Det var aldrig rigtig planlagt. Telefonen ringede. Det var Stefan. Han sagde, at han havde fundet de der klassiske noder, som Signe så godt kunne lide. Om hun ikke kom over i studiet og hentede dem? Jo, det kunne hun da godt.
Da hun trådte ind ad døren til Granny-studiet, var Stefan og Søren i gang med at indspille et nyt nummer. Rollo & King, som de to skolelærere med efternavnene Nielsen og Poppe kaldte sig, havde skrevet »Der Står Et Billede Af Dig På Mit Bord«, som de ville have med i det danske Melodi Grand Prix. Om hun ikke lige kunne lægge noget kor på omkvædet, nu hvor hun alligevel var der? Jo, hvorfor ikke?
Det havde hun trods alt allerede gjort en del gange efterhånden. Senest på landeplagen »Ved Du Hvad Hun Sagde«. Musikken var godt nok lidt fjollet og i den lette ende, men det var jo Søren og Stefans projekt – ikke Signes. Hun var bare med som korsanger. Ude på blokvogne, diskoteker, den slags. Og pengene var et godt supplement til den SU, hun fik som studerende ude på Rytmisk Musikkonservatorium.
Da Signe havde sunget sin korstemme på omkvædet, spurgte Søren og Stefan, om hun ikke også lige kunne give andet vers et skud. Og det gjorde hun så.
»Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg var ved at strikke mig selv ind i noget Melodi Grand Prix, hvor jeg ville få en fremtrædende rolle. Det lyder virkelig dumt og blondineagtigt. Men jeg var jo vant til bare lige at komme forbi, lægge et eller andet på, og så gå igen. Jeg havde ikke noget blik for, hvad konsekvenserne var,« fortæller Signe Svendsen.
Sangen kom til Grand Prix
Sangen kom efterfølgende med blandt de ti numre, der i 2001 skulle dyste om at få lov til at forsvare Brødrene Olsens sejr fra det internationale Melodi Grand Prix året forinden.
»Det var først, da vi kom ud i den gamle TV-by og skulle øve koreografien, at det gik op for mig, hvad det var, jeg havde rodet mig ud i. Jeg troede bare, at jeg skulle stå på min korsangerplads og synge verset, mens de to andre stod fremme på scenen. Men så sagde produceren: »Vi har jo den her catwalk. Hvad nu hvis du står nede for enden og så kommer gående op, mens du synger verset?« Da gik det op for mig, at der var nogle roller, der begyndte at tippe.«
Siden gik det som bekendt hverken værre eller bedre, end at korsangerinden, der kom ind fra siden, endte med at være med til at vinde det danske Melodi Grand Prix og et par måneder senere snuppede andenpladsen ved den internationale finale i Parken. Unge Signe Svendsen fra Rytmekonservatoriet var nu blevet landskendt. Som Søde Signe fra Rollo & King.
Berømmelsen, der skyllede ind over hende i den periode, var ikke en, hun nogensinde havde sigtet efter. Som studerende på Musikkonservatoriets sangerlinje var den største drøm at kunne leve af at spille musik. Hverken mere eller mindre. Forbillederne var sangskrivende sangerinder som Aimee Mann og Shawn Colvin, men under studietiden var det mest blevet til tjanser som korsangerinde i forskellige sammenhænge.
»Selvfølgelig havde jeg da tænkt, at det kunne være sjovt at være Sanne (Salomonsen, red.) Og jeg snusede da også lidt til det fra sidelinjen. Jeg havde et år, hvor jeg sang kor for Aqua. Jeg var bl.a. med til MTV Music Awards i Milano. Det var lige i den periode, hvor de var ret hotte. Og det var da sjovt at prøve. Men jeg kan huske, at da vi sad i tourbussen, og alle folk skreg og råbte udenfor, tænkte jeg, »godt det ikke er mig«. Det pres, de var udsat for, al den lir! Jeg var nok mere tiltrukket af at bevæge mig i mellemlaget, hvor man kan turnere rundt på nogle mindre klubber og komme helt tæt på publikum. Hvor det ikke handler så meget om image, men mere om musikken.«
Landskendt
Men efter Melodi Grand Prix-sejren var hun nu selv blevet landskendt. Og ikke for sin egen musik, men derimod for en let kærlighedssang, som hun ikke følte noget ejerskab over for.
»Men jeg red jo også med på bølgen, for det var jo sjovt. Det var fedt at få den opmærksomhed og gå fra at være hende korsangerinden, som aldrig fik den samme hyre som de andre, til pludselig at få samme behandling som dem. Det faldt jeg måske lidt for. Men jeg blev også ret hurtigt klar over, at det var noget forbigående. At den der kapow-kendthed kan slukkes helt vildt hurtigt, så hvis du hænger din hat på den, bliver du rigtig ked af det, når projektørlyset begynder at pege en anden vej.«
Signe Svendsen gjorde sine forpligtelser færdig med Rollo & King. Der var en Grøn Koncert-tour, et par tyske TV-shows og nogle vokaler på et album mere. Og så var det ellers slut. Selv om der var snak om at smede, mens jernet var varmt, og udgive en soloplade, valgte hun at trække stikket og vende tilbage til studiet.
»De plader, jeg kunne have lavet dengang, er ikke nogle plader, jeg selv ville have haft lyst til at lytte til. Jeg anede ikke, hvad jeg havde på hjerte. Jeg var lige begyndt at skrive sange. Hvorfor skulle jeg udgive en plade, hvis jeg ikke havde noget at sige? Det havde jeg ikke lyst til. Det havde været en ganske forfærdelig plade.«
Gang i solokarrieren
Her 12 år efter er hun nu godt i gang med solokarrieren. Med foreløbig to dansksprogede plader og en række turnéer har hun stille og roligt fået opbygget sit eget publikum.
Den første soloplade, »Ny Passager«, kom i 2010 – otte år efter at hun sagde farvel til Rollo & King. Der var ganske vist et par år, hvor hun troede, at hun skulle lave TV i stedet for musik, men først og fremmest handlede den lange pause om, at hun havde brug for at lægge afstand til branchen og finde sit eget, nye ståsted. Både som menneske og musiker.
»Jeg var endt i et hjørne, hvor jeg havde udtjent min tid. Jeg følte ikke, at jeg kunne være der længere. Hvis jeg byggede videre på det, ville fundamentet være for svagt. Det ville være en boble, der hurtigt kunne briste. Der havde jeg ikke lyst til at være. Jeg ville hellere bygge tingene op fra bunden med mig selv i min musik i centrum. Og derudover var jeg ikke så langt med min sangskrivning dengang. Den slags tager tid.«
Efter halvandet års tid i TV-produktionsmiljøet stiftede Signe Svendsen familie. TV-aspirationerne faldt i baggrunden, og hun begyndte de næste par år stille og roligt at skrive sine egne sange. Men hun følte også, at hun stod meget alene med det. Anede ikke, hvordan hun skulle komme i gang. Indtil hun begyndte at turnere med Niels Hausgaard.
»Niels og hans manager overbeviste mig om, at jeg ikke var nødt til at have hele den her forkromede pakke. »Bare tag ud og spil! Se hvad du kan! Er der et publikum? Kommer de igen?« Det var en meget anderledes måde at tænke på, end hvad jeg var vant til fra pladebranchen. Der handlede det meget om, hvordan man kunne lave et produkt langt væk fra publikum, men samtidig regne ud, hvad det er, de gerne vil have. Niels’ filosofi er, at publikum er dine legekammerater, dine venner. Tag ud og mød dem og skab tingene sammen med dem.«
Tingene faldt i hak
Signe Svendsen fulgte den erfarne spillemands råd og snart begyndte tingene at falde i hak for hende. Publikum kunne lide, hvad de hørte, og sangene begyndte at have den tyngde, hun havde været på udkig efter.
»På det tidspunkt havde jeg også oplevet noget mere. Jeg var blevet lidt ældre og havde noget at fortælle og berette om. Jeg kunne placere mig selv i forhold til verden. Jeg havde mødt kærlighedslivet i 20erne på godt og ondt, var flyttet fra byen for at skabe en familie med bonusbørn, jeg var selv blevet mor. Der skete en hel masse i de år mellem, at jeg trak mig fra rampelyset og udgav min soloplade. På den måde var det både godt og helt naturligt, at jeg ventede.«
Der er ingen tvivl om, at den tidlige succes med Rollo & King gav hende et navn i den brede befolkning. Men det var på godt og ondt. For når først man er blevet kendt for et Melodi Grand Prix-nummer, kan det være svært at ændre omverdenens opfattelse af, hvem man er som menneske og musiker.
»Jeg har jo hele tiden vidst, hvem jeg var, og har lyttet til singer/songwriter og rock selv om jeg har stået ude på blokvognen og sunget »Tag bukserne af«. Så for mig selv har det aldrig været et problem. Det er en svær størrelse at operere med, og jeg bruger egentlig ikke så meget tid på at tænke over det.
Hvis jeg gjorde det, ville jeg blive tosset, for man kan ikke styre, hvad folks indtryk af en er. Det ville også være utroværdigt, hvis jeg brugte alt for meget tid på at stoppe ned i halsen på folk, at jeg ikke er den, de tror, at jeg er. Man er nødt til at lade folk have den opfattelse, de nu engang har, og så ellers bare gøre det, man har lyst til.
Så skal det nok komme. Og hvis ikke, så er det bare sådan, det må være.«I det store og hele føler Signe Svendsen da også, at hendes tidlige succes – til trods for, at den var i den lette og folkelige ende – har åbnet flere døre for hende, end den har lukket.
Hvad ville der være sket?
»Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket i mit liv, hvis jeg ikke havde været der på det tidspunkt. Var jeg så slet ikke kommet frem med mine egne ting? Nu har jeg turneret de sidste seks år med mine egne sange og udgivet to album. Der har da helt klart været nogle døre, der har stået på klem stadigvæk, fordi jeg har haft et navn i forvejen. Der har været en nysgerrighed. Men omvendt er jeg også stolt over, at det er lykkedes for mig at banke det op fra bunden uden hjælp fra store pladeselskaber eller den hype, der var dengang.«
Selv om succesen i dag er mere stille, så nyder hun den. Folk lytter på en anden måde. Sangene gør en forskel for de folk, hun møder ude på spillestederne. Og så gør det knap så meget, at hele landets befolkning ikke synger med.
»Jeg har ikke nogen drøm om at komme derhen, hvor tingene bliver for hypede. Det er alt for svært at opretholde. Hvis man er helt deroppe, hvad er så ens næste træk? Så er det, at man begynder at gå på scenen i fjollet tøj og lave underlige sceneshows, fordi det bare skal være større end sidst. Selvfølgelig må det gerne vokse. Men for mig handler det mere om, at sangene er der, og at jeg får lov til at spille med de folk, jeg gerne vil. Succes er ikke kun et spørgsmål om, hvor stor man er. Alle de gode værdier skal også følge med.«