De to seneste priser fra den norske Nobelpriskomité har skabt meget debat. Det viser, at priserne har været vigtige og rigtige. Fred skabes ikke af ukontroversielle synspunkter eller af mennesker med beskedne ambitioner. Fred skabes af viljen til at forandre. Den skabes ved en kombination af realpolitik og idealisme.

Obama var realpolitikeren med en idealistisk drivkraft, Liu Xiaobo er idealisten med forståelse for de realpolitiske rammer. Realpolitik og idealisme kan ofte supplere hinanden. Realpolitikken er vanskelig uden at idealistiske mennesker presser på og skaber grobund for politiske tiltag.

Omvendt nytter idealisme ikke meget, hvis der ikke findes politikere, som er i stand til at bruge det handlingsrum, idealismen skaber. Da præsident Obama fik prisen i fjor, blev der sagt, at den kom for tidligt. Han havde ikke udrettet noget. Desuden var han øverstkommanderende for to krige i Irak og Afghanistan.

Jeg syntes dengang, reaktionerne var mærkelige, og de virker endnu mere mærkelige set fra eftertiden. De var farvet af det intense spil i amerikansk politik, som er præget af et forhold, der gør sig gældende i de fleste demokratier for tiden: nemlig at politikken mere og mere henfalder til - ikke realpolitik, men en kynisk pragmatisme, hvor det eneste mål er gevinst for ens eget parti eller ens egen person.

Lad os huske, hvilken situation der herskede i verden, før Obama blev præsident. Der var konfrontation på snart sagt alle fronter. Obama forsøgte fra første stund at vende stemningen i verden. Han rejste til Cairo og rakte hånden frem mod muslimerne. Tyrkiet var et af de første lande, han besøgte. Her lå der et vigtigt signal.

Han mødte op i FN og sagde, at USA ville begynde at betale medlemskontingent, og han gav besked til verden om, at USA ville lede sammen med andre. Han fik vedtaget i FNs Sikkerhedsråd, at målet skulle være en afskaffelse af alle atomvåben i verden. Og det vigtigste af alt: George W. Bush insisterede på at opbygge et atomskjold i Europa akkurat der, hvor USA mente, det skulle opbygges.

Dette provokerede russerne, og de nægtede derfor at indgå i forhandlinger om en ny aftale om de strategiske atomvåben (START). Obama foretog en realpolitisk vurdering. Han måtte komme russerne i møde. Derfor endte det med forhandlinger om de strategiske atomvåben, og en aftale ligger nu på bordet.

Det er helt klart, at den senere tids udvikling i forholdet mellem Rusland og USA, mellem Rusland og NATO og mellem Rusland og de europæiske stormagter ikke ville være indtruffet uden dette. Den kunne ikke være indtruffet, hvis ikke ledelsen i Rusland havde været villig til at spille med på en klog måde. Men nogen måtte tage det første skridt. Det gjorde Obama.

Og nu nyder vi alle frugterne af det. Præsidenten for Den Russiske Føderation, Dmitrij Medvedev, kom for nylig til NATO-topmødet i Lissabon og talte om den nye æra, der var indledt. En kommentar i International Herald Tribune slog fast, at de europæiske lande kunne indkassere en gevinst som følge af, at Obama havde »genstartet« forholdet til Rusland.

Præsident Obama har imidlertid stadig to krige at håndtere. Men ingen havde vel forestillet sig, at han kunne lave om på den kendsgerningpå en nat. Iran-spørgsmålet er fortsat uløst, og det skyldes, at den iranske ledelse anser det for at være sikrere for sin egen magt at opretholde status quo end at begive sig ind i realpolitikkens verden. Krisen på den koreanske halvø er værre end længe, og spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben er ligeledes fortsat uløst. Som i Iran vurderer ledelsen i Pyongyang, at den er bedst tjent med at opretholde fjendebilledet af omverdenen.

Og dermed bevæger vi os over til sammenhængen mellem menneskerettigheder og fred, som Nobelpriskomitéen igen har løftet frem ved at tildele Nobelprisen til Lio Xiaobo. Lad os bruge spændingerne på den koreanske halvø som eksempel. Alle regimer, der ikke har hentet deres mandat fra folket ved frie valg, vil hele tiden være bange for folket. De har brug for en ydre fjende, som de kan samle folket imod. Med fred vil presset på magthaverne øges. Da vil det ikke længere være muligt at aflede folkets opmærksomhed ved at skyde skylden på fjenden.

Vi så det, da kommunismen mistede sin livskraft i Serbien under Milosevic. Han erstattede kommunismen med nationalisme, og der blev krig. Nu sker det samme for det nordkoreanske regime. Det er selvfølgelig ikke så enkelt, at en overgang til demokrati og respekt for menneskerettighederne automatisk ville skabe fred mellem Nord- og Sydkorea.

Den tidligere polske dissident og nuværende chefredaktør Adam Michnik sagde engang, at det værste ved kommunismen er det, der følger bagefter. Overgangen til demokrati kan skabe meget ustabilitet og usikkerhed. Men alternativerne er farligere. Når det gælder Kina, er det let at forstå, at ledelsen har taget filosoffen Konfusius' ord om, at »utålmodighed i de små spørgsmål kan ødelægge det store mål.« til sig. Kina er et sammensat og kompliceret land, og ingen af os kan være tjent med, at overgangen til demokrati skaber kaos. Derfor understreger Liu Xiaobo, at forandringerne i Kina skal strækkes over lang tid og indføres gradvis.

Men Kina kan ikke bare satse på de små skridt uden på et vist tidspunkt at tage et stort, kvalitativt skridt og åbne for fuld ytringsfrihed. Ytringsfrihed er ikke noget, som kan komme gradvis. Enten har man den, eller også har man den ikke. Og der er brug for ytringsfrihed, hvis den positive udvikling skal fortsætte.

For en ledelse, som ikke bliver udsat for intern kritik, som ikke bliver eksponeret for en fri og kritisk presse og opposition, vil forvitre og blive præget af korruption. Der er desværre alt for mange eksempler på, at autoritære regimer ikke magtede at reformere sig selv. Et meget sigende eksempel var Sovjetunionen.

Nedbrydningen af det sovjetiske samfund begyndte, da landet var på højden, og mange mennesker i Vesten frygtede, at landet ville overhale Vesten i økonomi og teknologi. Sovjetunionens statssystem havde næppe overlevet under nogen omstændigheder, men havde lederne lyttet til Nobelprisvinderen Andrej Sakharov, kunne overgangen til det, der fulgte efter, have været foregået anderledes.

Kina er antagelig ved at nå et tilsvarende vendepunkt. I et sådant perspektiv er det let at forstå forholdet mellem menneskerettigheder og fred. For hvis Kina bliver i stand til at udvikle en social markedsøkonomi kombineret med fulde borgerrettigheder, vil det have en enorm, positiv betydning for hele verden.Idealister som Liu Xiaobo er formentlig nødvendige for at få sat gang i en bevægelse i den rigtige retning.

Der er derfor, omverdenen ikke alene kan optræde pragmatisk over for Kina. Det vil sige alene at drage nytte af de økonomiske muligheder og så lukke øjnene for menneskerettighedssituationen. Det er sigende for situationen, at de fleste konkurrerer om at blive associeret med Aung San Suu Kyi, mens de bliver vage og uklare i mælet, når talen falder på støtte til menneskerettighedsaktivisterne i Kina. Sådan bør vi ikke fortsætte.