Derfor blev Occupy fjernet fra Rådhuspladsen
Occupy-aktivister svinede, chikanerede og var usolidariske med andre demonstranter. Sådan forklarer Københavns Kommune beslutningen om at rydde Rådhuspladsen.
Occupy-aktivister svinede, chikanerede og var usolidariske med andre demonstranter. Sådan forklarer Københavns Kommune beslutningen om at rydde Rådhuspladsen.
Så er det slut med lejrbål på Rådhuspladsen i solidaritet med verdens 99 procent.
Mens Occupy-bevægelser over hele verden fortsat besætter offentlige pladser, blev der i morges kl.05:40 sat punktum for den danske Occupy Copenhagen’s besættelse på Rådhuspladsen.
Det var dog ikke 99 procent af befolkningen, men derimod 14 aktivister, som Københavns Politi kørte af sted med, så Københavns Kommune kunne slukke aktivisternes lejrbål og rydde deres teltlejre, som har været slået op siden 15. oktober.
Men nu er det slut. Ansvarshavende chef for byliv i Københavns Kommune, Jesper Sejerø, fortæller, at de har modtaget mange klager over aktivisterne, som har svinet og chikaneret – blandt andet nogle klimaaktivister, som demonstrerede på Rådhuspladsen i forbindelse med klimatopmødet for et par uger siden:
- De klagede over, at Occupy-bevægelsen råbte slagord, så klimaaktivisterne ikke kunne afholde deres demonstration i ro og orden, fortæller Jesper Sejerø:
- Og da det store juletræ på Rådhuspladsen skulle tændes 1. søndag i advent, kunne vi ikke gøre det i ro og fred, da aktivisterne forstyrrede, siger han og fortæller, at mange borgere har klaget til Københavns Kommune over aktivisternes ”svineri” og kaldt det en ”hjemløselejr”.
Der har simpelthen ikke været plads til andre end Occupy-aktivisterne, mener Jesper Sejerø. Vagtchef i Københavns Politi, John Hansen mener, at bevægelsens køkkener, bålpladser, boder og teltlejre har forvandlet Rådhuspladsen til en slags Christiania:
- Det er jo et værre roderi, som har haft tendens til at brede sig udover hele pladsen, siger John Hansen. Sidst i november var Jesper Sejerø til møde i Occupy-lejren sidst i november:
- Der konstaterede vi, at der blev brændt bål af, og at nogle overnattede, siger han og fortæller, at aktivisterne i begyndelsen af december fik besked på at pakke sammen på grund af chikane og manglende tilladelse til at slå lejr på en offentlig plads.
I mandags fik de aktivisterne så at vide, at lejren ville blive ryddet tirsdag. Det var de ikke indstillede på, fortæller John Hansen, vagtchef i Københavns Politi.
Politiet blev derfor nødt til at anholde seks af aktivisterne, som ikke var indforståede med at blive fjernet:
- Men vi holder maksimum på dem i seks timer, og det er kun til de er færdige med at rydde op på Rådhuspladsen, siger John Hansen. Jesper Sejerø fortæller, at Occupy-aktivisterne selvfølgelig har ret til fortsat at demonstrere på Rådhuspladsen:
- Men så bliver det en normal demonstration. Permanente konstruktioner i forbindelse med demonstrationer er slut, fastslår han og fortæller, at aktivisterne kan få deres plancher og skilte udleveret fra Københavns Kommune, men at deres presenninger og træmateriale er kørt på forbrændingen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Occupy Copenhagen.