Tænk, at sådan en lille mand fik så stor en kiste, bemærkede min yngste søn ved Napoleons grav i Paris. Lille mand. Stor plads i historien. De jordiske rester af en mand til hvem det franske folk klyngede deres håb om frihed, lighed og broderskab efter næsten ti års revolution, blod og uro.
Men ak. Napoleon var ikke, hvad revolutionen havde brug for, for magten smagte ham, og det fik både venner og fjender at mærke.
Sådan går det tit i historien: Forløseren viser sig at være endnu en magtsyg galning. Det lykkedes til sidst for Frankrig, og nogle gange går det da heldigvis også sådan, at mure bliver revet ned, regimer opløst og folkets vilje bliver hørt ved frie valg, så nye nationer, der passer den demokratiske have med omhu, skaber solid grobund for ægte demokratier. Men det tager lang tid. Virkelig lang tid.
Lige nu flyder blodet i Egyptens gader, og i Syrien hamrer Assad løs på modstanderne og skyr ingen midler for at knægte de oprørere, der så længe har været i gang med at prøve at sparke tronen væk under ham. Vi tror ikke længere på, at det arabiske forår spirer med demokratiske blomster.
Og efterhånden som voldsomhederne tager til, ser vi desværre også den virkelig ulækre side af oprør og revolutioner: De blodige optøjer bliver et skalkeskjul for at få ordnet »unfinished business« med enten naboer eller grupper, man ikke sympatiserer eller deler tro med.
Der er rundt omkring i historien røget mange med i guillotinerne, galgerne og i pøblens lynch-togter, der ret beset ikke skulle have endt deres dage der, og nu er ingen undtagelse. Tag f.eks. de kristne i Egypten, der slås ihjel og deres kirker, der brændes ned, i øvrigt mens gerningsmændene krammer og jubler. Man skulle tro, at disse »oprørere« havde travlt med at kæmpe for demokrati og lige rettigheder til alle Egyptens borgere, men nej – der er skam tid til lige at få det kristne mindretal ned med nakken.
Føj.
Præcis det samme er sket andre steder, blandt andet for det muslimske mindretal i Myanmar for lige at dokumentere, at vi ikke her har med tro at gøre, men med samfund, hvor de sekteriske spændinger får udløsning gennem en blodrus, når man lige får chancen.
Udover det åbenlyse, forfærdelige og urimelige i disse ugerninger, skader man helingsprocessen efter en revolution endnu mere, og lægger yderligere år til muligheden for at få et nogenlunde stabilt samfund.
Der synes nemlig ikke at være nogen Mandela i Mellemøsten til at sikre en nænsom heling. Så hvad der allerede nu synes som en evighed, men revolutionshistorisk »kun« har taget to år, bliver nu yderligere forlænget.
Der er ingen drejebøger til revolutioner, hvor vi kan sikre os en »Happy End«, men hvor ville jeg ønske, der var en til denne.