Italian American Museum
»In my small way, I’m a big man on Mulberry Street. I don’t mean all day - only at night when I’m light on my feet,« synger Billy Joel om hovedgaden i Little Italy, hvor restauranterne og cafeerne ligger som perler i toppen af et koldt glas Pellegrino. Vil man om bag facaden på dette temmeligt turistede strøg og kvarter, bør man besøge det lille Italian American Museum fra 2007. Amerikanere af italiensk afstamning er den femte største etniske gruppe i USA, og på museet kan man se deres historie, fra de første gik i land på Ellis Island til i dag. En af dem var Bruno Sammartino på billedet, den længst regerende verdensmester i brydning. Museet står over for en modernisering og udvidelse til det firedobbelte.
155 Mulberry Street, italianamericanmuseum.org