Hvad vil det betyde at kåre Danmarks nationalret?
»Det giver slet ikke mening at tale om én nationalret! Der er en også verden udenfor, som har præget os og vores madkultur. Og vi er alle sammen præget af den egn, vi kommer fra. Og hver årstid har jo også sine retter. Der er altså ikke bare én ret, der fungerer hele året alle steder! Spørg en franskmand om det samme, og han vil grine!
Mad er mangfoldighed og samling. Det er kulturmøder – vi mødes i maden. Måltidet giver forståelse for hinanden, og fællesskab om måltidet skabes ikke ved, at alle i landet skal sidde og spise svin.«
Hvad er din egen danske favoritret?
»Det er umuligt bare at pege på én ret – mad er så mange forskellige ting! Som da jeg for nylig var i Thisted ved skumringstid og fik klokkelynghonning med æble-hyldesuppe, æblekage og rugbrød af nyhøstet rug. Eller i Hvidesande, hvor man får skrubber fra Ringkøbing Fjord, kartofler med muldjord, gråpærer og rønnebær. Men hvis jeg alligevel skal nævne noget, så synes jeg, at æblet er helt magisk! Æbleflæsk med groft rugbrød og kruspersille – det er en fantastisk ret lige nu!«
Hvordan ville du lave den i dit eget køkken?
Du skal bruge:
1 kilo syrlige æbler
1/2 kilo søde æbler
En stang kanel
4 spsk. sensommerhonning
4 løg
1/2 kilo stegeflæsk uden svær
4 grene timian
Groft rugbrød
Kruspersille
»Gør først løg og syrlige æbler i stand. Løgene skal snittes groft, æblerne skrælles og skæres i både. Kom så løgene i en gryde og brun dem i et par spiseskefulde smør.
Når løgene er brunede, kommer du æblerne ved – lad dem lige stege lidt med løgene. Kom herefter et par deciliter vand og timian i og lad det koge ind i ca. 10-15 minutter. I mellemtiden kan du gøre de søde æbler klar samt skære flæsket i strimler og krydre med salt og peber. Det skal steges i ovnen ved god varme – det er ca. 200 grader – til det bliver sprødt.
Når vandet er kogt ind, vender du de søde æbler i retten og smager til med sensommerhonning – ca. 4 spsk. Til sidst anretter du æbler, flæsk og groft rugbrød på en tallerken med persille – kruspersille naturligvis!«