Vi er omtrent halvvejs inde i vores samtale, da Charlotte Strandgaard nævner Hans, der døde for seks år siden.
»Der var noget omkring hans død, der fik mig til at tvivle på min tro,« siger forfatterinden og kigger på mig. Vi er i hendes lejlighed på Amager, hvor bøger og blokke afslører, at her bor et menneske, der godt kan lide ord. Selv langs den smalle entré står stigereoler med danske og udenlandske klassikere. Her skal man forbi, hvis man skal ned til lejlighedens bagerste lokale, hvor Charlotte Strandgaard opholder sig i en hospitalsseng, mens en gammel rygskade bliver plejet.
Samtalen handler egentlig om Charlotte Strandgaards seneste bog, »Min tro«, men alligevel kommer vi ind på sønnen, der døde i 2012 efter længere tids sygdom. Eller selvfølgelig kommer vi ind på ham. For man kan vel dårligt tale om tro uden at også at tale om tab. Og om tvivl.