CAIRO: For kritikere i Vesten er det en alvorlig trussel mod et spirende demokrati og en omstyrtning af Egyptens første folkevalgte præsident. For mange af de egyptere, der normalt bekender sig til vestlig kultur, er det derimod en redningsaktion for at give demokratiet en ny chance og sikre landet mod terroristers magtovertagelse og et islamistisk diktatur.
Bloggeren og kommentatoren Mahmoud Salem alias den provokatoriske egyptiske stemme på internettet »Sandmonkey« har en helt tredje forklaring til det politiske kaos, som i øjeblikket hærger de egyptiske gader.
»Det er to kræfter fra det tidligere regime, der kæmper mod hinanden. Det Muslimske Broderskab lavede lige til det sidste handler med Mubarak-regimet. Vi har siden haft valg, men der har aldrig været nogen kontrol med resultaterne,« siger Salem.Han mener, at der efter afsættelsen af diktatoren Hosni Mubarak tilsyneladende er blevet indgået en »handel« mellem »den dybe stat« anført af generalerne og Broderskabets ledere, hvor de skulle agere rollen som resultatet af revolutionen og overtage pladsen fra Mubaraks hidtil politisk altdominerende parti. Til gengæld »hjalp« staten Broderskabet til deres valgsejre, mener Salem.
»Men aftalen blev uholdbar, da islamisterne så foretog sig ting, ikke kunne håndtere Sinai og opfordrede folk til at tage del i kampen i Syrien uden træning og våben. Det fungerede ikke.«
Salem er langtfra alene med den beskyldning. Ingen kan vide sandheden om eventuel valgsvindel med de egyptiske valgresultater. Der er heller ingen, der trods store demonstrationer kan vide sig sikre på det reelle omfang af opbakningen til militærets magtovertagelse. Men udviklingen efter de 18 euforiske dage for mere end to et halvt år siden er langtfra gået, som de revolutionære aktivister helt i forgrunden ønskede. Det er sikkert.
Mange af dem har de seneste uger, efter volden eksploderede, taget afstand fra både militær og Broderskabet, og det er en svær position, påpeger Salem:
Umuligt at opholde sig i midten
»Ingen vil i øjeblikket tillade, at du holder dig i midten. Der er to lejre, og hvem, der end befinder sig imellem dem, er i krydsilden.«
Salem har været med fra begyndelsen. Under Mubarak-regimets brutale politistat var han en ud af en håndfuld anonyme bloggere, der løb en stor risiko med at sende deres kritik af regimet ud i verden. Siden hjalp han aktivt med at skaffe forsyninger til Tahrir-pladsen og blev overfaldet af sikkerhedsstyrker. Han har uden held forsøgt at kandidere sig til parlamentsvalget på en ikke-religiøs politisk platform, hvor han undslap et attentat. Han har også modtaget priser af blandt andre Berlingske og fra amerikanske universiteter som symbol for den revolutionære bevægelse blandt de unge egyptere, der med demokratiske paroler betog verden, men som ikke har formået at omveksle sympatien fra gaden til reel politisk indflydelse.Flere gange og senest med nye demonstrationer i foråret har de forsøgt at »genstarte revolutionen«, som, de mener, islamisterne har »stjålet«. Med kæmpedemonstrationerne 30. juni i en række egyptiske byer så det i et glimt ud til at kunne lykkes, men for Salem var afsættelsen af præsidenten nogle dage senere i virkeligheden styret af to adskilte begivenheder, der smeltede sammen. Han havde selv involveret sig i den store, folkelige protestbevægelse mod Mohamed Morsi i månederne forud og mener, at det var uundgåeligt, at han måtte presses væk.
»Vi skubbede på for at få udskrevet et nyvalg, men Morsi afviste, og i stedet sagde han, at det enten var hans fortsatte styre eller et blodbad.«
Da generalerne så greb ind, mener Salem, at de efterfølgende har udnyttet situationen til deres egen dagsorden gennemtvunget med vold, som ingen andre har indflydelse på. Salem forsvarede blandt andet på BBC i begyndelsen, at der ikke var tale om et kup, men i stedet udtryk for »folkets vilje«.
»Jeg var magtesløs og havde elendige valgmuligheder. Skulle jeg sige, at de skulle bevare præsident Morsi ved magten, den samme mand, der var ved at antænde en borgerkrig? Eller skulle jeg kalde det et kup og miskreditere alle de mennesker, der gik på gaden, fordi det i sidste ende var militæret, der fjernede ham?,« siger han.
Militæret udsatte skrækscenariet
»Jeg forsvarer ikke de handlinger, som politiet har foretaget, og har jeg forsvaret militæret? Helt sikkert ikke.«
Han mener, at Egyptens militære øverstkommanderende og landets egentlige leder i øjeblikket, general og forsvarsminister Abdul Fatah al-Sisi, har skabt en situation, hvor en stor del af befolkningen uanset midlerne vil støtte ham i konfrontationen med Morsi-tilhængerne og Det Muslimske Broderskab.
»Hvad militæret har gjort, betragter generalerne som en del af forhandlingerne med Broderskabet. Jeg tror, deres strategi er at sende et budskab: Vi kan få jer til at forsvinde. Realiteten er, at befolkningen var blevet psykisk forberedt på, at man ville gribe ind på denne måde, og mange var faktisk forbandede over, at det ikke var sket før. Og nu er vi midt i det. Militæret erklærede, at man ville skabe stabilitet og ro, men de udsatte bare skrækscenariet.«
Salem erklærer sig selv som arg modstander af militærets brug af konfrontationer, og han mener, at Broderskabets reaktion og de seneste dages eskalering af vold i gaderne har vist, at strategien ikke virker.
»Det Muslimske Broderskab vil trække sig tilbage og vente på, at situationen udvikler sig. Snart vil der ikke være partier, ingenting, og så kan enhver kritik blive forbudt med henvisning til, at vi har undtagelsestilstand. Militæret kan anholde en masse ledere og meget let etablere stabilitet på kort sigt, men det vil sandsynligvis kun vare to-tre måneder. Så kan der komme bombeangreb. Vi vil ikke engang vide, hvem lederne er, og hvem skal man så tale med?«
Et stort problem er, siger han, at hverken medier eller andre fokuserer på de fejltrin, som Broderskabet ifølge ham åbenlyst har begået med politisk uduelighed, korruption, tvivlsomme studehandler og manglende evne til at få de voksende uroligheder på Sinai-halvøen under kontrol.
Broderskabet kan udstille sig selv som offer
»Ingen tager fat i det eller deres islamistiske ideologi. I stedet siger man, at islamisterne er en del af den internationale terrorisme. Derfor kan Broderskabet udstille sig selv i offerrollen som udsat for en smædekampagne.«
Salem siger, at han i øjeblikket ofte møder argumentet om en form for »revolutionær stabilitet«, hvor folk stoler på hæren, »og det er det«.
»Det vil bare ikke virke. Hvis jeg skal være rigtig hjerteløs, vil jeg sige, at det ville være en god ting, hvis vore fjender, det gamle regime, som Broderskabet også på deres måde var en del af, bekæmper hinanden direkte. Men det er ikke, hvad der sker. Politiet dræber islamister, men islamisterne bekæmper kristne, og militæret siger til folk, at de skal forsvare politiet, selv om politiet jo skulle forsvare dem. Før var folk bange for staten. Nu er de bange for hinanden, og det er et stort problem.«
Et lille lyspunkt, som Salem ser i det nuværende kaos, er, at han fortsat kan øjne en vej mod et egyptisk demokrati. Han påpeger, at hverken militæret eller deres allierede hidtil har været i stand til hverken at skabe stabilitet eller grundlaget for den politiske og økonomiske udvikling, som befolkningen ønsker.
»Det gamle regime fejlede, så fejlede militærets midlertidige regering, og derefter fejlede islamisterne. Nu er militæret trådt til igen, men det vil heller ikke virke denne gang. Vi må have noget nyt.
Én sidste fest
Det var ikke givet, at det skulle udvikle sig sådan, men vores befolkning har valgt at gå igennem det på denne måde,« siger den egyptiske samfundsrevser, der ynder at betegne sig selv som kompromisløs liberalist med den skarpe, sarkastiske ironi, der over internettet har vundet tilhængere i Vesten, men som også har placeret ham som en yderligtgående, ekstrem stemme i det stærkt traditionsbundne og religiøse Egypten.
»Min evne til at se vittigt på situationen betyder ikke, at jeg er ubekymret. Det afslører snarere min mentale tilstand på randen af decideret rædsel,« siger han med et lille smil, da interviewet er ved at være forbi fredag ved middagstid på en af overklassens oaser Cafe Left Bank på Zamalek-halvøen, mens situationen allerede var ved at udvikle sig til skud i gaderne og alle mod alle nogle få kilometer borte i Cairos centrum.
En situation, som Salem i øjeblikket har meldt sig ud af efter de mange års risikabel kamp, helt i forgrunden, for Egyptens fremtid:
»Nu tager jeg til et bryllup. Jeg spurgte, om de mente det alvorligt her, mens hele landet er ved at gå ned i flammer. Men som de sagde: »Én sidste fest. Lad os bare drikke os fulde, hvad er der ellers at gøre?«.«