Derfor er Clinton blevet så tynd
Bill Clinton taler for første gang ud om rygterne om alvorlig sygdom. De har intet på sig, siger han.
Bill Clinton taler for første gang ud om rygterne om alvorlig sygdom. De har intet på sig, siger han.
Da Bill Clinton førte sin datter op ad kirkegulvet, var det den tidligere amerikanske præsident, der stjal opmærksomheden med sit blege ansigt og ranglede udseende.
Det fik hurtigt rygterne om, at den tidligere hjerteopererede præsident var alvorligt syg, til at svirre.
Læs også: Er Bill Clinton alvorligt syg?
Nu taler Bill Clinton ud om sygdoms-spekulationerne for første gang, og de har intet på sig, forsikrer han.
- Jeg har det fint. Jeg er begyndt på en ny kur og dyrker motion og har det fantastisk, siger 64-årige Bill Clinton til det amerikanske tv-program 'Meet the Press'.
Tidligere var han ellers kendt for - på bedste amerikansk vis - at spise kalorierig mad med cheeseburgers som favorit-spise, skriver bt.dk., men efter en række hjerteoperationer er han begyndt at tænke over sin kost.
Han har i løbet af de sidste par måneder smidt 11 kilo, fortæller han.
- Jeg forsøger at undgå nye hjerteproblemer, så jeg holder mig til mad, der er godt for mig, siger han og fortæller, at han også har lyttet til sin datter Chelsea Clintons formaninger. Hun havde krav til sin far, da hun i juli skulle giftes.
- Far, det eneste, du skal gøre, er at føre mig op ad kirkegulvet, og så skal du se godt ud, lød beskeden, som ikke var til at misforstå.
Det var imidlertid netop billeder af en bleg og tynd Clinton ved datterens bryllup, der for alvor fik rygterne om hans sygdom til at svirre.
Clinton har i øvrigt stadig fuld tryk på arbejdslivet med sin vidt forgrenede velgørenhedsorganisation Clinton Foundation, der blandt andet bidrager til bekæmpelsen af hiv/aids og bedre uddannelse i den tredje verden.