Hun gyser ved tanken om at få et besværligt, uambitiøst, larmende barn. Og hun opregner fordele ved ingen børn: Man kan spontanrejse eller tage væk i månedsvis, stå op og gå i seng, når man har lyst. Groft sagt, som med sin mage har avlet tre børn, kan kun give Leonora ret: Ethvert af børnene var et irrationelt råb ud i universet om mening og kærlighed.

Og mens vi knoklede for at overleve, kunne vi jævnligt læse i avisen, at folk med vores indtægt ifølge eksperter slet ikke havde råd til at have så mange. Og den irrationelle galskab stopper jo ikke med børnene. For så følger børnebørnene, som for tiden truer Groft sagts ægte lædersofa med slibrigt slik.

Men mon Leonora også har tænkt på, at hun som barnløs så ikke engang kan blive berømt som monster-mor i den selvbiografi, som hendes barn skriver om sin opvækst hos en superrationel mor, som med alle midler kæmpede forgæves for at blive en stor, berømt forfatter?