Mens der herhjemme bliver ledt efter det, der kan være landets første, vilde ulv, så diskuterer svenskerne, hvad de skal gøre med deres ulve.
Som omtalt i dagens Berlingske er der måske en vild ulv fri i Nationalpark Thy. Den kan have taget hele den lange vej til Nordjylland fra Tyskland, hvor ulvebestanden bevæger sig fra øst mod vest og med sikkerhed er nået til Slesvig-Holsten.
Men i Sverige er der ulve. Omkring 265 dyr ifølge seneste optælling. Og det er for mange, mener miljøminister Lena Ek.
Hun har i dag meddelt, at der er plads til omkring 180 ulve i Sverige. Dermed vil hun have færre ulve, end Rigsdagens beslutning om, at der skal være cirka 210 ulve. Og hun vil have endnu færre ulve en det officielle Naturvårdsverket, der skønner at der skal være mindst 380 dyr, for at bestanden er bæredygtig.
De svenske jægere mener, at der er plads til 150 ulve på den anden side af Øresund.
Ministeren erkender, at det bliver fast arbejde at sikre, at en bestand på blot 180 dyr hele tiden får tilført nyt blod, så den forbliver genetisk sund og ikke bliver ramt af indavl.
- Det betyder, at der skal udsættes hvalpe og andre initiativer, siger hun til svd.se.
Men det betyder også, at den nuværende bestand måske skal regulere fra 250-300 til 180 dyr, erkender hun.
- Det her kommer til at tage nogle år at gennemføre, siger Lena Ek.
Den svenske naturfredningsforening snerrer af ministeren.
- Jeg er rystet, siger Mikael Karlsson fra Naturskyddsföreningen til svd.se:
- Det er næsten, som om at klimapolitik skulle handle om at øge udslippene. Det er forfærdeligt. Jeg har aldrig før oplevet en miljøminister komme med så dårligt et forslag.
I Nationalpark Thy er der ikke sket yderligere i ulve-sagen, oplyser vildtkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy.
- Nu venter vi, til efterårsferien og weekenden er ovre, og så tjekker vi de fotofælder, vi har sat op, og så må vi se, hvad de viser, siger han.
