»Der kan virkelig opstå panik«
Sne og is sætter sig fast på togene og giver udfordringer for togtrafikken. Hos DSB gør man alt for at holde togene på skinnerne i hele julen.
Sne og is sætter sig fast på togene og giver udfordringer for togtrafikken. Hos DSB gør man alt for at holde togene på skinnerne i hele julen.
Det store snefald og den ekstreme kulde giver nye udfordringer for togtrafikken. Sneen sætter sig som is på togvognene, og gør det umuligt at koble togvognene sammen. Derfor skal isen fjernes.
I DSBs klargøriongscenter på Amager arbejder man på højtryk for at fjerne is fra alle DSBs regionaltoge. Normalt kommer togene ind i den store klargøringshal for at blive rengjort og tanket op, men i dag gælder det også om at fjerne isen.
- Der kan virkelig opstå panik. Isen skal fjernes, så togene hurtigt kan komme på skinnerne igen, siger Ib Henrik Rasmussen, der er funktionsleder i DSB.
Isen på togene bliver smeltet ved hjælp af store varmekanoner. Hvis isen er rigtig tyk fjernes den med iskoste. Men det skal gå hurtigt, da togene skal overholde køreplanerne, og togene har ikke længere tid i klargøringshallen, bare fordi isen skal fjernes. Det siger Torben Rasmussen, der er håndværker i klargøringscenteret.
Samme tid uanset forhold
- Vi har den samme tid til hvert tog, uanset om der er is på eller ej. Togene skal overholde tidsplanen, så vi må have varmekanonerne i gang og arbejde ekstra hårdt når isen skal fjernes, siger Torben Rasmussen.
Når sneen er smeltet kører togene til Hovedbanegården i København, hvor passagererne stiger på. Og selvom vejrudsigterne byder på endnu mere sne, så vil klargøringscenteret arbejde hårdt og fjerne endnu mere is, så alle toggæster kommer hjem i juleferien.
- Hvis der kommer mere sne, så kommer der mere is på togene. Det bliver en stor udfordring, men vi gør alt for at få togene af sted i hele julen. Vi arbejder i døgndrift og tror på, at det kan lade sig gøre, siger Torben Rasmussen.