Håndbold-hysteriet skyller ind over det ganske danske land i øjeblikket. Over to millioner danskere tog plads foran skærmen, da Danmark lørdag besejrede Spanien. Men hvorfor lader så mange danskere sig rive med, når Mikkel Hansen og Co. går på banen?

Det er der ifølge livsstilsekspert Christian Grau en helt simpel forklaring på:

- Håndbold er noget, man kan samle familien om. Moren vil gerne se det, og det samme vil ungerne. Det er ikke lige som med fodbold, hvor mændene ofte sidder alene og ser det. Håndbold giver en familiær fællesskabsoplevelse, siger han og fortæller, at håndboldens stigende popularitet også bliver selvforstærkende: 

- Det bliver en regulær folkefest. Fodbold er stadig meget større end håndbold. Hvis du går ned på gaden og beder en vilkårlig om at nævne tre udenlandske håndboldspillere med navn, er det de færreste, der kan det. Omvendt kan stort set alle spytte 25 fodboldspillere ud, før der er gået et minut. Det understreger, at håndbold er et fællesskab, der handler om det danske hold og de oplevelser og succeser, som holdet skaber, mere end det er en kærlighed og interesse for sporten som sådan.

Hos TV2 Sporten glæder sportschef Frederik Lauesen sig naturligvis over de flotte seertal ved den her slutrunde. Han peger samtidigt på, at spillernes tilgængelighed for fans og medier er en stor del af forklaringen på, hvorfor det er håndbold, der bliver diskuteret rundt om ved kakkelbordene i øjeblikket:

 - Vi kan bare konstatere, at håndboldlandsholdet er det landshold i Danmark, der trækker de højeste seertal. Derfor siger jeg lidt provokerende, at håndboldlandsholdet er det mest populære landshold i Danmark. Det skyldes naturligvis også den store åbenhed, som spillerne har. 

- Det har stor betydning, at de børn, der render rundt i fanzonen med Mikkel Hansen-trøjer på, kan få stjernernes autografer. Spillerne udviser en enorm åbenhed over for presse og fans. Det oplever man ikke på samme niveau i fodbold eller andre sportsgrene.

Danmark er - udover at være værter ved det igangværende EM - også forsvarende mestre. Derudover har Ulrik Wilbek ført sit mandskab hele vejen til finalen ved de to seneste VM-slutrunder. De resultater smitter også af på befolkningen:

- Hver gang danske idrætsstjerner har succes, kommer der ekstra opmærksomhed fra befolkningens side. Det oplever vi gang på gang. Så selvfølgelig skyldes en del af den store seertilslutning, at holdet har præsteret på et så højt niveau i mange år, at vi kan tillade os at regne dem som medaljefavoritter denne gang, siger Frederik Lauesen, der selvom håndboldherrerne har seertal, som kun søndagsserier på DR plejer at kunne opnå, stadig drømmer om endnu mere:

- Det ligger ikke helt fast endnu, men jeg regner med, at landsholdet spiller semifinale fredag aften kl. 21 - og det er jo et ret godt tidspunkt for håndbold. Samtidig vil en eventuel finale være søndag eftermiddag. Så jeg tror sagtens, vi kan komme op og snuse til 2,5 mio. seere i de kampe. Og det er noget, der sker meget, meget sjældent.

Det danske landshold spiller den næste kamp onsdag kl. 20.30 mod Island.