspunkt, hvor cyklen blev et arbejdsredskab, altså før bilen blev allemandseje. Cyklen var den lille mands teknologi. Man cyklede på arbejde eller brugte cyklen på sit arbejde, postbude osv. Det er selvfølgelig anderledes nu, men cyklen er historisk stærkt forbundet med arbejde og arbejderliv. Den gjorde arbejdet lettere, fordi man kom hurtigere frem, på den anden side var det i sig selv hårdt at arbejde at drive cyklen frem. Cykelsporten opstod som en iscenesættelse af industrialiseringens hårde arbejdsliv i festens klæder,« fortæller Gunter Gebauer.

Fokus på kroppen

Berlingske har talt med Gebauer om fascinationen af sport i almindelighed og Tour de France i særdeleshed. Han udkom i 2006 med bogen »Fodboldens poetik« og deltog i 2011 i en bog om enkeltstartsspecialisten og klassikervinderen, Fabian Cancellara, og han besøger jævnligt TV-udsendelser for at analysere det måske mest fremtrædende træk ved vores efterkrigstids-kultur. Sportsdyrkelsen.

»Vores kultur er blevet mere og mere fokuseret på det ydre, på kroppen, på udseendet og på performance. Ingen tvivl om at det er TVs skyld – billedemedierne er i dag altdominerende, det har de ikke været før. På den måde at vi er blevet en sport- og fitness-kultur. Og sport er ikke længere noget intellektuelle rynker på næsen af. Samtidig er vi blevet fokuseret på sportslig dramatik og spænding og vi identificerer os med de værdier, som bliver repræsenteret i sporten – at man er udholdende, stærk, hårdfør,« siger Gebauer, der faktisk har danske aner med en morfar, der gik med post. Eller gik – brevene blev jo kørt ud på cykel.

Det er det centrale i Gebauers analyse af cykelsporten: Den opstod på grund af sin evne til at blive et spejl på det hårde slidsomme arbejde. Cykelrytteren blev et billede på tilværelsen for fabriksarbejderen eller minearbejderen. Livet er en kamp, hvor en maskine skal drives rundt, uret er overdommer. Gebauer fremhæver Paris-Roubaix, der blev kørt første gang i 1896, hvor rytterne kører fra Paris op gennem minearbejdernes byer til Roubaix i nord tæt på Belgien.

»Når man ser billeder fra Paris-Roubaix, ser man rytterne køre igennem minelandskabet, beskidte og kæmpende på de grufulde brostensveje – det fremstiller det hårde minearbejderliv som et sportsteater. Publikum anno 1930 kunne spejle sig i de mudrede ryttere og sige »se, de er som os«.«

Erindring om tidligere tiders slid

Men hvis cykelsporten er industrialiseringens sport, og den lille mands drøm om at blive en helt, rejser det selvfølgelig spørgsmålet om, hvorfor Tour de France, og cykelsport generelt, kun er blevet mere populært i takt med at industrisamfundet blev en historisk epoke, vi lod bag os.

»Jeg mener, at cykelsportens popularitet hænger sammen med, at det er det sidste sted, hvor man skal arbejde fysisk hårdt. På den måde bliver cykling en nostalgisk erindring om et tidligere livsvilkår, om den kropslige anstrengelse, vi måtte lide engang. I dag er det selvfølgelig en anden oplevelse, end det var for en minearbejder, som selv kørte cykel om søndagen, i forrige århundrede at være tilskuer til Paris-Roubaix. I dag finder vi en nydelse, når vi dyrker cykelsport som amatørryttere og som tilskuere, i at forvandle os tilbage til en mere primitiv livsform.«

Demokrati kontra antidemokrati

Det med forvandlingen til en primitiv livsform fører hen til en anden af Gebauers pointer. Fascinationen af cykelsporten kommer også fra, at den blander demokratiske principper med antidemokratiske værdier – alle har ret til at være med, men der er kun én vinder, som næsten altid karakteriseres med krigeriske eller aristokratiske kælenavne: Kannibalen (Eddy Merckx), Ørnen (Bjarne Riis), Mestrenes mester (Fausto Coppi), Bjergenes konge (Federico Bahamontes) og Bjergenes engel (Charly Gaul).

»På den ene side forudsætter sport faktisk noget demokratisk. Nemlig lige muligheder for at vinde. Vi ved selvfølgelig godt, at den lighed ikke findes i virkeligheden. Vi kan ikke alle sammen vinde Touren. Men ideen er der, og den viser sig ved, at såvel en italiener, en dansker, en franskmand, en tysker, en brite osv. kan vinde Touren, og vinderne kommer fra alle mulige forskellige sociale lag. Og det sker faktisk at der er en »tilfældig« vinder, og det er jo vildt fascinerende, når en stor favorit falder. Nu skifter magten. Men på den anden side bliver det modarbejdet af noget udemokratisk eller førdemokratisk – hård individualisme, hierarkier, svagheder der skal udnyttes, brutalitet osv. Det er heroiske værdier, som vi stadig har, men som er meget svære at virkeliggøre i vores samfund, andre steder end i sport og film. Det er det samme princip i computerspil, alle spiller med en avatar, som man kan blive helt med og vinde med,« siger Gebauer.

Og her falder interviewet så over på cykelsportens skyggeside, doping. Herhjemme – og i udlandet – er cykelsportsfans delt i to kategorier, de Jørgen lethske æstetikere, som nedtoner doping-problemet og bare vil have det fantastiske drama og etikerne, der ikke kan tillade doping. Hvor hører Gebauer hjemme?

»Fascinationen af sporten består i, at man selv med sin egen krop skaber den præstation, og når man bruger noget kunstigt, bruger man noget, som ikke kommer fra kroppen selv, og det modsiger sportens grundide. Derfor er jeg også absolut imod, at man tillader doping. Hvis cykelsporten stadig har en mening i dag, så ligger den i, at præstationen kommer fra rytteren selv, fra hans træning – uden medikamenter. Ellers bliver det en apotekerkonkurrence.«

Ikke forældede værdier

Giffards Le Velo lukkede allerede i 1904, et år efter det første Tour de France. Oplaget på de Dions L’Auto tog på himmelfart og efter mistanke om nazisympatier skiftede avisen i 1946 navn til L’Equipe – den dag i dag Frankrigs største sportsavis. I dag, 99 løb senere, er Tourens brogede forhistorie trådt i baggrunden, og verdens største cykelløb er gået fra at være en ren fransk folkefest til at blive en global sportsbegivenhed, der konkurrerer med EM og VM i fodbold om publikums opmærksomhed, og de milliarder af kroner, den er værd. Mens bogen og teateret kun svært lever et liv fri for statsstøttens iltmaske, er vi i mellemtiden blevet en sportskultur. Man dyrker sport, ser sport, gør sportsstjerner til rollemodeller for børnene, anfægtes af dem, når de snyder, og hylder dem, når de vinder. Gunter Gebauer slutter:

»De heroiske værdier fra cykelsporten er ikke forældede, det er værdier, vi længes efter. Drømmen om at træde ud af mængden, at gøre noget enestående, om at være den bedste, at slå alle andre, at komme fra bunden og helt op i toppen af hierarkiet, at skabe overraskelsen – det er værdier alle, især unge, stræber efter. Men det er værdier, det er meget svært at realisere i vores samfund. Det kan vi så i sporten.«