»Alien 3« – 1992

»Der var mange, der hadede »Alien 3«, men ingen hadede den mere end jeg,« har han siden udtalt – ligesom han i et interview svor, at han hellere ville rammes af tarmkræft end instruere en film igen. Et udsagn, han heldigvis fortrød. Den dårlige oplevelse med »Alien 3« gjorde, at han allerede fra sin næste film sørgede for at sikre sig kontrol over hver eneste indstilling.

»Se7en« - 1995

»Se7en« er blevet kaldt »den første rigtige Fincher-film«. »Se7en« handler om en ung politibetjent, spillet af Brad Pitt, der skal løse en sag om en mystisk morder, som straffer folk for de syv dødssynder. Filmen går i kødet på menneskets mørkeste sider, uden at vise nåde for hverken karakterer eller publikum. Washington Post kaldte den »mørkere i tekst og tone end en gotisk katedral i måneskær«.

»Se7en« er siden blevet krediteret for at starte en bølge af såkaldte torture-porn-gysere, med »Saw«-serien i spidsen. Noget David Fincher selv tager afstand fra: »Jeg bliver stødt, når nogen siger, at torture porn startede med »Se7en«. Den var makaber. Det var meningen. Men det, jeg virkelig godt kunne lide ved den var, at den satte ens hjerne på overarbejde. Den pirrede ens fantasi. Vi var meget bevidst om, at vi talte om tortur – men vi viste det rent faktisk aldrig.«

»The Game« – 1997

Thrilleren »The Game« blev en parentes i David Finchers værk. Hans kone Ceán Chaffin, der også er hans producer, frarådede ham at lave den, og han har efterfølgende givet hende ret. »Det er en velsignelse og en forbandelse at have sin kone som producer, for hun kender mig på mange måder bedre end jeg kender mig selv.«

»Fight Club« - 1999

Med »Fight Club« vendte David Fincher tilbage til Fox, og også denne gang vred studiebosserne sig over deres enfant terrible og hans historie om en kedelig kontornusser, der lærer at føle sig i live gennem ultravoldelige slåskampe. »Med god grund. Den var lidt af en brandbombe, men når jeg ser tilbage på den nu, synes jeg faktisk, den er harmløs, det er jo nærmest en TV-film,« har David Fincher senere udtalt. Det var imidlertid ikke reaktionen, da filmen kom ud. David Fincher har uddrag af en af de mest forargede anmeldelser hængende på sit kontor:

»Filmen er ikke kun anti-kapitalisme, men anti-samfund og – rent faktisk – anti-Gud.«

Selv grinede David Fincher bare over forargelsen: »Hvis jeg læste det, ville jeg skynde mig ind og se den film.«

Selv så David Fincher »Fight Club« som »et angreb på alle de ting, der komplicerer og forvirrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være en mand. Det er en fordømmelse af alle dem, der søger, sælger og falbyder en bestemt livsstil.«

»Panic Room« - 2002

»Panic Room« var en tæt thriller om en kvinde, belejret af brutale indbrudstyve – og en film forfulgt af uheld. Få uger før optagestart, måtte Nicole Kidman melde fra på grund af en knæskade, og blev erstattet af Jodie Foster, der førte filmen i en ny retning: »Nicole Kidman handler om glamour og fysik. Med Jodie Foster handler det om, hvad der sker i hendes øjne. Jodie har brugt 35 år på at tage valg, der definerer hende som kvinde og definerer kvinder i film. Jodie er ikke nogens trofæhustru.«

To uger inde i optagelserne, gik filmfotograf Darius Khonji, der også fotograferede »Se7en«, i vrede over David Finchers minutiøse kontrol af hver enkelt indstilling. David Fincher påtog sig skylden – men sagde i samme åndedrag, at Khonji måske havde været et forkert valg fra starten:

»Darius laver filmkunst og »Panic Room« er underholdning. »Panic Room« var aldrig tænkt som en film, der skulle sætte verden i brand.«

»Zodiac« - 2007

David Finchers næste film »Zodiac« var anderledes vigtig for ham, Den handler om en seriemorder, der i slut-tresserne dræbte mindst 13 mennesker i området omkring San Fransisco – samme område og tid som David Fincher voksede op i. Han mener selv, at Zodiac-morderen lagde grunden til hans mørke blik på verden.

»Det var en interessant og sær tid at vokse op i. Jeg har en håndful jævnaldrende venner, der også voksede op i Marin County på den tid, og de er alle sammen sådan lidt dystre, mørke og kyniske mennesker.«

Måske derfor var David Fincher ekstra efter skuespillerne, som han tit udsatte for op mod 70 takes af samme scene. Til hovedrolleindehaver Jake Gyllenhaals store frustration: »David maler med mennesker – og det er hårdt at være maling.«

»Benjamin Buttons forunderlige liv« - 2008

David Finchers næste film, blev også en personlig historie. »Benjamin Buttons forunderlige liv« handler om en mand, der er født gammel og vokser sig yngre, til han dør som spædbarn. Filmen var David Finchers første egentlige melodrama. Han har selv kaldt den »en smuk sørgesang«, og regner den blandt sine yndlingsfilm fra egne rækker, selv om mange dømte den mere besynderlig end forunderlig. Måske fordi han læste Eric Roths manuskript kort efter at have mistet sin far i 2003.

»Alle de beslutninger, jeg har truffet i mit liv, har været i håb om, at han ville blive glad eller som en modreaktion mod de ting, jeg syntes, han så for snævert på. Og lige pludselig var der ikke noget nord i mit liv længere, kun syd, øst og vest. Da jeg læste Eric Roths udkast til manuskriptet, følte jeg, at han talte om oplevelser, jeg havde haft. Alle blev ved med at sige til mig, at karakteren var for passiv, og hver gang sagde jeg »men min far var passiv«. Der findes folk, der går passivt gennem livet.«

»The Social Network« - 2010

David Fincher, den kyniske, klarøjede og kontrollerende instruktør, og Aaron Sorkin, den lynende intelligente speedsnakkende og –skrivende manuskriptforfatter, viste sig at være et perfekt match til »The Social Network«, filmen om Facebook-stifteren Mark Zuckerberg. David Finchers karakteristiske fascination af den altomstyrtende outsider blev parret med Sorkins afsmag for den elektroniske verden, og resultatet blev en film, der eksisterer i et spændingsfelt mellem fascination og foragt af og for hovedpersonen.

»Mit mål er at gøre folk usikre. Der er hundredvis af film hvert år, der prøver at være din bedste ven, og jeg har ikke behov for at være med i det felt,« har David Fincher udtalt om filmen, der er blevet kaldt »indbegrebet af sin tid«, selv om den også er blevet kritiseret for at være »en film om generation 2.0 lavet af en person fra generation 1.0«.

»Girl With a Dragon Tatoo« - 2011

David Fincher sagde først nej til at instruere den amerikanske version af Niels Arden Oplevs »Girl With a Dragon Tattoo« – han mente, at han havde lavet de seriemorderfilm, han skulle efter »Se7en« og »Zodiac«. Men dynamikken mellem den utilpassede unge Lisbeth Salander og den ældre journalist Mikael Blomkvist fascinerede alligevel så meget, at Fincher endte med at sige ja. Undervejs i optagelserne startede et rygte om, at han både på og uden for settet prøvede at kontrollere sin unge hovedrolleindehaver Rooney Mara i nærmest sygelig grad.

I virkeligheden handlede det om, at han ikke ønskede at hun skulle udtale sig til pressen, fordi det ville bryde illusionen om den mørke og utilnærmelige Lisbeth Salander.

»Jeg er overbevist om, at der findes mennesker, der tror, at jeg bider hovedet af hundehvalpe. Der er ikke rigtigt noget, jeg kan gøre ved det. Jeg opgav at bekymre mig om den slags for mange år siden. Jeg kan huske, at jeg engang udtalte, at »jeg har dæmoner, man slet ikke kan forestille sig«. Det var for sjov, og det var taget ud af kontekst. Men mine forældre bliver altid lidt bekymrede over mine udtalelser.«

»House of Cards« - 2013

De seneste ti år er de kreative kræfter i stigende grad rykket over i TV-serie-formatet. Da streaming-giganten Netflix besluttede at lancere egenproduceret dramatik, skulle det følgelig være med de bedste af de bedste. Valget faldt på David Fincher, der var konceptuerende instruktør på og selv instruerede de to første afsnit af »House of Cards«, om den manipulerende vicepræsident Frank Underwood, spillet med iskold charme af Kevin Spacey.

For Fincher var det lidt af et chok at lave TV. »Det var som at befinde sig på en gigantisk båd, der styrer ud over et vandfald! I ni måneder. Man kan bilde sig selv ind, at man kan styre den, men det eneste man kan, er at sørge for, at vandet er dybt nok der hvor båden lander. Det ligner ikke noget, jeg har prøvet før. Man skal skyde fem sider om dagen, så det store spørgsmål bliver »hvor godt kan det blive?«

Der er altid det og det, der ikke kan lade sig gøre, og man tænker hele tiden »historie, historie, historie. Fortælling, fortælling, fortælling«. »har jeg brug for det her?« »Hvad er jeg nødt til at have?« Det er både skræmmende og frustrerende, men også virkeligt spændende.«

»Kvinden der forsvandt« – 2014

Hvad »Fight Club« var for den moderne livsstil, er biografaktuelle »Kvinden der forsvandt« for det moderne ægteskab. Nick Dunne, den udadtil så perfekte ægtemand, kommer under anklage, da hans lige så perfekte hustru Amy forsvinder under mistænkelige omstændigheder. Men som altid i en film af David Fincher, er intet som det ser ud i mørket under den lysende overflade.

»Filmen fungerer som et medrivende mysterium, men den stiller også spørgsmålstegn ved vores kulturelle narcissisme og ved, hvem vi tror, vi er som gode hustruer, gode ægtemænd, gode kristne, gode naboer, gode Amerikanere og gode patrioter. Når du først stiller ind på alle sprækkerne i nogens offentlige facade, får du øje på ting, du ville ønske, du ikke havde set. Kan vi selv stå mål for den samme ransagning, som vi udsætter folk for, som vi aldrig har mødt?« har David Fincher selv udtalt.

»Kvinden der forsvandt« er baseret på Gillian Flynns bestseller »Gone Girl«, og hun har også skrevet filmens manuskript. Det samarbejde var så godt, at Gillian Flynn og David Fincher også samarbejder om den kommende HBO-serie »Utopia«, baseret på Channel 4-serien af samme navn. Hvad der derefter skal ske, står hen i det uvisse. I hvert fald officielt.

»Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen nu. Jeg kan ikke rigtigt se et mønster i de ting jeg laver, men jeg er sikker på, at hvad end det bliver, vil det blive en åbenbaring for mig. Jeg er bare en hamster i et hamsterhjul.«

Et hamsterjul, der konstant drejer i nye retninger vel at mærke.

Citerede interviews: The Guardian 24.4..2002. Af Xan Brooks.The New York Times. 18.2.2007. Af David M. Halbfinger. Filmcomment. November 2008. Af Amy Taubin.The New York Times 4.10.2010. Af David Denby.Empire Magazine. Marts 2013. Af Nev Pierce. Playboy.com. 16.9.2014. Af Stephen Rebello.The Guardian. 27.9. 2014. Af Nev Pierce. The New Yorker. 8.10.2014. Af Joshua Rothman