Først og fremmest vil jeg byde den kendte journalist Jeppe Nybroe velkommen ud i friheden og selvfølgelig også ønske tillykke til hans familie og venner med, at der kun gik 28 dage med Jeppe Nybroe som gidsel i Mellemøsten.

Jeg er selv meget nær pårørende til et tidligere gidsel, kaptajn Eddy López, og jeg måtte igennem det samme helvede, som også Jeppe Nybroes familie må have været med uvished, søvnløse nætter og lange dage, hvor det mentale pres får ens sindstilstand til at svinge mellem håb og håbløshed blandet med en kæmpe frustration. Mit mareridt varede ikke i 28 dage. Det varede i 838 dage. Jeppe Nybroe og hans familie blev skånet for presseomtale. Nyheden om hans kidnapning blev ikke bragt i medierne, fordi familien ikke ønskede det. I familien er der også en bror til Jeppe Nybroe, som er redaktionschef på TV 2.

Kidnapningen af fem personer fra Læger Uden Grænser, herunder en dansker, var fremme i medierne i starten af januar. Det samme var kidnapningen af to svenske journalister i slutningen af 2013, men medierne under ét tav om Jeppe Nybroes kidnapning. Der var ellers det fælles træk, at kidnapningerne af pressefolkene var begået af en kriminel bande med det formål at få en løsesum. Chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, lyttede til Jeppe Nybroes familie, men han lyttede ikke til os pårørende til Eddy og Søren.

I begyndelsen af juni 2012 begyndte bladet igen at skrive om Eddy og hans besætning, der var gidsler i Somalia. Det var et rigtig skidt tidspunkt at skrive om dem, fordi der blev forhandlet på livet løs for at få Eddy og de andre hjem. For første gang i over et år vidste jeg og følte, at det gik den rigtige vej. Derfor sendte jeg et appelbrev til Poul Madsen på vegne af Søren Lyngbjørns forældre, Eddys kæreste og børn i Chile om, at Ekstra Bladet ville hjælpe vores kære i Somalia bedst ved at lade være med at skrive om sagen i den fase, som forhandlingerne om deres løsgivelse var inde i. Vi skrev også til Poul Madsen, at både gidslerne og vi pårørende havde lidt nok. Han svarede kort efter, at hvis tavshed kunne få søfolkene hjem, så var de kommet hjem, og så skrev han, at han ikke kunne imødekomme vores ønske. Poul Madsen ville ikke tie, for så passede han ikke sit job som journalist, skrev han.

Man må sige, at det gjorde han så heller ikke i kidnapningen af Jeppe Nybroe. Poul Madsen har forklaret, at Ekstra Bladets tavshed skyldtes, at han i Jeppe Nybroe-sagen vidste, at der var forhandlinger i gang for at få ham hjem. Det var der ikke i sagen om søfolkene, påstod han. Men det var netop det, vi pårørende fortalte ham i vores appel til ham.

Det får mig til at tænke på den nepotisme, som jeg føler har præget medierne i Jeppe Nybroes sag. Jeppe Nybroe, Eddy og hans besætning sad under samme vilkår hos kriminelle bander under belastende forhold, både fysisk og psykisk. Jeppe Nybroes familie kan glæde sig over de store hensyn, pressen tog til hans kidnapning hele vejen igennem.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor dobbeltmoralsk og hyklerisk det er især for Ekstra Bladets vedkommende. Der er forskel på, om det er søfolk eller pressefolk, der er taget som gidsler. Og derfor også stor forskel på, hvordan familierne til gidslerne er blevet behandlet.

Gennem ti måneder levede vi med Ekstra Bladets kampagne. Hver eneste dag var der billeder af Eddy på forsiden, mange gange over hele forsiden og på spisesedler på fortove udenfor kiosker. Jeg kunne ikke gå ind i et supermarked eller en kiosk uden at avissalgsstanderen med Ekstra Bladet og Eddy på forsiden rev i mine nerver. Det var belastende og frustrerende, fordi jeg på telekonferencer i Udenrigsministeriet fik at vide, at Ekstra Bladets kampagne skadede forhandlingerne og lavede meget rod i det hele. Piraterne havde fået en mediepartner, som de udnyttede for at få flere løsepenge, og det trak pinslerne ud for Eddy og hans besætning. Jeg mærkede det selv, fordi piraterne med tæsk og trusler tvang Eddy til at ringe til mig, hvor han græd og fortalte, hvor dårligt han havde det. Det var pinefulde og frustrerende stunder. Bekymringerne var ved at æde mig op indvendig og uvisheden var ulidelig.

Der var en del demonstrationer for Eddy og hans besætning. Og det skete igen i januar 2013 på Rådhuspladsen i København, hvor Poul Madsen holdt tale. Jeg var så bekymret for den demonstration, fordi jeg godt var klar over, at det var det eneste, piraterne gerne ville have. Det blev selvfølgelig også nævnt på telekonferencerne i Udenrigsministeriet. Den demonstration ville skade mere end den ville gavne for at få Eddy og hans besætning fri. Jeg var så frustreret, at jeg følte, jeg måtte gøre noget. Derfor advarede jeg mod demonstrationen i januar på Facebook-gruppen, der var en del af Ekstra Bladets kampagne. Jeg gjorde det som repræsentant for Eddys nærmeste familie i Chile, hans kæreste og tre børn. Men så beskyldte en journalist fra Ekstra Bladet mig for at være løgner. Ekstra Bladets journalist Thomas Gösta Svensson reagerede ved at svare mig sådan:

»Jeg er journalist på Ekstra Bladet og er med til at dække sagen. Jeg respekterer fuldt ud din mening om denne sag – den er fyldt med dilemmaer og synspunkter – og deler også verdens førende eksperter/myndigheder. Men jeg bliver indigneret, når du ikke fortæller sandheden. Det er direkte løgn, at du taler på familiens vegne. Du taler måske på Eddys kones vegne – men hans mor og søstre tager afstand fra dig og din ageren i sagen. Som medlemmerne af denne gruppe kan se, ligger der herunder et indlæg fra gruppen Fuerza Polito – det er skrevet af Eddys søster Lorena, og her takker hun danskerne af hele sit hjerte for deres støtte og for at møde op til demonstrationen på fredag. Her til aften har jeg skrevet med Lorena. Hun påpeger, at du ikke er i familie med Eddy.«

Nu er det bare sådan, at Eddy aldrig har haft en søster, der hedder Lorena. Derfor ved jeg ikke, hvem Thomas Gösta Svensson havde skrevet med. Jeg opgav at svare ham. Den samme journalist ringede til mig mange gange i løbet af 2011 for at få mig til at fortælle om sagen. Derfor vidste jeg jo godt, hvem han var og er, og han vidste, hvem jeg var. Han sagde på et tidspunkt i telefonen til mig, at »det var en god historie«. Det havde jeg det ikke godt med.

Facebook-gruppen tilknyttet Ekstra Bladets kampagne var ikke omfattet af Pressenævnet, og dermed kunne Ekstra Bladets journalist kvit og frit beskylde mig for at være løgner på trods af, at han selv havde skrevet forkerte oplysninger om Eddys søster. Havde Ekstra Bladet lyttet til os pårørende – som de gjorde til Jeppe Nybroes familie – var det ikke sikkert, at de ubeskrivelige lidelser i gidselhelvedet for Eddy og hans besætning var trukket ud i 838 dage. Det var også et mareridt for os pårørende.

Det var den værste periode i mit liv.