10:10: Metal Hovedstaden i København.
Her handler det om nuancen af rød. På podiet sidder SFs sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen og Enhedslistens spidskandidat, Morten Kabell, på hver sin side af Frank Jensen. Klar til to timers paneldebat og diskussion med de faglige pensionister og efterlønnere i LO Faglige Seniorer i Storkøbenhavn.
»Vi har inviteret vores arbejderpartier. Overborgmesteren, borgmesteren og den kommende borgmester,« introducerer formand Knud Johnsen og understreger, at han mener, at kommunalvalget handler om »at udbygge arbejderflertallet og slå de blå tilbage.«
Seniorernes formand er ikke tilfreds, når han ser ud over salen, hvor fagforbundenes røde faner hænger på væggene.
Der er for mange ledige pladser, mener han. Særligt i forhold til sidste gang, der var sådan et arrangement. Dengang var der flere end 300 personer, og salen var helt fyldt.
»Sig til de af jeres kollegaer, som ikke er dukket op i dag: Det kan de sgu ikke være bekendt. Det må de gøre bedre om fire år.«
13:36: Rådhushallen på Københavns Rådhus
»Jeg er bange for, at prisen er givet på baggrund af Franks gode taleevner,« siger Pia Allerslev fra Venstre med et smil til kameraet.
De to spidskandidater i den københavnske kommunalvalgkamp er live igennem på TV 2 News. En halv time tidligere er det blevet offentliggjort, at Frank Jensen af organisationen FDI Association er blevet kåret til verdens næstbedste politiker, når det kommer til investeringsfremme.
Pia Allerslev fremhæver en analyse fra Dansk Industri, hvor København ikke får samme gode karakterer for sit erhvervsklima, og Frank Jensen lytter med læberne knebet sammen.
Inden kameramanden løfter kameraet ned fra skulderen, når overborgmesteren dog at understrege det brede samarbejde i Borgerrepræsentationen om at forbedre mulighederne for erhvervslivet i hovedstaden. Og her er det Pia Allerslev, der må nikke og smile, mens hun lytter.
Bagefter konstaterer den mørkhårede journalist:
»Hvor er I dog civiliserede.«
»Jamen, vi er jo ikke så uenige lige på det her punkt,« erkender Frank Jensen.
»Nej, hvis emnet havde været fri hash, havde det nok været noget andet,« siger Pia Allerslev med en drillende tone i stemmen.
»Du mener legalisering af hash, Pia. Det er det, det hedder,« siger Frank Jensen roligt.
Efter et kvikt kindkys med konkurrenten krydser overborgmesteren og hans pressechef rådhushallen på vej tilbage til overborgmesterkontoret og en stribe telefoninterviews om blandt andet Wonderful Copenhagens strategi og overborgmesterens rejseudgifter, som er kastet ind i kalenderen.
14:36: Magistratsalen på Københavns Rådhus.
»Skal jeg til den konference?«
Det er anden gang, Frank Jensen spørger, og han ser indtrængende på ansigterne rundt om det store bord.
Det første emne på direktionens møde er en konference den 4. december om udbygningen af Metroen til Malmö, og her er Frank Jensen tiltænkt en hovedrolle, hvor han blandt andet skal deltage i en paneldebat om fordelene ved en sådan udvidelse.
»Ja, det er jeg bange for. Det er afslutningen på hele det projekt, vi har kørt de sidste fem år,« svarer en af de jakkesætsklædte embedsmænd på hans højre side.
Overborgmesteren sukker dybt og opfordrer embedsmændene rundt om bordet til at bruge realitetssansen. Hvis den kommende finanslovsaftale skulle rumme plads til en metroudbygning til Sydhavnen, så er det vist så langt, som man kan håbe på at komme rent politisk i den nærmeste fremtid, argumenterer Frank Jensen.
»Jeg vil godt komme og byde velkommen, men jeg synes, at det er eksperter, der skal sidde og diskutere en metroudbygning i et panel. Jeg kommer til at ligne en hund i et spil kegler.«
Direktionsmedlemmerne nikker langsomt, og Frank Jensen konkluderer kontant, at det så er sådan, det bliver, inden han afslutter diskussionen:
»Det er godt, at nogen har det lange lys på, men det kan godt blive lige langt nok her fem dage før (kommunalvalget, red.).«
17:27: Biblioteket på Amager Fælled Skole.
»Vi skal lave en turn-around af opfattelsen. Vi skal tage de 25 procent af københavnerne, som ikke tør vælge folkeskolen til, dybt alvorlig.«
Omkring 50 personer er mødt frem for at diskutere Socialdemokraternes visioner for fremtidens københavnske folkeskole.
»Vi skal gøre det. Vi skal ikke bare tale om det, når der er valg. Vi skal tage ansvar for at ændre det,« siger han og understreger, at det betyder, at der skal leveres på alle niveauer, hvis man skal være en del af den københavnske folkeskole: »Jeg giver gerne en garanti til forældrene om, at vi som ansvarlige politikere tager konsekvensen, hvis ikke skolen er ledet godt nok.«
En kvinde i orange cardigan tager hænderne op til panden og ryster demonstrativt på hovedet. En gråhåret mand i sort trøje sukker dybt, mens han hurtigt tager noter på et stykke papir. Han skriver TILLID med store bogstaver.
Forårets konflikt, hvor politikerne pludselig trådte i karakter som arbejdsgivere i den klassiske faglige kamp mod lærerne som lønmodtagere, har ikke gjort folkeskoledebatten lettere, erkender Frank Jensen.
Men det er netop dobbeltrollen i arbejdet som overborgmester, der har fanget ham, forklarer han en time senere er på vej ud til den ventende bil. Det var det, der fik ham til at vende tilbage til fra erhvervslivet til kommunalpolitik.
»Der er meget mere drift i at være borgmester end i at være minister. Jeg skal både være politiker og direktør på en og samme gang. Men det er også det, der gør det spændende. Jeg kan godt lide at have mange bolde i luften, ellers kommer jeg til at kede mig.«