Danmark har fået et nyt borgerligt parti, ”Nye Borgerlige”, anført af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen. Partiet vil bl.a. kombinere Liberal Alliances økonomiske politik og Dansk Folkepartis værdipolitik. Altså et ægte nationalkonservativt parti, og det er glimrende, det har jeg selv og mange andre efterlyst i lang tid.

”Jamen”, siger kritikerne, ”har vi ikke allerede et konservativt parti, eller to?” Nemlig Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, hvis politiske programmer Nye Borgerliges program jo ligner.

Nej, det har vi ikke, for det første parti fører en utilstrækkelig værdipolitik – men har fået to gode folketingsmedlemmer i Naser Khader og Rasmus Jarlov – imens det andet parti er et socialdemokratisk parti ift. økonomien. Desuden er Nye Borgerligs program anderledes på et afgørende punkt: Et utvetydigt opgør med overnationale konventioner og EU.

”Jamen, det vil Dansk Folkeparti jo også”, siger kritikerne. Nej, det vil de ikke, ikke for alvor. Lad mig sige det på en anden måde: Der er ikke så meget brug for et parti med en helt anden politik; der er derimod hårdt brug for et parti, der gør politikken til handling. Hvis man mener, at islamismen er en trussel, skal man selvfølgelig ikke give statsborgerskab til islamister (som Liberal Alliance), og hvis man mener, at folkevandringen er en trussel, skal man selvfølgelig ikke bøje nakken for Merkel og EU og åbne grænserne. LA, V, K og DF er for så vidt lige opportunistiske. Så, ja, der er brug for et konservativt parti som Pernille Vermunds og Peter Seier Christensens og som Morten Uhrskov Jensens ”Dansk Samling”, der viser vilje til at gennemføre en konservativ politik. Viljen er altså afgørende.

Det, man kan frygte, er, at konservatismen vil blive splittet i forskellige partier og således forårsage stemmespild. Derfor er netop samlingen, den danske samling, der skal bevares i disse krisetider, så det er vigtigt, at man holder sammen.

Den reelle udfordring og en latent skepsis går på, om ”Nye Borgerlige” så også fører deres politik igennem. Den serie af skuffelser, vi har oplevet i efterhånden mange år, senest ift. DF, LA, V og K, skyldes jo, at man ikke handler rigtigt. Jeg hørte forleden en analyse af den ellers sobre Erik Meier Carlsen, der afviste, at et nyt konservativt parti til højre for DF er muligt, fordi DF altid vil kunne sende folk i marken med mere ”ekstreme” meldinger.

Men det er en forkert analyse, netop fordi vi ikke har brug for ”ekstreme” meldinger, men tværtimod brug for, at man tager den politiske konsekvens af det, man allerede mener. Hvordan vil Vermund og Seier Christensen agere, når de bliver pressede, når alle de politisk korrekte kommer væltende med den moralske kølle og slår løs. Viger de? Jeg er optimistisk, for noget tyder på, at vi her, som med Morten Uhrskov, har at gøre med folk, der er i stand til at demonstrere civilt mod.

Er der så et tilstrækkelig stort vælgergrundlag? Forhåbentlig! Dels mangler vi et ægte konservativt parti, dels har meningsmålinger vist, at især de yngre foretrækker Liberal Alliance og Dansk Folkeparti frem for de andre partier. Altså netop det, ”Nye Borgerlige” vil føje sammen. Dels har Jyllands Posten i begyndelsen af januar offentliggjort en meningsmåling, der viste, at 13 procent af danskerne ville overveje at stemme på et parti til højre for DF. Også her var tilslutningen størst blandt de yngre. 18 procent. Det er noget, vi også ser i udlandet, bl.a. i Frankrig.

Eksistensberettigelsen? Den er som sagt stor. Ikke blot DF, men regeringen har svigtet. Den kalkulerer med en fortsat stor tilstrømning af migranter – trods anderlederes valgløfter – og man lægger sig fladt ned for EU og Angela Merkels diktater. Det blev senest udstillet med den skandaløse ”aftale” med Tyrkiet, igen indgået uden at høre befolkningerne. Nu kan vi se frem til milliardudgifter til Tyrkiet, en lempelse af reglerne for tyrkeres indrejse til Europa og en genoptagelse af forhandlingerne med Tyrkiet om at blive optaget i EU. Det er i sig selv katastrofalt, og den garanti for, at Tyrkiet vil holde migranterne tilbage – noget, som Erdogan havde kalkuleret med – er ikke meget værd. Alligevel ”jubler” Lars Løkke over aftalen.

Og så er der spørgsmålet om konventionerne og de overstatslige aftaler. Vermund og Seier Christensen har skrevet udmærket om det her. Rune Toftegaard Selsing skrev forleden et glimrende indlæg om migrantbølgen: Den eneste farbare vej er en ændring af asylloven. Ikke blot i Danmark, men hele EU (nu hvor alene Tyskland årligt forventer at få langt over en million migranter, noget, som senest Francis Fukuyama advarer imod). Selsing skriver:

"Det stopper ikke flygtningestrømmen at skabe fred i Syrien. For syrerne udgør kun et mindretal af flygtningene. Det stopper ikke flygtningestrømmen at hjælpe i nærområderne, for det ændrer ikke på, at en tilværelse i Vesten stadig er langt mere attraktiv. Man kan i det hele taget ikke stoppe mennesker, der har krav på lovligt ophold. [...] At forhindre denne strøm til Danmark kræver ikke en eneste udstationeret betjent. Det kræver en ændring af reglerne for asyl. Vi kan reducere folkevandringen til det rene ingenting ved simpelthen at fjerne retten til asyl. Eller få regler, der minder om de japanske. Det kan vedtages af et simpelt flertal i Folketinget. Men det kræver politikere af større format end Søren Pind."

Hvor kritisk situationen er, og hvor vigtigt det er at stå fast på grænsekontrol og opgøret med konventioner, altså at man skal være klar til at vælte regeringen i yderste fald, fremgår af følgende: To tredjedele af kommunerne vil skære på velfærden på grund af udgifter til flygtninge, skoler lukkes, og tilbud til ældre forringes.  Regeringen forventer dertil som nævnt flere flygtninge de næste fire år. Mindst 15.000 hvert år, der med ophold og familiesammenføring bliver til cirka 200.000, sandsynligvis flere. Hvordan mon det går med velfærden til den tid? Vesthimmerlands Kommunes Borgmester Knud Kristensen udtaler:

” »Vi har lige besluttet at lukke et ældrecenter og overvejer at lukke tre mindre skoler. Hvis vi også skal finde penge til denne her opgave (flygtningene, red.), så må vi tage turen en gang til. Så må det være andre skoler, andre plejecentre og forringelser på institutionsområdet […] »Er det virkelig rimeligt overfor vores lokale borgere, som har været med til at opretholde lokalsamfundet, at vi skal lukke ned for nogle ting eller tilbyde en ringe service, fordi vi skal bruge pengene på flygtningene?”

Nu begynder dilemmaerne altså at tikke ind. Statens udgifter ifm. At hente flygtninges familier er også mangedoblede. Vi skal hjælpe flygtninge, men først og fremmest skal vi beskytte vores eget sårbare samfund. Med Roger Scrutons ord:

"Vi må leve vort liv ærefuldt og ærligt og ikke med absolutte løsninger mod menneskeheden. Men være trofaste mod det, der betyder noget, hvor familien, vore venner, vort land er centrale. Og alle de ting, der gør det muligt for os at arve en fredfyldt og lovlig orden. Det er udfordringen. Du skal være klar til at forsvare ting. Som I danskere ikke gjorde på et tidspunkt, men hvor vi heldigvis reddede jer. Men alt kan gå under, hvis I ikke redder jer selv."

Udlændingepolitik er vor tids mest afgørende område, det gælder ikke blot økonomisk. Noget af det mest triste ved udviklingen er den forråelse, der følger med. Der er f.eks. sket en kraftig stigning, ja, en fordobling, af knivoverfald i hovedstaden på få år. Dertil kommer de traumatiserende gaderøverier. Dét er også et udlændingepolitisk problem, og volden skyldes bl.a. bandekriminalitet, og det er som bekendt indvandrerbander, der vækster. Jeg så, at gaderøverierne er kommet til min gamle gade. Oven i det kommer alle knivoverfaldene bare i de seneste dage, som jeg tilfældigvis har læst om, her,  her og her. Samt  sagerne omkring voldtægt.

85 procent af dem, der fremstilles for kriminalitet i København, har udenlandsk baggrund, vor ven i klippet her taler om fængsler som ”femstjernede hoteller”. Endelig kommer den stigende fundamentalisme og jødehadet blandt muslimer. JP skrev en god leder herom og bragte en meget omtalt undersøgelse. Den viser, at fire ud af ti mener, at lovgivningen skal bygge på islam. Andre, mere opsigtsvækkende tal kan hentes frem, som jeg flere gange har gjort opmærksom på i blogindlæg. Men lad det ligge i denne omgang.

Jo. Der er i den grad brug for et nyt konservativt parti – eller blot for et konservativt parti.